FinansWatch

Stor stigning: 273.000 danskere har tegnet privat lønforsikring

Knap hver tiende lønmodtager vælger nu at forsikre deres indkomst mod arbejdsløshed med en privat lønforsikring. Dagpengene følger langt fra lønudviklingen, lyder forklaringen.

Lønmodtagerne er i stigende grad parate til at betale ekstra for at forsikre sig bedst muligt mod arbejdsløshed. 273.000 danskere eller knap hver tiende lønmodtager havde i 2017 således tegnet en privat lønforsikring.

Det er en stigning på knap 64.000 svarende til 23 procent i forhold til 2016, hvor 210.000 havde tegnet en privat lønforsikring.

Det skriver Magisterbladet.

Fra 2010 til 2017 er antallet af forsikrede steget med godt 185.000 personer. Det viser seneste kørsel på området fra Forsikring & Pension, som er forsikringsselskabernes og pensionskassernes brancheorganisation.

Den markante stigning skyldes især, at danskerne tegner ekstra forsikring i a-kasserne og fagforeninger som supplement til dagpengene. Det forklarer Peter Foxman, som cheføkonom i Forsikring & Pension.

"Det er billigere at betale for en lønforsikring gennem en kollektiv ordning i fx a-kassen, end hvis man tegner en privat lønforsikring i et forsikringsselskab. Hos fx HK Stat har alle medlemmer fået tilbuddet om, at de for en relativ beskeden sum kan købe en supplerende arbejdsløshedsforsikring. Det er jo et fint supplement, hvis man ikke mener, at dagpengene rækker", siger Peter Foxman til Magisterbladet.

I de højtuddannedes a-kasse Magistrenes A-kasse havde 4.245 medlemmer per 1. januar 2019 tegnet en lønforsikring. Året før var tallet 3.785. Det svarer til en stigning på over 12 procent på et år. A-kassen oplyser, at antallet er steget jævnt hen over årene.

"At denne ordning med private lønforsikringer overhovedet er etableret skyldes, at dækningen af dagpenge bliver dårligere og dårligere. Flere og flere oplever, at dækningen fra dagpengene nu er helt utilstrækkelig", siger MA-formand Per Clausen til Magisterbladet.

Ifølge tal fra Danmarks Statstik så dækkede dagpengene i gennemsnit 33 procent af lønnen for en højtuddannet i 2018. I 1997 dækkede dagpengene 38 procent, viste Magisterbladet sidste år. Ugebrevet A4 har ligeledes beskrevet, hvordan dagpengene for alle grupper er blevet 20 procent ringere på 20 år, og at udviklingen nedad fortsætter.

Per Clausen forklarer, at Magistrenes A-kasse i flere år var skeptiske overfor at etablere en ekstra lønforsikring som supplement til dagpengene, fordi sådanne ordninger øger uligheden i systemet. Men MA blev udsat for et relativt stort pres om også at etablere en sådan ordning – både fra egne medlemmer, men også fra andre a-kasser, da flere og flere har lavet disse ordninger.

(DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF MAGISTERBLADET)

Mere fra FinansWatch

Læs også

Seneste nyt

FinansWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs