Tysk forsikringsspiller oplever massiv vækst på cybermarked i Danmark
Selvom man er en del af et kæmpestort internationalt erhvervsforsikringsselskab, kan man stadig godt blive overrasket over udviklingen i markedet.
Michael Klitvad, dansk landedirektør i Tysklands tredjestørste forsikringsselskab, HDI Global, havde i hvert fald for blot et år siden ikke set, at cyberforsikringer skulle fylde så meget i bøgerne, som det gør i dag.
"Siden sommerferien og frem indtil nu er det nærmest eksploderet," siger han til FinansWatch.
"Vi havde i 2016 – hvor jeg sandt at sige ikke troede, at det ville blive det helt store – to policer. Efter sommerferien og frem til slutningen af 2017 har vi rundet 400 i Danmark. Jeg havde jo ikke set det her komme for et år siden. Det må jeg tilstå."
Ifølge de seneste tal for Forsikring & Pension, som er fra 2016, sidder HDI Global på 0,4 pct. af det danske skadeforsikringsmarked. Selskabet sælger dog kun erhvervsforsikringer, hvorfor markedsandelen her er større, og det var først i 2015, at selskabet begyndte at gå efter de store industrivirksomheder i Danmark.
Har overgået målsætning
For at kunne følge med udviklingen på cybermarkedet har HDI i andet halvår af 2017 været nødt til at opkvalificere medarbejdere, så man er gået fra at have en enkelt, der sidder med cyberforsikringer, til at der i dag sidder tre. Det er på trods af, at nogle af de mellemstore til helt store virksomheder, som HDI dækker, bliver afvist ved døren.
"Vi laver ikke forsikringer til alle. For det kræver, at man kan leve op til visse krav, inden vi overhovedet tør at gå ind og tegne forsikringerne," siger Michael Klitvad.
Han sammenligner det med en ejendomsforsikring, hvor der er krav til, at man har installeret sprinklere, branddøre og andre sikkerhedsforanstaltninger.
"I virkeligheden kan du overføre det samme til cyberforsikring. Man skal være sikker på, at dørene er lukkede ind til systemet, og man har tænkt sig om og foretaget foranstaltninger, i forhold til hvad der kan ske," siger Michael Klitvad.
Han kan på grund af interne regler i den globale HDI-organisation ikke fortælle, hvor meget forsikringer mod hacking, fishing og elektronisk gidseltagning fylder i bøgerne, men fortæller, at det fylder mere, "som i rigtig meget mere", end hvad man havde sat som mål for cyberforsikringer.
Mærsk har løftet salget
Hos forsikringsmægleren Marsh har Senior Vice President Bernt Sandell tidligere fortalt FinansWatch, at man her har oplevet en kraftig stigning i efterspørgslen blandt virksomheder på cyberforsikringer.
Her formidlede man den første cyberforsikring i 2015. I 2016 placerede Marsh 32 cyberforsikringer, og i de første ni måneder af 2017 havde mæglervirksomheden formidlet 60.
"Men om et par år har alle en forsikring," sagde Bernt Sandell.
Også hos mæglervirksomheden Aon oplever man stigende efterspørgsel efter cyberforsikringer, og ifølge Michael Klitvad fra HDI har fokus i medierne på hackerangreb og cyberforsikringer – blandt andet i kølvandet på sommerens cyberangreb på Mærsk – været med til at få emnet ind på lystavlen i de fleste virksomheder.
"Det var ikke noget, man tog specielt seriøst for to år siden. Men de fleste direktioner og bestyrelser har det – forhåbentligt – med på deres agenda i dag," siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Michael Klitvad, dansk landedirektør i HDI Global. Billedet er taget i anden sammenhæng.
Forsikringsdirektøren sammenligner udviklingen med bestyrelsesansvarsforsikringer, hvor man for nogle år siden så, at virksomhederne blev opmærksomme på det, efter at der havde været nogle store sager med ledelser, der fik ørerne i maskinen.
Ifølge Michael Klitvad er det bredt over HDI's målgruppe, fra mellemstore til de største nordiske virksomheder, der tegner cyberforsikringer i dag.
Ser frem mod yderligere fordobling af salget
Cyberforsikringer er et nyt produkt set i forhold til f.eks. ejendomsforsikringer, hvilket gør, at der ikke er så stærk empiri at vurdere risici ud fra. Men i HDI støtter man sig op ad data fra baglandet, som dækker i 145 lande.
Alligevel er Michael Klitvad ikke i tvivl om, at cyberforsikringer er et produkt, som over de kommende år vil blive tilrettet i forhold til behov og risiko.
"Hvis du spørger til mit private gæt, så er det noget, jeg tror, der kommer til at ske. Det er ikke et produkt, som jeg tror går hen og bliver billigere over natten. Men jeg har også en fornemmelse af, at produktet vil blive tilrettet," siger han.
Hvad angår udviklingen i salget, regner forsikringsdirektør med, at der også i år vil blive langet stadigt flere cyberforsikringer over disken.
"Jeg vil gætte på, at vi ser minimum en fordobling af tallet i 2018. Hvad der så sker derfra, er for tidligt at sige," siger Michael Klitvad, landedirektør i HDI Global.
Relaterede artikler:
Mægler: Cyberforsikringer bliver hyldevarer
For abonnenter
Maersk: Markedet for cyberforsikringer er umodent
For abonnenter