FinansWatch

Credit Suisse hæver Topdanmarks kursmål efter opjustering

Topdanmarks opjustering mandag får nu schweizisk storbank til at løfte kursmålet for forsikringskoncernen.

Credit Suisse ser nu et større potentiale i Topdanmarks aktier og hæver kursmålet til 270 kr. fra 240 kr., mens anbefalingen "neutral" fastholdes.

Det fremgår af en analyse fra den schweiziske bank.

At kursmålet hæves, skyldes den opjustering, som den danske forsikringskoncern kom med mandag morgen, af forventningerne til årets resultat. Topdanmarks modelmæssige prognose for 2017 blev løftet med 250 mio. kr. til 1,5-1,6 mia. kr. efter skat, eksklusive afløbsresultat for fjerde kvartal, oplyste selskabet.

I samme omgang oplyste Topdanmark, at tredje kvartal ventes at give et resultat på 464 mio. kr. i kvartalet efter indregning af afløb, højere finansielt afkast samt bedre vejr end ventet.

"I forbindelse med det foreløbige resultat for tredje kvartal 2017 har vi revideret vores syn på 2017-resultatet," skriver Credit Suisse.

Og også resultatet til næste år ses udvikle sig bedre end hidtil ventet, fremgår det af analysen.

"I løbet af første halvår har Topdanmarks underliggende resultat været drevet af lavere erstatningskrav og en forbedret omkostningseffektivitet. Det foreløbige resultat for Q3 kan ligne en fortsættelse af halvåret," skriver bankens analytikere.

Topdanmark steg med 3,0 pct. mandag til 254,90 kr. Aktien er steget med 42,2 pct. i år.

Forsiden lige nu

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere