Pensionsdirektør: Om fem år er alle på markedsrente
Gårsdagens udtalelse fra Det Finansielle Virksomhedsråd, der ikke mener at Sampension har overtrådt reglerne for god skik ved at skifte garantier ud med hensigtserklæringer, er en dødsdom til rentegarantierne i den danske pensionsbranche. Det vurderer adm. direktør Torben Möger Pedersen fra Pensiondanmark i dagens udgave af Børsen.
”Det her vil forstærke en proces, der allerede er i gang. Jeg kan ikke sige præcis, hvornår alle går over på markedsrenter, men der er et naturligt incitament, da de nye solvens-regler kommer til at gælde fra ultimo 2012,” siger han og vurderer efterfølgende, at inden for fem år er alle danske pensionskasser gået over til markedsrente.
Pensiondanmark afskaffede tilbage i 2000 garantierne og har siden 2005 givet mellem 2,5 og 12,4 pct. i afkast til kunderne. Netop friheden til at investere alle pensionsmidlerne fremfor at opretholde et velpolstret kapitalberedskab er ifølge Torben Möger Pedersen en del af årsagen til Pensiondanmarks resultater.
Hos brancheforeningen Forsikring & Pension advarer direktør Per Bremer Rasmussen dog om, at selskaberne skal passe på med at se gårsdagens afgørelse som en motorvej til garantiafskaffelser.
”Afgørelsen for Sampension er helt specifik for netop det selskab. Hvorvidt det er muligt at afskaffe garantierne i andre selskaber kræver ret præcise juridiske vurderinger. Sampensions model har ad to omgange været udsat for en juridisk vurdering, så det er ikke noget, enkelte selskaber bare lige kan kopiere,” siger Per Bremer Rasmussen.
Relaterede artikler:
Finanstilsynets direktør: Garantierne forsvinder
For abonnenter
IP: Skift til markedsrente skyldes fyringer
For abonnenter