Dal Thomsen afviser stormløb på ratepensioner
Flyt ratepensionen over i banken og brug pensionisttilværelsen som aktiespekulant.
Et nyt lovforslag fra skatteminister Troels Lund Poulsen (V) vil give pensionister, der modtager ratepension, mulighed for at hæve pensionen og flytte den over i banken, hvor muligheden for selv at bestemme, hvordan pengene skal yngle er større.
I praksis vil en sådan en lov dog kun få ringe effekt, vurderer adm. direktør i AP Pension, Søren Dal Thomsen over for FinansWatch.
”Der hvor det har reel værdi er for dem, der godt kunne tænke sig at have nogle enkeltaktier i A.P.Møller eller Danske Bank. Det kan man ikke få hos os. Jeg tror bare, at det er ganske få, der er oppe i den alder, hvor man får udbetalt ratepension, der rent faktisk ønsker at gøre brug af det her,” siger Søren Dal Thomsen.
Han tolker forslaget som udtryk for en liberaliseringstankegang.
”Spørgsmålet er, hvilken interesse man skulle have i det. Der kan selvfølgelig godt være nogle aggressive bankrådgivere ude i et eller andet pengeinstitut, der prøver at overtale gamle fru Olsen til at hæve sin ratepension, men mon ikke det er i strid med god rådgivning,” siger Søren Dal Thomsen.
Samme melding kommer fra Jan Wihlborg fra handelsplatformen Nordnet.
"Jeg tror faktisk ikke, ret mange vil benytte sig af muligheden. De, som er i gang med at få pensionen udbetalt, de er jo i en nedsparingsfase, så nu ved de, hvad de får, så jeg tror ikke, at de vil benytte sig af det," siger han til Børsen.