FinansWatch

Tryg afviser opkøb af truede konkurrenter

Tryg afviser af være redningsplanke for små selskaber, der tvinges i knæ af EU-krav. Kun konkurrenter med årsindtægter på over 200 mio. kr. kan have interesse, fastslår koncernchefen.

Fem unavngivne forsikringsselskaber har de seneste måneder fået en kold skulder af Tryg, selv om selskaberne har foreslået enten af lade sig helt opsluge af forsikringskoncernen eller at indgå et udvidet samarbejde.

Adm. direktør for Tryg Morten Hübbe tolker de små konkurrenters bejlen til Danmarks største forsikringsselskab som et udtryk for, at forberedelserne til de nye skrappe EU-krav til finansielle selskabers økonomiske soliditet, de såkaldte Solvens 2-krav, truer med at tvinge mange mindre selskaber i knæ.

Kravene, der efter planen skal indføres fra 2012, går ud på at indføre fælles regler for EU's forsikringsselskaber og samtidig skabe en bedre sammenhæng mellem selskabernes risici og størrelsen på deres pengetanke.

Begrundelsen er, at kapitalkravet til et forsikringsselskab ikke hidtil har været afhængig af, hvor risikable forsikringer der er tegnet.

Stor arbejdsbyrde

"I Tryg påfører de nye krav os en endog meget stor arbejdsbyrde, og selv om andre mindre selskaber er rimeligt økonomisk velpolstrede, bliver også de i den grad udfordret på både ressourcer og kompetencer," siger Morten Hübbe.

Han forudser, at de nye krav vil medføre en stribe af fusioner og opkøb i skoven af mindre selskaber, men afviser samtidig at lade Tryg være en redningsplanke.

"Tryg kommer efter al sandsynlighed ikke til at købe noget som helst det kommende års tid. Og skulle vi endelig begynde at koncentrere os om mulige opkøb, vil det kun gælde selskaber med årlige præmieindtægter på over 200 mio. kr.," siger Morten Hübbe.

15-20 muligheder

Forsikringsbossen afviser dermed forlods enhver mulighed for fusion eller opkøb af 70 af landets knap 100 forsikringsselskaber.

Tilbage vil der realistisk set kun være 15-20 selskaber med en størrelse, der kan være af interesse for Tryg.

"For få år siden fulgte Tryg generelt mere løbende med i, hvad der kunne være på markedet for mulige opkøb. Men nu erkender vi, at det simpelthen ikke vil være umagen værd for os at se på selskaber med indtægter på under 200 mio. kr.," siger Morten Hübbe.

"At implementere andre it-systemer og andre typer policer er så omfattende, at kun mellemstore selskaber vil kunne være af mulig interesse for os," fastslår koncernchefen.

Mere fra FinansWatch

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs