FinansWatch

Tryg gør klar til at sælge aktier for milliarder til Alka-opkøb

Forsikringsselskabet Tryg sætter 27,4 mio. nye aktier til salg i forbindelse med købet af Alka.

Foto: /ritzau/Philip Davali

Tryg har købt konkurrenten Alka, og for at finansiere handlen sætter forsikringsselskabet nu 27,4 mio. nye aktier til salg, oplyser selskabet i en meddelelse.

Aktierne bliver solgt til markedskurs, og baseret på tirsdagens lukkekurs for Tryg-aktien på 152,80 kr., vil det samlede provenu løbe op i små 4,2 mia. kr.

De nye aktier svarer til omkring 10 pct. af Trygs nuværende aktiekapital, og udbuddet vil blive lukket senest onsdag.

Det er Nordea, som står for salget, som er henvendt mod institutionelle investorer i ind- og udland, der typisk tæller pensionskasser eller store investeringsselskaber.

Tryghedsgruppen, der ejer omkring 60 pct. af Tryg, har lovet at købe 60 pct. af de nye aktier. Fonden har desuden tilbudt at købe alle aktier i udbuddet til 146 kr. per aktie.

Tryg skal betale 8,2 mia. kr. for Alka, hvor 2,5 mia. kr. udgør de kontanter, Alka ligger inde med.

Derudover vil Tryg finansiere handlen gennem et lån på 0,5 mia. kr.

/ritzau/FINANS

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs