FinansWatch

Debat: Forsikringsbranchen skal omfavne åbenheden

Open Insurance: Ny adgang til data vil for alvor skubbe på innovationen i forsikringsbranchen, mener Kristian Hjort-Madsen, der er koncerndirektør for blandt andet forretningsudvikling i Alm. Brand. Det kræver dog, at selskaberne tør være åbne, mener han.

Kristian Hjort-Madsen ser positivt på mulighederne i Open Insurance. | Foto: PR/ Alm. Brand

Forsikringsbranchen har været kendetegnet ved digital stilstand de seneste år. Selvom de fleste af os har et accelererende antal af digitale initiativer, der har skabt mere åbenhed, er vi langt fra i mål.

Vi kan og skal blive langt mere transparente. Det er afgørende, hvis branchen fortsat vil have gode og sunde forretninger, der udfylder en betydningsfuld rolle for vores kunder. 

Kundeoplevelsen skal være gennemskuelig, nem, enkel og digital, når det giver mening. Det er præmisserne for alle. Skæbnen for dem, der ikke formår at indfri disse forventninger, er selvskrevet.  

Til min store glæde viser et nyt diskussionsoplæg om Open Insurance fra den europæiske finanstilsynsmyndighed, EIOPA, at vi som branche skal forholde os mere aktivt til den virkelighed. 

Open Insurance omhandler, hvordan forsikringsselskaber deler data via standardiserede API’er (Application Programming Interface, red). Og det vil gøre det endnu nemmere for branchen at skabe nye og unikke kundeoplevelser i partnerskaber med private og offentlige organisationer. Innovationen vil accelerere i form af nye produkter, løsninger og services.

Lad os ikke frygte åbenheden

Ligesom open banking i bankbranchen for et par år siden mødte en del modstand, er innovationen nu godt i gang med flere gode implementeringer i Danmark.  

Jeg kan frygte, at Open Insurance vil medføre lige så stor modstand i forsikringsbranchen. Men personligt hilser jeg diskussionen og teknologien velkommen med åbne arme.

Open Insurance kan nemlig være det rygstød, store dele af branchen har brug for, for at få innovationen frigjort til fordel for kunderne og resten af markedet. 

Afgivelse og deling af data samt øget konkurrence kan føles utrygt for selv de mest innovationshungrende. Erfaringerne fra open banking viser dog, at vi som etablerede finansielle virksomheder ikke skal frygte at miste markedsandele, hvis vi evner at udnytte de nye teknologiske muligheder.  

Vi lever af tillid og af at skabe tryghed, og Open Insurance vil blot forstærke den tillid til branchen og kunderne, når mere bliver transparent. Vi skal omfavne denne mulighed for endnu mere åbenhed. 

Datadeling og partnerskaber er vejen frem 

Skal man stå stærkt i fremtidens forsikringsmarked, kræver det nemlig en stærk teknologidrevet forretningsstrategi. Open Insurance kan derfor være den digitale genstart, mange innovative kræfter fra branchen har higet efter. Konkurrencen vil blive skærpet og en stærkt integreret digital platform vil være den største forskel på, om man vinder eller taber.

I Alm. Brand har vi selv etableret samarbejder om datadeling, og vi har været i gang med at nå ud til kunderne på nye, mere digitale måder til fordel for kunden. Særligt i form af vores partnerskaber, hvor vi tænker i nye teknologiske "økosystemer", der betyder, at vores forsikringer i dag langt nemmere kan indgå som en service i vores partneres dialog og interaktion med kunder.

Bedst eksemplificeret ved vores seneste partnerskaber med Volkswagen Semler Finans, G4S og Sydbank. Imens G4S giver os mulighed for at blive en del af et økosystem for smarte hjem, bliver vores bilforsikringer og skadesservice en integreret del af at købe en bil hos Volkswagen Semler Finans. Det bliver langt nemmere for kunderne at være forsikret, fordi de forholder sig til deres forsikringsbehov i det øjeblik, de køber en ny bil.

Partnerskabet med Sydbank bliver en sammensmeltning af bank og forsikring. Alt det, man kan i vores forsikringsapp, skal man naturligvis også kunne i Sydbanks mobilbank – og vice versa. Den dybe digitale integration betyder, at vi lærer vores kunder bedre at kende. Og det kendskab og den gensidige viden skal bruges til at øge servicen og yde bedre rådgivning med udgangspunkt i kundens behov.  

Selvom jeg ikke tror på en fuldkommen Open Insurance-standardisering i den nærmeste fremtid, er konturerne lagt, og jeg er begejstret og entusiastisk på branchen og kundernes vegne for de mange nye løsninger og tjenester, der med tiden vil se dagens lys.

Potentialet er enormt, og Open Insurance kan blive den digitale genstart af branchens kerneforretning og -ydelse, mange innovative kræfter har higet efter. Men det kræver, at vi omfavner den åbenhed, der følger med. En del tyder på, at det gavner branchen og kunderne.

Læs de andre debatindlæg i FinansWatchs serie om Open Insurance her:

Debat: Open Insurance – et argument mere for dem, som forventer disruption af forsikring 

Debat: Lad os få gang i ansvarlig datadeling – til glæde for pensionsopsparerne 

Debat: Open Insurance giver store muligheder – men også forpligtigelser

Debat: EU-lovgivning må ikke ødelægge virksomhedernes innovationskraft 

Debat: Bedre adgang til data skal styrke forbrugerne og øge innovationen i forsikrings- og pensionsbranchen

Europæisk forsikringsvagthund lægger op til fælles retningslinjer for deling af data – men Tryg vil hellere konkurrere frit

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs