Tryg får grønt lys til milliardopkøb af Alka
Tryg har mandag fået godkendt købet af konkurrenten Alka af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det oplyser forsikringsselskabet i en meddelelse til fondsbørsen.
For at få godkendt købet har Tryg måtte give en række tilsagn for at sikre fortsat konkurrence på forsikringsmarkedet. Tryg skal således blandt andet årligt donere penge til prissammenligningsportalen Forsikringsguiden.
Samtidig skal visse gebyrer ved opsigelse af policer med kort varsel og eksklusivitetsaftale i visse partneraftaler fjernes. Tilsagnene betyder omkostninger på omkring 20 mio. kr. om året i fem år.
Godkendelsen af "den største handel i den danske forsikringsbranche de seneste 20 år" glæder koncernchef Morten Hübbe.
"En lang godkendelsesproces er endelig afsluttet, og vi glæder os over, at vi nu kan gå i gang med næste kapitel, som vi har set frem til med stor spænding: at integrere Alka i Tryg. Vi glæder os til at byde Alkas dygtige medarbejdere velkommen i Kolding, Aarhus og Ballerup næste år," siger han i en pressemeddelelse.
Trygs køb af Alka blev annonceret i december. Prisen lød på 8,2 mia. kr. inklusiv overskydende kapital på 2,5 mia. kr.
Godkendelsen har ikke ændret på Trygs forventninger til fusionssynergier, der lyder på 300 mio. kr., og som vil være fuldt realiseret i 2021.
Alka-chef tager forsinket købsgodkendelse som en "oplevelse"