Tryg: Skader til rejseforsikring er eksploderet

Der har været en stor stigning i erstatningsudgifter til rejseforsikring de seneste år. Det skyldes blandt andet overgangen fra gult til blåt sigesikringskort.
AF RITZAU FINANS

Forsikringsselskabernes skadesudgifter til rejseforsikringer er eksploderet og kræver tilpasninger. Tryg er godt i gang med at få implementeret sine prisjusteringer på rejseforsikringer, og også på andre forsikringsprodukter vil der komme prisjusteringer for at kompensere for stigende erstatningsudbetalinger.

"Som vi jo egentlig så i hele efteråret sidste år, ser vi på nogle produkter underliggende stigninger i erstatningerne. For eksempel ser vi, at rejseskade er steget 60 pct. på to år, det er ret voldsomt. Vi ser også, at rør- og stikledningsskader stiger, og vi ser faktisk også en tendens i februar og marts til, at vi pludselig har stigninger igen i indbrud efter en periode, hvor de har været faldende," siger Trygs administrerende direktør, Morten Hübbe, til Ritzau Finans.

"Så man kan sige, at i takt med, at der kommer en lille smule mere gang i den danske økonomi, i takt med at danskerne rejser mere, og at gult og blåt sygesikringskort skifter, så er der nogle steder, hvor de underliggende erstatninger stiger for meget, og der skal vi hjælpe kunderne med at forebygge, at det sker," tilføjer han.

For rejseforsikringer kræver det prisjusteringer for at kompensere for "de relativt voldsomme stigninger" i forsikringsudgifterne.

"På de fleste andre produkter er der tale om små justeringer, så det passer til inflationen," siger Morten Hübbe.

Selskabet har allerede skrevet til de fleste af sine kunder med rejseforsikringer, som rundt regnet kan se frem til en stigning i prisen på en årsrejseforsikring på ca. 250 kr.

"Danskerne er jo det folkefærd i Europa, der rejser allermest, og samtidig kan man se, at det her skifte fra, at det offentlige typiske betalte for mange af udgifterne i udlandet til, at det nu er forsikringer, der betaler, det har givet den her voldsomme stigning," siger Tryg-direktøren.

 

 

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også