FinansWatch

Debat: Tilliden skal op hos forsikringskunderne, hvis selskaberne vil udnytte dataguldet

Open Insurance: Der er et utal af fordele ved open insurance, bedre produkter for kunderne, nye forretningsområder for selskaberne og mere agilitet for hele branchen. De mange fordele kræver dog, at selskaberne ikke oversvømmes af ny regulering, og at branchen har fokus på at styrke tilliden blandt kunderne.

Pernille Brock Fors er managing director for Acccenture Forsikring. | Foto: PR / Accenture

Danske forsikringskunder har vænnet sig til tanken om at dele data med selskaberne, og Accentures seneste undersøgelse blandt danske forsikringskunder viser, at seks ud af 10 er villige til at dele betydelige data om deres helbred, motion og køre-vaner mod en lavere præmie.

Til gengæld er tilliden til selskabernes datahåndtering i bund – under halvdelen (45 pct.) af de adspurgte i undersøgelsen stoler på forsikringsselskabernes datahåndtering.

Selvom vi i Danmark og Norden generelt har mere tillid til forsikringsselskaberne sammenlignet med globale tal, så er det stadig for få, der sætter deres lid til selskabernes datahåndtering.

Og når vi taler open insurance, så kan det meget vel vise sig at blive en barriere for indhentning af nye typer data og dermed sætte en kæp i hjulet for udvikling af nye forretningsområder.

Forsikringsselskaberne har derfor ikke kun et ansvar for at håndtere data korrekt. De har også en kommunikationsopgave mod kunderne for at fortælle om sikkerheden og de etiske retningslinjer i håndteringen.

Fælles branchestandarder vil også kunne hjælpe med at forbedre forbrugernes tillid til datahåndtering, men det kræver samtidig, at selskaberne viser, at de har den rette tilgang til sikkerhed og etik omkring de data, de vil indsamle og bruge. Og helt konkret, at selskaberne formår at forklare, hvad kunderne får ud af at dele deres data.

Digital duks, men et stykke vej til at blive frontløber

Selv om tilliden i det danske samfund er højere til myndigheder og virksomheder generelt, og at vi i Danmark har været digital frontløber på systemer og effektivisering, så ligger vi ikke i front, når det kommer til at udnytte teknologien omkring open insurance.

Vi har i mange år haft forsikringsaggregatorer til fordel for forbrugerne, og branchen har fællessystemer som Autotaks og Edi, men måske netop fordi vi har haft disse og andre digitale muligheder i så mange år, er vi blevet forvænte, og udviklingen er gået lidt i dvale.

Branchen har ikke formået at videreudvikle og anvende de mange muligheder ved open insurance – endnu. Derfor ser vi også, at andre lande i Europa og globalt i de senere år er rykket hurtigt frem med nye og innovative partnerskaber og løsninger.

Ret skal være ret, der findes også eksempler i Danmark, men i mindre skala end vi ser i andre geografier. For eksempel har jeg bidt mærke i Vitality app, som med en mission om at hjælpe mennesker til en sundere livsstil og partnerskab med bl.a. Apple, har mere end 20 millioner brugere verden over. Og der findes flere eksempler på IoT-økosystemer inden for home services, mobilitet, sundhed mv., hvor særligt de sydeuropæiske lande er langt fremme og har høj adoption blandt deres kunder.

F&P bør sikre at teknologien ikke bliver genstand for nyt kontrolregime

Der er også diskussion om, hvorvidt open insurance kan have en række fordele for selskaberne, når vi taler SupTech (Supervisory Technology) og RegTech (Regulatory Technology), fordi det kan betyde mere effektiv og sikker datadeling mellem selskaber og med myndighederne i realtid.

Der kan derfor formentlig gemme sig tidsbesparelser for tilsynsmyndighederne samt potentielt selskaberne selv inden for efterlevelse af tilsynskrav og lovgivning, hvis det bliver rullet rigtigt ud.

Der er dog et stort MEN, for jeg kunne godt frygte, at initiativer inden for myndighedsområdet kan resultere i udvidet kontrol og overvågning af selskaberne – og så havner vi på en uheldig glidebane.

Det bør ikke være innovation inden for SupTech og RegTech, som er de primære drivere bag open insurance. I mine øjne bør det være forbrugerne, der får gavn af open insurance i sidste ende og ikke lovgivningsapparatet i EU eller de nationale tilsyn.

Vi skal styre udenom, at selskaberne bliver pålagt nye store byrder og omkostninger, hvor regningen i sidste ende vil havne hos forbrugerne. Denne øvelse sætter store krav til Forsikring & Pension, og det bliver nogle vigtige år, vi kigger ind i.

Læs de andre debatindlæg i FinansWatchs serie om Open Insurance her:

Debat: Vis mig den kunde, der kan overskue konsekvenserne af datadeling 

Finanstilsynets debatindlæg: Open insurance har både potentiale og udfordringer 

Debat: Forsikringsbranchen skal omfavne åbenheden  

Debat: Open Insurance – et argument mere for dem, som forventer disruption af forsikring 

Debat: Lad os få gang i ansvarlig datadeling – til glæde for pensionsopsparerne 

Debat: Open Insurance giver store muligheder – men også forpligtigelser

Debat: Bedre adgang til data skal styrke forbrugerne og øge innovationen i forsikrings- og pensionsbranchen

Europæisk forsikringsvagthund lægger op til fælles retningslinjer for deling af data – men Tryg vil hellere konkurrere frit

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs