FinansWatch

Regnskab: Ringere resultat for Codan

Codan-koncernen, der omfatter Codan Forsikring og Trygg-Hansa, havde en flad udvikling i præmieindtægterne, og et fald i indtjeningen i 2013.

Storme og storskader har sat deres aftryk i Codans regnskab, der også er præget af den fortsat benhårde kamp på om det nordiske skadeforsikringsmarked.

Codan aflægger sit regnskab i britiske pund, fordi forsikringskoncernen er ejet af den britiske forsikringskoncern RSA Group, der også kom med regnskab i dag. Lige som moderkoncernen må Codan konstatere en faldende indtjening for 2013.

Til gengæld kan medarbejderne i de nordiske aktiviteter glæde sig over, at RSA Group i forbindelse med regnskabet og meddelelsen om en milliardstor aktieemission har fortalt, at Norden sammen med Storbritannien, Irland, Canada og Latinamerika fremover vil være forsikringskoncernens kerneområder.

Codan-koncernen fik i 2013 nettopræmieindtægter for 1,9 mia. pund, eller 16,9 mia. kr. Det var 4 pct. mere end i 2012, målt ved faste valutakurser. Resultatet af forsikringsaktiviteterne faldt 5 pct. til 225 mio. pund, mens investeringsafkastet faldt med 16 pct. til 79 mio. pund. Samlet set gav det et resultat på 304 mio. pund, hvilket var godt 8 pct. dårligere end i 2012. Koncernens combined ratio, eller erstatninger og omkostninger i procent af præmieindtægterne, steg til 88,1 fra 86,6.

”2013 har været et år med både storme og storskader. På trods af dette har vi opnået en stærk lønsomhed, dog med flad vækst i toplinjen”, siger Mike Holliday-Williams, adm. direktør for Codan-koncernen, i en udtalelse.

Særligt udfordret var Codan i Danmark, hvor nettopræmieindtægterne faldt med 6 pct. til 656 mio. pund, og det forsikringsmæssige resultat faldt med 16 pct. til 63 mio. pund. I Norge steg præmieindtægterne med 10 pct. til 175 mio. pund, mens det svenske hovedmarked kunne præstere en stigning på 2 pct. i præmieindtægterne til godt 1 mia. pund.

 

Forsiden lige nu

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere