FinansWatch

Skyhøje priser for unge kunder: Professor langer ud efter pensionsselskaber

Som ny kunde i et pensionsselskab kan det i flere tilfælde være særdeles dyrt at indbetale til ordningen, viser opgørelse. Formand for Penge- og Pensionspanelet, Carsten Tanggaard, kalder især et pensionsselskabs priser meget høje. "Jeg kan ikke forstå, hvad det er, der foregår," siger han til FinansWatch.

Carsten Tanggaard | Foto: /ritzau/Jens Henrik Daugaard/arkiv

En række af landets pensionsselskaber tager sig i flere tilfælde godt betalt for at forvalte unge og nye kunders ordninger. Det viser branchens egne tal fra portalen Faktaompension.dk. Tal, som oprindeligt er blevet omtalt af Ekstra Bladet.

FinansWatch har kigget nærmere på tallene, der viser, at målt fra 2014-2017 betaler en kunde under 40 år med en indbetaling på op til 30.000 i markedsrente og uden en eksisterende opsparing i gennemsnit hele 5,2 pct. i årlige omkostninger i procent (ÅOP) hos AP Pension, der er det dyreste af de opgjorte selskaber.

"Det lyder helt vildt. Tallene er så voldsomt store, at jeg undrer mig over, hvorfor det kan være så højt. Jeg kan ikke forstå, hvad det er, der foregår," siger Carsten Tanggaard, der er økonomiprofessor på Aarhus Universitet og formand for Penge- og Pensionspanelet, som blev nedsat af Folketinget med det formål at fremme danskernes interesse for og viden om finansielle ydelser.

Omkostninger betyder meget

Konkret betyder det, at kunder i den opgjorte kategori hos AP Pension skal honoreres med et afkast på minimum 5,2 pct. - plus et afkast svarende til inflationsudviklingen - for alene at kunne sikre, at deres opsparing ikke taber værdi i det pågældende år.

Efter AP Pension følger Danica Pension med en omkostning for den samme type kunde med en ÅOP på 4,2 pct. Topdanmark Liv opererer for den samme type kunde med en ÅOP på 3,3 pct., mens ÅOP i det opgjorte tilfælde er 3 pct. hos Skandias eksisterende kunder.

De opgjorte kunder vil typisk være unge, der lige er kommet ind på arbejdsmarkedet og derfor begynder at indbetale til pension gennem en arbejdsmarkedspension, samt nye kunder der ikke flytter deres eksisterende ordninger over til det nye selskab, eksempelvis i forbindelse med jobskifte.

"Problemet er, at en pensionsopsparer typisk ikke har mulighed for at stemme med fødderne, fordi det typisk er den enkelte arbejdsplads eller fagforening, som beslutter, til hvilket selskab indbetalingerne til arbejdsmarkedspensionen skal gå," siger Carsten Tanggaard.

"Men så må fagforbundene påtage sig ansvaret og sørge for at få presset omkostningerne ned ved at holde øje med, hvad de enkelte selskaber tager sig betalt. Ellers kan modellen ikke fungere på længere sigt."

En ny opgørelse fra ATP, som udspringer af en rapport fra Penge- og Pensionspanelet, viser, at pensionsformuen efter et arbejdsliv kan blive omkring en tredjedel mindre i den pensionsordning med den højeste omkostning sammenlignet med ordningen med den laveste omkostning.

"Det viser bare, hvor vigtigt det er at have fokus på omkostningerne," siger Carsten Tanggaard.

AP Pension: Kan ikke genkende tallene

Hos AP Pension, der er det dyreste selskab i ovennævnte opgørelse, er svaret, at kunderne betaler mindre, i takt med at deres pensionsopsparing vokser, og at de nævnte omkostninger dermed ikke er et udtryk for, hvad deres kunder generelt betaler.

"En typisk kunde i AP Pension oplever langt lavere omkostninger end de tal, der henvises til. For en typisk kunde i AP Pension vil ÅOP være mellem 0,8-1,1 procent. Der er samtidig værd at bemærke, at eksemplet i Ekstra Bladet tager udgangspunkt i en person, der ikke har nogen opsparing på sit pensionsdepot," lyder det fra AP Pensions pressetjeneste i et skriftligt svar.

En person under 40 år med en indbetaling op til 30.000 om året og med en samlet opsparing på 250.000 kr. har i perioden 2014-2017 betalt en ÅOP i AP Pension på 1,3 pct., viser tallene fra Faktaompension.dk.

Til sammenligning har kunder, der hører under den kategori, betalt 1,6 pct. i ÅOP hos Danica Pension, som er det dyreste selskab blandt de større spillere, når man opgør omkostningerne ud fra disse parametre.

Høje pensionsomkostninger kan betyde flere år ekstra på arbejdsmarkedet

Ny opgørelse: Her er de billigste - og dyreste - pensionsselskaber  

Mere fra FinansWatch

Relaterede

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs