Avis: Derfor går Henrik Heideby
For godt halvanden uge siden meddelte PFA Pension, at koncernchef Henrik Heideby stopper, og at han vil være væk ved indgangen til det nye år. Årsagen til det er, at han tabte en magtkamp til dele af bestyrelsen, skriver Berlingske Business.
Efter Per Tønnesen, der er formand for HK Handel, trådte ind i bestyrelsen i 2013, lancerede han en linje, der var mere kritisk over for Henrik Heideby og bestyrelsesformand Svend Askær. De to havde indtil da udgjort en betydelig magtfaktor i PFA Pension. Desuden var flere bestyrelsesmedlemmer uenige med den nu 64-årige Henrik Heideby i, at han skulle blive siddende på posten indtil 2017.
"I det hele taget blev stemningen omkring PFA's bestyrelse og øverste ledelse dårligere det sidste halve år. Debatten om en modernisering af bestyrelsen, der matcher landets største kommercielle pensionsselskabs øverste ledelse, tages op igen, og det blev klart, at bestyrelsen ikke bakker op om en mere professionel og mindre bestyrelse," fremgår det af Berlingske Business' beretning, der bygger på interviews med flere unavngivne kilder.
Henrik Heideby stopper altså, fordi der i bestyrelsen er manglende vilje til forandring, og fordi han har fået flere tilbud om bestyrelsesposter uden for PFA Pension.