FinansWatch

Rangvid: Klart positivt træk fra ATP

De ændringer i garantierne, som pensionsgiganten ATP tirsdag varslede gældende for nye indbetalinger efter årsskiftet, får positive ord med på vejen af CBS-professor Jesper Rangvid, som tidligere har talt for helt at droppe pensionsgarantierne.

Foto: CBS

"Det handler om, hvordan man skaber den bedste pension på den lange bane. Min hovedpointe er, at garantier gør, at det er sværere for ATP at investere frit, og at det alt andet lige koster på pensionen på den lange bane. Sammen med de tiltag, som ATP foretog sidste år, er det her med til at skabe mere frie investeringsrammer, og det er klart positivt," siger Jesper Rangvid til Ritzau Finans.

Gennem sidste års ændring, der var af mere teknisk karakter, kunne ATP komme af med en del af sine afdækningsinstrumenter, og tirsdag annoncerede pensionsselskabet et nyt tiltag - en justering af pensionsproduktet, så man fremover fastsætter den garanterede forrentning for 15 år ad gangen.

Indbetalinger bliver til sammenligning i dag forrentet med den markedsrente, som der er i dag, resten af livet. For ATP er udfordringen at sikre garantierne meget lang tid ud i fremtiden.

"Det betyder for ATP, at de skal købe nogle meget, meget lange obligationer eller andre finansielle instrumenter som låser ATP i meget lang tid. Det binder også ATP kapitalmæssigt, så alt andet lige giver den nuværende ordning ATP mindre investeringsfleksibilitet," forklarer Jesper Rangvid.

Mere frihed og usikkerhed

Fremadrettet deler man den livslange garanti op i bidder, hvor man for 15 år ad gangen fastsætter den garanterede rente - altså for en 20-årig frem til denne er fyldt 35 år, hvorefter der garanteres for yderligere 15 år.

"Selvfølgelig mener jeg, at det er godt, at ATP får mere investeringsfrihed, det er den ene side af det. Men det, du kan sige, er, at i forhold til situationen i dag, så skaber det en usikkerhed om værdien af garantien, da man ikke ved, hvad garantien er efter de første 15 år," siger Rangvid.

Ifølge det nuværende produkt garanteres et nyt medlem den rente, der er i dag, resten af sit liv. Fremadrettet ved medlemmet "kun" hvad det har i garanti de næste 15 år, mens man i princippet ikke kan sige, hvad der sker efter de 15 år.

"Det er jo sådan set en lidt større usikkerhed end i dag - det er jo rigtigt. Omvendt er argumentet , at den garanti der kommer for dem, der træder ind i dag, den er jo meget, meget lav, fordi renten i dag jo er historisk lav," siger Jesper Rangvid og fortsætter:

Kan renten falde mere?

"Hvis nu at renten, f.eks. om 15 år, er væsentlig højere, så er det lidt ærgerligt i dag at blive bundet ind på en garanti, som er meget, meget lav. Det, man så sørger for i ATP i dag, er, at man om 15 år får opjusteret sin garanti, man følger simpelthen renten mere."

Modargumentet kan være, at hvis renten er endnu lavere om 15 år og senere, så ville det være mere fordelagtigt at blive sikret renten i endnu længere tid fra start.

"Men det er nok svært at forestille sig, at renten falder rigtigt meget fra det niveau, det har i dag, så derfor tyder det på, at det her er en fornuftig ændring," siger Jesper Rangvid.

/ritzau/

ATP: Garantireform får ingen betydning for investeringer

Finansiel regulering koster for ATP

Stendevad: Nu rykker vi ind på midten af banen

Fakta: Sådan fungerer ATP's nye garantier

ATP ændrer garanti-vilkår 

Mere fra FinansWatch

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs