FinansWatch

Nykredit om Topdanmark-regnskab: God lønsomhed er med til at sende aktien op

Topdanmark leverer ikke kun et kvartalsregnskab og en opjustering der er bedre end forventet, men viser også en rigtig god underliggende lønsomhed, vurderer Nykredit-analytiker.

Investorerne ser ud til at være begejstrede for regnskabet for tredje kvartal fra Topdanmark, og det skyldes især en rigtig god underliggende lønsomhed i forsikringsselskabet.

Det vurderer aktieanalytiker Ricky Steen Rasmussen fra Nykredit, efter at Topdanmark foruden blandt andet en bedre end ventet bundlinje har præsenteret markedet for en opjustering af forventningerne til helåret.

"Jeg vil tro, at de fleste havde regnet med en opjustering på 50 til 100 mio. kr. - ganske simpelt som følge af positive afløb, der pludselig kommer ind i kvartalet."

"Men det, som kommer bag på markedet, er, hvor god den underliggende lønsomhed er i regnskabet. På trods af de her brandskader, som påvirker, går det bare bedre end ventet for den underliggende lønsomhed," siger Ricky Steen Rasmussen.

På bundlinjen har Topdanmark i tredje kvartal præsteret et overskud efter skat på 459 mio. kr., hvilket var en del bedre end de 351 mio. kr., som analytikerne ifølge Ritzau Estimates havde regnet med.

Nok mere dygtighed end held

Også det forsikringstekniske nøgletal combined ratio, der sætter erstatningsudgifterne i forhold til præmieindtægterne, endte bedre end ventet, da det eksklusive afløb lød på 84,8. Det var derved lavere end de estimater, som både Ritzau Estimates og Topdanmark havde indsamlet blandt analytikerne op til regnskabet.

"Den underliggende lønsomhed er ganske simpelt bare markant bedre end ventet. En combined ratio før afløb på 84,8 mod ventet 88,5 (Topdanmarks indsamlede estimat, red.) siger næsten det hele."

"Det, som Topdanmark tidligere selv har betegnet som held, må vi nok bare sige ikke er så meget held i virkeligheden. Det er dygtighed," bemærker Ricky Steen Rasmussen.

En pct. bedre end ventet toplinje er rigeligt

For toplinjen, der udgøres af bruttopræmieindtægter fra skadesforsikring, endte resultatet på 2313 mio. kr. i tredje kvartal. Det var bedre end ventet af analytikeren, som ifølge Ritzau Estimates' estimater havde ventet 2306 mio. kr. og 2290 mio. kr. ifølge Topdanmarks indsamlede estimater.

"Det er godt nok kun 1 pct. over, men det er også rigeligt i et forsikringsselskab. Vi kan ikke forvente, at man kommer ud med en større afvigelse end det," lyder det fra Ricky Steen Rasmussen.

Sammen med regnskabet har Topdanmark løftet forventningerne til 2018, hvor forsikringsselskabet nu ser den modelmæssige resultatprognose lande på 1200-1300 mio. kr. mod tidligere 1050-1150 mio. kr.

Ydermere ses combined ratio nu lande på 86-87 eksklusive afløbsgevinster mod tidligere ventet 88-89.

Mandag efter regnskabet stiger Topdanmark-aktien 5,7 pct. til 311,20 kr. Før regnskabsoffentliggørelsen lå aktien i 291,80 kr.

/ritzau/FINANS

 

Mere fra FinansWatch

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs