FinansWatch

Topdanmark-topchef: Et vanskeligt år med en rigtig god afslutning

2020 var vanskeligt for Topdanmark, men afslutningen blev bedre, end man havde ventet.

Foto: LISELOTTE SABROE//

2020 har været et vanskeligt år for forsikringskoncernen Topdanmark grundet corona, men afslutningen har været fin og bedre, end både Topdanmark og analytikerne havde ventet.

Det medgiver topchefen, Peter Hermann, over for Ritzau Finans.

"Vi slutter af med et rigtig godt fjerde kvartal, men det var også nødvendigt ovenpå et skuffende tredje kvartal og en vanskelig start på året," siger han.

Investeringsafkast overrasker

Investeringsafkastet er den post, der i kvartalet nok har overrasket mest.

Topdanmark havde som alle andre et stort underskud på investeringerne i første kvartal.

"Alle fik tab på aktier i første kvartal, men vi fik også tab på vores afdækningsportefølje, hvor der var en "forkert" prissætning på vores realkreditportefølje," oplyser direktøren.

I andet og tredje kvartal har Topdanmark hentet noget af det tabte hjem og endnu mere i fjerde kvartal for så vidt angår aktierne.

"Ved at holde fast i strategien har vi fået et godt aktieafkast i fjerde kvartal," vurderer Peter Hermann.

Han erkender dog at tabet på obligationsdelen endnu ikke er fuldt vundet tilbage igen.

"Der er stadig et efterslæb."

Alt i alt vurderer Peter Hermann, at corona har kostet 100 mio. kr. på investeringsafkastet.

Samlet er effekten dog neutral, da der på forsikringssiden har været positive effekter for knap 100 mio. kr.

Medvind på forsikringsdelen

Investeringsdelen er på den korte bane uden for Topdanmarks kontrol. Anderledes er det generelt forsikringsdelen.

"Vejret har været med os i fjerde kvartal, hvor vi ikke har haft nogen vinter. Vi sætter normalt af til vejrskader - de kom ikke," siger han.

Peter Hermann påpeger også, at der har været et bedre resultat på motor også renset for corona-effekter, og det er også gået bedre på arbejdsskade og syge- ulykkesforsikring. Der har forsikringskoncernen "arbejdet med priserne" (sat dem op)

Det er dog ikke ren medvind. Afløbsresultatet har været mindre end ventet, og Topdanmark har også oplevet en lille forværring på husproduktet.

Også positiv coronaeffekt i år

Corona, som har givet positive effekter for 98 mio. kr. på forsikringsdelen i hele 2020 har nydt godt af færre skader motor-, tyveri- og rejseforsikringer.

Topdanmark regner også med en positiv coronaeffekt i indeværende år.

"Jeg venter dog også, at der kommer en regning," siger direktøren.

Han venter større arbejdsløshed og måske også øgede udgifter på sygeforsikringer.

"Kan du ikke komme tilbage til arbejde, så vil det koste. Vi har et produkt som lønforsikring," siger han.

De positive effekter får styrke fra den nedlukning, der kører i første del af i år.

Samlet venter Topdanmark en nettopositiv effekt på combined ratio på 0,3 pct. point for hele 2021.

Nordea-aftale er en succes

Peter Hermann er tilfreds med, at Topdanmark for hele året oplevede en vækst i præmierne på 3,6 pct. primært båret af vækst i Erhverv.

"Der er godt momentum i vores salg, og det er lykkedes os at øge kundetilfredsheden. Det er jeg tilfreds med," siger han.

I 2019 blev samarbejdet mellem Danske Bank og Topdanmark brudt, og Topdanmark erstattede det med et samarbejde med den anden storbank Nordea.

"Samarbejdet med Nordea er startet flot, fremhæver Peter Hermann, men medgiver, at Topdanmark stadig har en negativ effekt af det opsagte samarbejde."

"Danske og Tryg startede et halvt år før os," påpeger han.

Det glæder ham dog, at den portefølje som Topdanmark har bygget op med Nordea-kunder er større end den som forsikringskoncernen tabte, da Danske Bank gik til Tryg.

"Vi får en neutral udvikling samlet på det område i 2021," venter topchefen.

Mere fra FinansWatch

Debat: Open insurance-revolutionen er allerede godt i gang

Open Insurance: Med Open Insurance vil vi se en bevægelse hvor de etablerede forsikringsselskaber tvinges til at udstille policeoplysninger, så tredjeparter kan bygge services ovenpå de traditionelle koncessioner. Men det er der ikke rigtig noget nyt i. Det nye er, at vi i F&P bliver tvunget ind i et mindset, hvor den digitale platform er produktet i sig selv. Det stiller krav til samspillet mellem strategi, forretning og teknologi, skriver Lars Albert Ahnfeldt Beck Thomsen, Managing Partner i Trustworks.

Læs også

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs