FinansWatch

Regnskab: Alm Brand forsikring bedre end ventet

Alm Brand forsikring oplever vækst i både kunder og bundlinje, og pensionsforretningen går ligeledes fint. Det skaber store overskud i koncernen trods problemerne i banken.

Alm Brand landede i 2013 et resultat på 355 mio. kr. før skat, hvilket er bedre end forventet. Egenkapitalforrentningen halter dog med 8 pct. efter målsætningen om, at den skal ligge på pengemarkedrenten plus 10 procentpoint. Dette skyldes dog hovedsageligt bankens store tab. På forsikringssiden er tingene gået over al forventning.

Det skriver direktør Søren Boe Mortensen i en meddelelse.

"Forventningerne til Alm. Brands resultat for 2013 er blevet overgået, og resultatet er bedre end forventet. Det er igen vores skadeforretning, der leverer et flot resultat, som to store storme ikke kunne ødelægge, udtaler Søren Boe Mortensen og fortsætter: Samtidig øges antallet af kunder - både fordi der kommer flere nye kunder og fordi færre forlader os."

Alene på skadesforsikring landede resultatet på 763 mio. kr. før skat og combined ratio - tallet for, hvor mange penge der bruges for hver 100 kr., man får ind i præmier, landede på 87,4.

"Combined Ratio blev på 87,4, hvoraf omkostningsprocenten udgjorde 16,0. Den underliggende Combined Ratio i Skadeforsikring udviklede sig igen positivt og blev på 78,8 mod 79,7 året før. Combined Ratio har været positivt påvirket af færre storskader end forventet samt af et positivt afløbsresultat. Omvendt har vejrligsudgifterne påvirket Combined Ratio negativt som følge af de to storme i oktober og december," skriver Søren Boe Mortensen.

I 2014 forventer man et lidt dårligere resultat på combined ratio, men ellers et normalt forsikringsår, bedyres det i regnskabet.

"Forventningerne til Skadeforsikring afspejler et normalt forsikringsår med en Combined Ratio på 91-92 og en omkostningsprocent i niveauet 16 %," skriver direktøren.

 

Mere fra FinansWatch

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs