FinansWatch

Coronakrise spolerer forsikringsselskabers investeringsår – men driften udligner sig

Investeringsporteføljen bliver svær at få til at give sorte tal i år, men coronakrisen vil både få negative og positive effekter på forsikringsdriften, lyder det fra flere forsikringsselskaber.

Foto: Thomas Borberg

Det kan som følge af coronakrisen blive ualmindeligt vanskeligt at skabe sorte tal på forsikringsselskabernes investeringsportefølje i år.

Den erkendelse har direktør i Thisted Forsikring, Dennis René Petersen, og direktør i Bornholms Brandforsikring, Morten Holten, allerede gjort sig.

"Alting er blodrødt på investeringsområdet i øjeblikket. Nu skal man aldrig sige aldrig, men hænger det her ved et par måneder mere, så bliver det altså svært at få et finansafkast, der ikke er negativt," siger Dennis René Petersen til FinansWatch.

Han bemærker, at når aktiemarkedet ganske pludseligt bliver banket 30 pct. ned, så vil det tage "lidt tid", før kurserne igen er på omgangshøjde med niveauerne før coronaudbruddet.

På Bornholm forventer Morten Holten at aflevere et årsregnskab for 2020 med sorte tal på bundlinjen for Bornholms Brandforsikring. Men det bliver uden hjælp fra investeringsporteføljen.

"Vi er lige nu hårdest ramt på investeringssiden. Vi havde for året en forventning om at se en opadgående kurve på de finansielle markeder, men som det ser ud nu, så får vi ikke plus på investeringsområdet," siger Morten Holten.

Landets næststørste skadesforsikringsselskab, Topdanmark, meldte mandag aften ud, at forventningerne til årets resultat er suspenderet, og kun halvdelen af det oprindeligt planlagte udbytte foreslås udbetalt. I meddelelsen fortæller Topdanmark, at investeringsporteføljen er negativt påvirket af markedsuroen.

"På grund af udbruddet af coronavirus er aktiemarkedet i den forløbne del af 2020 faldet med omkring 25 pct. Dette påvirker Topdanmarks portefølje af aktier og CDO’s nogenlunde tilsvarende," skriver Topdanmark.

Til gengæld er selskaberne knap så bekymrede på den forsikringstekniske del.

Flere rejseskader, færre bilskader

For godt nok bliver 2020 et år, hvor danskerne benytter sig mere flittigt af afbuds- og rejseforsikringer, men den nuværende nedlukning af samfundet kan også føre noget godt med sig på andre produkter.

"Der er ingen tvivl om, at vi får øgede omkostninger på erstatning til rejser. Både når det gælder afbudsforsikringer og rejseforsikringer. Omvendt så kan denne periode, hvor alle folk er hjemme, også få en positiv effekt andre steder. Eksempelvis får vi sikkert ikke så mange bilskader," siger Morten Holten.

Samme tendens ser Dennis René Petersen. Derudover tror han også, at de mange oplyste vinduer i mange danske hjem om aftenen kan få en betydning, når det gælder indbrud.

"Politiet kan allerede se, at der er færre indbrud, dermed får vi også færre udgifter," siger Dennis René Petersen.

I Topdanmark ser man et pres på rejseforsikringer, "men også områder som sundhedsforsikring, lønsikring, forsikring mod tab af erhvervsevne, driftstabsforsikring og arbejdsskadeforsikring kan blive ramt," hedder det i meddelelsen.

Samtidig peges der på at den lavere samfundsaktivitet har en anden effekt.

"Dette ventes at medføre et lavere erstatningsniveau på motor- og indboforsikring som følge færre trafikuheld og færre indbrud."

Forventer lavere vækst

Både i Thisted og på Bornholm forventer direktørerne at levere en samlet bundlinje med sorte tal. I 2019 landede resultatet efter skat på 36,2 mio. kr. i Thisted Forsikring, mens det i Bornholms Brand blev til 18,7 mio. kr.

Udover en ændret erstatningsudbetaling ser begge også, at 2020 vil blive præget af mindre gang i væksten. I 2019 kunne Thisted Forsikring melde om en vækst på 6 pct., men det er svært at skabe vækst i en tid, hvor al mødeaktivitet er skåret ned til et minimum, og hvor mange både virksomheder og privatkunder har andet at tænke på end at skifte forsikringsselskab.

Alligevel har Dennis René Petersen endnu ikke "brugt et sekund" på at tænke over, om Thisted Forsikring kunne få glæde af regeringens mange hjælpepakker.

"Man skal have et omsætningstab, men vores kunder betaler jo, så det har vi ikke. På den anden side får vi heller ingen nye kunder, for ingen er ude at stjæle konkurrentens kunder. Det er ikke det, der har størst fokus lige nu," siger Thisted-direktøren, der hurtigt fik indgået en aftale med medarbejderne om, at restferie og overarbejde bliver afholdt i disse dage.

"Når vi ikke har noget inflow af nye opgaver, så har vi knapt arbejde til alle. Så i stedet for at skulle opfinde opgaver, så har vi lavet en lavet en lokal aftale."

Umiddelbart har holdningen ifølge Dennis René Petersen blandt de ansatte været, at ja – det er ærgerligt, at fleks og restferie skal afholdes på en anden måde end forventet, men sådan må det være.

"Det politiske fylder ingenting her. Vi er sammen om at skabe en hverdag og et resultat," siger Dennis René Petersen.

Kigger nervøst frem mod sommer

På Bornholm kigger Morten Holten med slet skjult bæven frem mod den kommende feriesæson. For mange bornholmere er den tid, hvor resten af landet holder ferie, den tid der arbejdes allerhårdest.

"Bornholm er meget afhængig af turisme, så der risikerer vi at blive hårdt ramt i år. Spørgsmålet er, hvilke langtidseffekter det vil få for det private erhvervsliv? Og hvilken indirekte betydning det vil få for vores forretning," siger Morten Holten.

Bornholms Brand sælger kun forsikringsprodukter på Bornholm, men har her en markedsandel på mere end 50 pct. Flere end 16.000 bornholmere er kunder i Bornholms Brand.

Forsikringsselskab frygter stor regning på rejseforsikringer

Regionalt forsikringsselskab vil tjene færre penge i 2020

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere