FinansWatch

Købstædernes Forsikring vil satse på personforsikringer

Danskerne efterspørger i stigende grad mulighed for at forsikre aspekter af deres liv, og den tendens vil Købstædernes Forsikring følge. Direktør lufter ide om forsikring til privat plejehjem, hvis offentlige plejehjem halter på velfærden.

Foto: PR

Der er flere nye forsikringer på vej hos Købstædernes Forsikring. En del af selskabets strategiske fokus er at få en mere diversificeret portefølje, så ejendomme relativt set kommer til at fylde mindre, og det skal ske ved at tilbyde kunderne nye produkter.

Det fortæller adm. direktør Anders Hestbech til FinansWatch.

I 2015 lancerede Købstædernes Forsikring en sygedrifttabsforsikring, hvor selvstændige erhvervsdrivende kan få en erstatning, hvis de taber penge i forbindelse med sygdom, og den er ifølge topchefen et godt eksempel på den type forsikringer, selskabet gerne vil være.

"Vi kan godt lide at fremhæve vores sygedriftstabsforsikring, fordi vi synes, den er et målbillede på, hvordan vi gerne vil lave forsikring i fremtiden. Du kan tegne den ved at svare på tre spørgsmål, den er enormt nem i skadesbehandlingen, og du får pengene med det samme i stedet for efter et halvt år. Det er den slags enkle produkter, vi gerne vil lave," siger han.

Anders Hestbech ser en generel tendens til, at kunderne i stigende grad efterspørger at kunne forsikre forskellige dele af deres liv, og derfor har Købstædernes Forsikring i starten af 2016 introduceret en lønsikring, så kunderne kan få udbetalt forsikringspenge, hvis de bliver arbejdsløse.

"Personområdet er noget af det, vi satser på. Vi vil meget gerne lave mere i samme stil som sygedriftstabsforsikring og lønsikring, for vi tror på, at det marked kommer til at vokse rigtig meget," siger direktøren og uddyber:

"Det er ikke et produkt, vi har nu, men man kunne forestille sig, at folk ville tegne en kombineret opsparing og forsikring, så de kan komme på et privat plejehjem, hvis kvaliteten på offentlige plejehjem daler. Sådan en løsning vil dog kræve et samarbejde på tværs af den finansielle sektor, men jeg tror, behovet er der."

Cykel og mobiltelefon

Købstædernes Forsikring er desuden på vej med en forsikring til unge, hvor der er fokus på dækninger af blandt andet cykel og mobiltelefon.

Diversificeringen af porteføljen er dog bare et af Købstædernes Forsikrings strategiske fokusområder. Et andet er effektivisering af distributionskanalerne, hvor selskabet har indgået aftaler med flere banker og agenturer, ligesom det også har sat flere af sine egne ressourcer af til sin egen distribution.

Desuden satser Købstædernes Forsikring på en større grad af digitalisering af selskabet. Dels er der kommet en ny hjemmeside, som har fået langt flere brugere end tidligere.

"Vi har lagt prisberegnere på vores hjemmeside. Det betyder godt nok, at konkurrenterne kan se vores priser, men det er vi ligeglade med, for det vigtigste er, at kunderne kan se dem. Prisberegnerne har givet noget mere aktivitet i vores kundeservice," forklarer Anders Hestbech.

I 2016 fortsætter digitaliseringsprocessen. I øjeblikket er selskabet i gang med at kigge alle sine processer igennem for at gøre dem mere effektive set fra kundernes perspektiv. Det er blandt andet muligt, fordi selskabet har fået ryddet op i sine it-systemer, fortæller direktøren.

"Vi har mast på for at få lukket alle gamle systemer ned og få alle policer konverteret over på et forsikringssystem, så vi har i dag kun ét forsikringssystem, hvilket har været sindssygt vigtigt for mig, for det har været det, der kan gøre, at vi kan blive mere digitalt kørende i fremtiden, at vi ikke skal vedligeholde en masse forskellige systemer," forklarer han.

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs