Forsikringschef efter tårnhøj kundetilfredshed: "Hvis vi rammer ved siden af, husker de det"

Jørgen Ladekjær er en tilfreds mand. Og det er hans kunder også.
For direktøren for Vestjylland Forsikring kan i år se sit selskab stryge helt til tops i analysehuset Epsi Rating Danmarks nye undersøgelse af privatkundernes tilfredshed med deres forsikringsselskab.
Her scorer Vestjylland Forsikring 86,9 på Epsis skala, der går fra 0 til 100. Det er den højeste kundetilfredshed, Epsi nogensinde har målt.
”De har aldrig målt så høj en kundetilfredshed før, og det gør os bare endnu mere stolte,” siger Jørgen Ladekjær til FinansWatch.
Gennemsnittet for hele sektoren lander i år på indeks 77,5. Alt over 75 bliver af Epsi betegnet som meget højt.
Vestjyderne kvitterer
Jørgen Ladekjær peger selv på to overordnet ting, som han tror, har fået kunderne til at kvittere.
På den ene side er det selskabets fokus på klassisk, godt forsikringshåndværk, som gør kunderne tilfredse. Samtidig tror han også, at selskabets stærke forankring i sit markedsområde, som er Vest- og Midtjylland, har givet pote.
”Vi er gode til det klassiske håndværk underwriting – altså det at vurdere, hvad man tegner ind af forsikringer. Og så holder vi os til kirketårnsprincippet: Vi vil have en forretning, vi kan overskue,” siger Jørgen Ladekjær.
Og så mener han også, at vestjydernes sindelag spiller ind.
”Hvis vi ikke opfører os ordentligt, så glemmer vestjyder ikke. Sådan er det. Derfor er det også vigtigt, at vi opfører os ordentligt og lever op til kundens forventninger,” siger Jørgen Ladekjær og fortsætter:
”Det kan godt ske, vestjyder er anderledes og stoler mere på, hvad sådan nogle som os siger. Men hvis vi rammer ved siden af, husker de det også. Så det er vanvittigt vigtigt, at vi lever op til det, vi siger.”
Forsikringsselskab opnår højeste kundetilfredshed målt nogensinde
Danske forsikringsselskaber giver nordiske konkurrenter baghjul i kundetilfredshed