FinansWatch

Regnskab: Stigende indbetalinger hos PFA

Første halvår af 2011 bød på en stigning i indbetalingerne hos pensionsselskabet PFA. Investeringsafkastet er dog svækket markant og lander på 0,8 mia. kr. efter første halvår 2011 mod 18,4 mia. kr. samme periode sidste år. Opdateret.

PFAs kunder indbetalte 9,3 mia. kr. i løbet af de første 6 måneder af 2011. Det er 15 pct. mere end samme periode sidste år, hvor indbetalingerne lå på 8,2 mia. kr.

Det fremgår af PFAs regnskab for første kvartal 2011.

Selskabet mærker en markant større interesse for at spare op med markedsrente, fremgår det af regnskabet. Indbetalingerne hertil udgjorde 36 pct. af periodens præmieindbetalinger. Efter 1. halvår 2010 var andelen blot 14 pct.

Vanskeligt halvår

Ledelsen betegner den første del af året som vanskeligt.

”PFA har skabt solide resultater i et vanskeligt halvår og opnået en kontrolleret vækst med nye virksomheds og organisationskunder samt et pænt mersalg til eksisterende kunder,” siger adm. direktør i PFA Henrik Heideby i regnskabet.

PFA Plus gav et afkast i næsten alle risikoprofiler på tæt på 1 pct. Det betegner pensionsselskabet som "absolut tilfredsstillende" set i lyset af de svære markedsbetingelser.

Faldende investeringsafkast

Halvåret har til gengæld været hårdt for pensionsselskabets investeringsresultat. PFA fik et positivt investeringsresultat på 0,8 mia. kr., svarende til et nøgletal på 0,4 pct. Det er en væsentlig nedbarbering i forhold til samme periode sidste år, hvor afkastet lå på 18,4 mia. kr.

Uroen på kapitalmarkederne efter regnskabsperiodens afslutning har dog påvirket afkastet i en positiv retning.

”Efter regnskabsperiodens afslutning har der været stor uro på kapitalmarkederne. Der er sket kraftige kursfald på aktiemarkederne. Samtidig er renteniveauet faldet. Sidstnævnte har haft større betydning for vores investeringsafkast efter halvåret end kurstabene på aktiemarkederne”, siger Henrik Heideby.

Urolige markeder

Investeringsafkastet ligger således over 9 mia. kr. medio august 2011, står der i regnskabet.

Ifølge PFA er risikoen for en hård opbremsning i den globale økonomi steget.

"Vi forventer, at markederne fortsat vil være urolige i den kommende tid. Lave renter og høj vækst i Asien vil understøtte væksten, men risikoen for en hård opbremsning i den globale økonomi er steget," fremgår det af regnskabet.

Resultatet før skat udgjorde 121 mio. kr. Det er et fald fra 432 mio. kr. sidste år. For året som hedhed forventer PFA et resultat, der er marginalt under resultatet for 2010.

Opdateret

Mere fra FinansWatch

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs