FinansWatch

Codan-ejer på jagt efter knap 14 mia. kr.

Codans ejer, britiske RSA, er på jagt efter næsten 14 mia. kr., der skal skaffes ved aktiesalg, frasalg af aktiviteter og andre spareøvelser. Blandt andet ryger det svenske hovedkontor, men Norden udnævnes som kommende kerneområde for koncernen.

Store skadeserstatninger, og ikke mindst en milliardstor regnskabsskandale i Irland, har presset Codan-ejeren RSA voldsomt. Nu præsenterer den nyudnævnte topchef, Stephen Hester, planen for, hvordan forsikringskoncernen skal komme ovenpå igen.

Codan-ejer henter ny topchef

Først og fremmest vil RSA, der er Storbritanniens mest værdifulde forsikringskoncern, sælge nye aktier for 775 mio. pund, eller 7 mia. kr., for at få mere polstring på egenkapitalen. Det er, selv efter britiske forhold, en meget stor kapitaludvidelse, og da selskabet er presset, skal der rigtigt gode gaver til, for at få investorerne til at tegne de nye aktier.

For det første vil de nye aktier blive solgt med en rabat på mellem 35 og 40 pct. af børskursen før offentliggørelsen af årsregnskabet, og for det andet er det ikke kun investeringsbankerne JP Morgan Cazenove og Bank of America Merrill Lynch, der kan tjene gode provisioner på at garantere aktieudvidelsen. Også RSA's store institutionelle investorer, heriblandt Blackrock, Schroders og Threadneedle får mulighed for at garantere aktietegningen, og dermed også få del i garantiprovisionerne.

RSA fortæller i sit årsregnskab, at aktiviteterne i Skandinavien, Storbritannien, Irland, Canada og Latinamerika fremover klassificeres som "kerneaktiviteter", hvilket formentlig skal udlægges som at forsikrings- og andre aktiviteter i blandt andet Østeuropa og Asien nu reelt er på salgslisten.

I indeværende år regner Stephen Hester med at sælge aktiviteter for omkring 300 mio. pund. Selv om Codan-koncernen, der omfatter Codan og svenske Trygg-Hansa, altså ikke er på salgslisten, så vil RSA sælge Trygg-Hansas hovedkvarter, der er en  centralt placeret stor kontorbygning i Stockholm, bygget mellem 1972 og 1977. Ud over at huse Trygg-Hansa indeholder bygningen blandt andet også den sydafrikanske ambassade og en Danske Bank-filial.

Selskabet oplyser også, at der ikke vil blive udbetalt udbytte, at beholdningen af aktier i investeringsporteføljen vil blive frasolgt, at en milliardstor genforsikringspolice, der beskytter selskabet mod "negative udviklinger" bliver annulleret, og at der vil blive "skarpt fokuseret" på omkostningerne. I alt vil Stephen Hester finde 700 mio. pund i regnskabet og på balancen, ud over aktieforhøjelsen på 775 mio. pund.

Ringere resultat for Codan-koncernen i 2013

Selve regnskabet viser, at nettopræmieindtægterne i 2013 steg 3 pct. til 8,7 mia. pund, målt ved faste valutakurser, og at vejrrelaterede erstatninger udgjorde 3,5 pct. af præmieindtægterne, hvilket er langt mere end normalt. Samlet set fik RSA et underskud efter skat på 338 mio. pund, mod et overskud på 327 mio. pund i 2012, efter regulering for regnskabsfiflerierne i Irland.

 

Mere fra FinansWatch

"Blot fordi man er chef er det ikke sikkert at man får gode ideer"

Den amerikanske investeringsplatform Public.com, der er stiftet af danske Jannick Malling, er ved at opbygge en stor udviklingsafdeling i Danmark. Nu er selskabet rykket til nye lokaler centralt i København. Det skal gøre det nemmere at rekruttere medarbejdere og skabe de perfekte rammer for arbejdskulturen, så gode ideer kan boble op nedefra.

FA opfordrer til brug af sektoraftaler

Finanssektorens Arbejdsgiverforening opfordrer til brug af de særlige coronaaftaler, så en hverdag med hjemmearbejde og hjemsendte børn kan hænge sammen.

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs