FinansWatch

Alm. Brand giver nyt lån til sig selv

Et 250 mio. kr. stort lån fra storaktionær Alm. Brand af 1792 F.m.b.a kan med nye kapitalregler ikke længere tælles med i Alm. Brands basiskapital. Derfor har man nu erstattet det med et nyt lån, der er mere risikabelt, men lige så billigt.

Et ansvarligt lån på en kvart milliard er i forbindelse med årsregnskabet blevet skiftet ud med et spritnyt og mere fordelagtigt et af slagsen i Alm. Brand. Den venlige udlåner er storaktionæren Alm. Brand af 1792 fmba.

Baggrunden for udskiftningen er, at det 250 mio. kr. store lån har mulighed for førtidsindfrielse i september 2014, selvom den officielle udløbsdato er december 2017. Udnyttes muligheden for førtidsindfrielse ikke, så stiger renten fra CIBOR3 plus 4 procentpoint til CIBOR3 plus 5 procentpoint - en såkaldt step-up klausul.

Og denne type lån kan med nye regler, der trådte i kraft 1. januar, ikke længere tælles med i basiskapitalen. Derfor har man set sig nødsaget til at tage hatten i hånden og gå til storaktionæren.

"Vi har gjort det, at vi har taget fat i aktionæren og sagt, at der er den her ny lov. Så har vi indfriet lånet og fået et nyt uden rentestep-up og med længere løbetid," siger direktør i Alm. Brand Søren Boe Mortensen til FinansWatch.

Rimelig rente

Heldigvis for Alm. Brand var storaktionæren, hvor Søren Boe Mortensen selv er direktør og hvor Alm. Brand-formand Jørgen Hesselbjerg Mikkelsen er bestyrelsesformand, i det venlige hjørne og sagde ja til tilbuddet.

Dermed fik Alm. Brand et nyt ti-årigt lån til CIBOR3 plus 5 procentpoint uden step up, som nu kan bruges i opgørelsen af basiskapitalen.

På spørgsmålet om det ikke var billigt for så stort og langtløbende et lån med bedre vilkår - for Alm. Brand - end det foregående, er Søren Boe Mortensen afvisende.

"Ikke som vi ser det. Vi har set andre store banker og forsikringsselskaber, der har etableret lån i det niveau. De små finansielle virksomheder betaler selvfølgelig meget større tillæg, men store forsikringsselskaber og banker, ser har vi set niveauer både under og over det her," siger Søren Boe Mortensen.

 

Mere fra FinansWatch

LB Forsikring: Prisstigning på Tesla var en fejl

Det er sværere at værdisætte Teslaer, og trods ambitioner om billigere forsikringer på grønne elbiler, har LB Forsikring hævet priserne på større elbiler. Men prisstigningen var en fejl, erkender selskabet.

Sampension udpeger ESG-chef

Et større fokus på ansvarlige investeringer får Sampension til at udpege en ESG-chef. Han kommer fra en intern stilling i huset, hvor han indtil nu har været Chief Legal Officer.

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs