FinansWatch

Debat: Open Insurance giver store muligheder – men også forpligtigelser

OPEN INSURANCE: Mere deling af data kan skabe en renæssance i forsikringsbranchen, men det kan også have en slagside, skriver Jacob Tovborg-Jensen, koncerndirektør for Data, Teknologi og Forretningsløsninger i LB Forsikring.

Jacob Tovborg-Jensen, CIO i LB Forsikring | Foto: PR/LB Forsikring

Lad mig starte med at sige, at hvis man ikke udvikler, så afvikler man. Det gælder mange steder i livet, men også indenfor forsikringsbranchen. Derfor mener jeg grundlæggende, at alle bør omfavne nye spændende initiativer som f.eks. Open Insurance.

Det er naturligvis lettere for mig at mene, når åbenhed er en LB Forsikrings kerneværdier, og ikke mindst når vores overordnede purpose er: "Sammen at gøre forsikring overflødig".

Det ændrer dog ikke på, at vi i LB Forsikring ser store muligheder i en fremtid, hvor vi i forsikringsbranchen deler mere viden, end vi gør i dag.

At forudse og forhindre skader kræver adgang til store mængder data – også flere end vi umiddelbart kan få fra vores egne medlemmer. Og løsningerne til at nå målet kommer sandsynligvis fra virksomheder, der kan se nye sammenhænge i vores data og dermed tilbyde vores medlemmer nye løsninger, som vi ikke har fantasi eller kapacitet til at udvikle selv.

Derfor gør vi meget ud af at skabe partnerskaber med mange forskellige typer virksomheder. Og det er her, at Open Insurance for alvor kommer ind i billedet, da initiativet kan hjælpe med at sikre, at data stilles til rådighed på tværs af branchen. Samtidig kan vi, hvis vi omfavner Open Insurance i stedet for at slæbe fødderne efter os, sikre, at der kommer branchestandarder for dataudveksling via de såkaldte API'er

Datadeling skal give ens muligheder

For os i LB Forsikring er der en en-til-en sammenhæng mellem dem, der giver os adgang til at analysere deres data, og dem der i sidste ende får værdien tilbage; nemlig medlemmerne. Der er dog også faldgruber for medlemmerne, hvis vi ikke passer på.

De muligheder, som Open Insurance åbner i forhold til deling af data på tværs af brancher og værdikæder, vil medføre øget konkurrence, transparens og bedre serviceoplevelser til gavn for forbrugeren.

Det er en potentiel mulighed for en renæssance af forsikringstanken; en for alle og alle for en, hvilket vi som medlemsejet forsikringsselskab støtter op om.

Datadeling har imidlertid også en potentiel slagside, hvor den forbruger med de dårligste risici får svært ved at forsikre sig, hvis ikke der etableres en eller anden form for spilleregler, der understøtter det solidariske element. Uden det bliver gevinsten for forbrugerne meget ujævn og ville ikke give dem incitament til at dele data.

Heldigvis har vi i forsikringsbranchen i Danmark en helt unik mulighed for at drive udviklingen af Open Insurance.

Ja, faktisk kan man hævde, at vi i Danmark har været en pioner indenfor Open Insurance, da vi allerede for mere end 20 år siden begyndte at udveksle data om opsigelser, skadesforløb m.v. mellem forsikringsselskaberne igennem brancheorganisationen Forsikring og Pension (F&P).

Tillid fra forbrugerne er altafgørende

Ud over fælles spilleregler kræver dataudveksling tillid fra forbrugerne til, at deres data bliver opbevaret og brugt etisk og forsvarligt. I 2020 lancerede F&P et sæt dataetiske principper, hvor branchen forpligter sig til at behandle data etisk forsvarligt.

Sammen med EU's regelsæt i GDPR skaber det nogle gode rammer for, at tilliden til brugen af data kan sikres, og dermed at et initiativ som Open Insurance kan blive en succes i Danmark. Men der kan blive brug for at strække den tillid, hvis datadelingen skal lykkes.

I 2019 forsøgte vi som branche, at få lov til at dele data om skybrudsskader internt, men også med forskellige aktører indenfor forsyningsnettet, der gerne ville være bedre til at se, hvor kloakker oftest blev ramt hårdt. Det ville være en gevinst for rigtig mange borgere i Danmark, men på grund af GDPR bliver den data stadig ikke delt. Der er altså både brug for fleksibilitet i rammerne og for tillid fra forbrugerne.

Vi balancerer dog på en knivsæg hos forbrugerne. I konsulenthuset Accentures globale rapport fra januar 2021, kan man se, at mens 66 pct. af forsikringstagerne er villige til at dele data for at forhindre skader – 12 pct. mere end i 2019, så er tilliden til, at forsikringsselskaberne kan tage sikkert hånd om deres data faldet fra 40 pct. til 32 pct. i samme periode.

Vi står altså overfor en spændende, men kompleks opgave, hvis vi skal udvikle os med Open Insurance. Det er dog en opgave som vi i LB Forsikring er klar til tage fat på. For vi tror gevinsterne for både forbrugerne og samfundet vil være arbejdet værd.

Læs de andre debatindlæg i FinansWatchs serie om Open Insurance her:

Debat: Bedre adgang til data skal styrke forbrugerne og øge innovationen i forsikrings- og pensionsbranchen

Europæisk forsikringsvagthund lægger op til fælles retningslinjer for deling af data – men Tryg vil hellere konkurrere frit 

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs