Hübbe trækker stikket som 51-årig: "Der er andet i livet end arbejde"

Efter 20 år i Trygs direktion gør Morten Hübbe klar til at rydde kalenderen. Der bliver kun plads til få, velvalgte bestyrelsesposter på den anden side af Tryg-karrieren, som han ser tilbage på med stolthed. 
Morten Hübbe afviser, at han skal i bestyrelsen i Tryg, når han stopper som koncernchef. | Foto: Pr/tryg
Morten Hübbe afviser, at han skal i bestyrelsen i Tryg, når han stopper som koncernchef. | Foto: Pr/tryg

Det ligger endnu ikke fast, hvad det næste skridt skal være for Morten Hübbe, når han til sommer forlader Tryg og stillingen som koncernchef i selskabet, der under hans ledelse har vokset sig til den største spiller på det skandinaviske marked.

”Det forhandler vi stadig om. Men måske en lang tur til Canada med familien. Ud at se bjørne. Flyve ind i et stort naturreservat på en vandflyver,” siger Morten Hübbe til FinansWatch.

Mandag meddelte Morten Hübbe, at han stopper som øverste direktør i Tryg efter 12 år på posten. Selskabets nuværende kommercielle direktør, Johan Kirstein Brammer, overtager stafetten den 1. juni i år, og i en alder af 51 år er Morten Hübbe klar til at indstille den professionelle karriere. 

Der bliver plads til et par få, velvalgte bestyrelsesposter, men de kommer i anden række, siger han. 

”Det er mest af alt et livsvalg. Der er andet i livet end arbejde. Min kone og jeg har lavet en lang bucketlist over ting, som vi gerne vil opleve ude i verden,” siger Morten Hübbe. 

Direktøren forlader med egne ord et selskab i topform. Men også et selskab med en evigt lang liste over områder i forretningen, der kan optimeres. 

Og samtidig overlader han rorpinden på et tidspunkt, hvor selskabet fortsat er i gang med at integrere de store opkøb i Sverige og Norge, som også er på listen over de ting, som Morten Hübbe ser tilbage på med stolthed. 

Stærkeste version

Morten Hübbe kom til Tryg i 2002 som koncernfinansdirektør.

I 2011 overtog han topchef-jobbet efter Stine Bosse, og siden da er selskabet vokset gevaldigt. Medarbejderstaben er forøget fra 4300 til 7500 ansatte. Præmieindtægterne er hævet fra 20,5 mia. kr. til 37 mia. kr. efter fuld integration af svenske Trygg-Hansa og Codan Norge, som blev købt i 2020. 

”Vi er lykkedes med at skabe den stærkeste version af Trygs organisation nogensinde. Det er det, jeg er suverænt mest stolt over. Vi har skabt en stærkere organisation, der tør gå forrest med nye produkter, innovation og forebyggelse,” siger Morten Hübbe. 

I sin tid som topchef har han været med til at købe Alka Forsikring i 2017, hvilket styrkede selskabets position på det danske marked. Kronen på værket var imidlertid overtagelsen af RSA’s skandinaviske aktiviteter i form af Trygg-Hansa i Sverige og Codan Norge. 

I mange år hentede Tryg 70 pct. af af sin indtjening i Danmark. I dag kommer den største del af indtjeningen fra Sverige og Norge, der står for hhv. 40 pct. og 20 pct., mens resten fortsat bliver hentet på det danske marked. 

”Det er et helt, helt andet sted at stå for os. Vi har fået skabt en meget større platform for Tryg i hele Skandinavien, og det er jeg superstolt over,” siger Morten Hübbe. 

Ro til ny ledelse

Morten Hübbe overlader til sommer endegyldigt selskabet i den nye direktions hænder. På det tidspunkt vil der være godt og vel halvandet år til, at Trygs nuværende strategiperiode løber ud. 

Det betyder også, at Morten Hübbe ikke får fulgt strategien helt i mål, ligesom han må overlade selskabet i nye hænder, før de sidste synergier er hentet ud af opkøbet af Trygg-Hansa og Codan Norge 

”Jeg har da tænkt over, om jeg skulle have gjort strategiperioden færdig. Men jeg tror bare, det ville have været en fejl, og jeg tror ikke, det ville have været godt for Tryg,” siger Morten Hübbe.

Godt nok skal en ny strategi først gælde fra 2024. Men arbejdet med at planlægge retningen for den næste strategiperiode starter allerede i indeværende år. Og ifølge Morten Hübbe er det essentielt, at Johan Kirstein Brammer og resten af den nye direktion får lov til at udstikke retningen uden hans indblanding. 

”Det skal være deres strategi, og den skal de have god ro og orden til at lægge,” siger han. 

Blandt de mål, som Tryg arbejder efter at indløse i sin nuværende strategiperiode, er, at selskabets combined ratio, der måler udgifter til erstatninger og drift op mod præmieindtægterne, skal bringes ned under 82 pct. 

I 2022 endte nøgletallet på 82,2 pct. 

Nødvendige besparelser

Tryg var imidlertid et helt andet sted, da Morten Hübbe overtog ansvaret. 

Forsikringsindtjeningen var på det tidspunkt tæt på nul. Erstatningerne var stort set ”eksploderet”, og selskabet befandt sig tæt på deep shit-territorium, som Morten Hübbe selv formulerede det i et interview med FinansWatch i 2016. Selskabets combined ratio var på det tidspunkt 93,2 pct. 

Det krævede drastiske tiltag, og Morten Hübbe præsenterede på selskabets kapitalmarkedsdag i 2012 en større spareplan. Omkostningsprocenten skulle mærkbart ned, og det skulle blandt andet lade sig gøre ved at spare 300 mio. kr. internt i selskabet, ligesom skadesudgifterne skulle beskæres med 700 mio. kr. 

”Man står ikke op hver morgen og tænker ”yeah, nu skal vi skære omkostninger”. Men det er noget af det, der følger med at være topleder. Engang imellem skal man træffe nogle beslutninger, som ikke er rare, og som gør lidt ondt,” siger Morten Hübbe i dag om den periode, der, som han tidligere har sagt, sled på medarbejderne. 

Men det store fokus på omkostningerne har ifølge Morten Hübbe haft den konsekvens, at det i dag er en indgroet del af hele organisationens arbejde med kommerciel udvikling, at der skal være råd til nye initiativer. Samtidig er medarbejdertilfredsheden over de seneste fem-seks år vokset år for år.

”Det er blevet en basisforudsætning for at investere i fremtiden, at vi hele tiden skal have råd til det. Det er en helstøbt model, som jeg er glad for. Det er et godt sted at være,” siger han. 

Der er dog hele tiden ting, som kan optimeres i forretningen. Selskabet har skruet massivt op for investeringer i it og digitalisering, men der er f.eks. fortsat systemer i brug med mere end 40 år på bagen. 

”Når vi laver listen over ting, som vi har lyst til at forbedre, så er den simpelthen så lang som et ondt år. Jeg tror aldrig, man løber tør for ting, som man kan forbedre i en forretning som Tryg,” siger direktøren. 

Ingen bestyrelsespost i Tryg

Det bliver dog ikke Morten Hübbes lod at finde nye forbedringer. Han vil som nævnt gøre plads til et par bestyrelsesposter, når han forlader direktørposten, men han afviser, at han kommer til at sætte sig i bestyrelseslokalet i Tryg. 

”Der er mange kloge mennesker, der gennem tiden har sagt, at når man sætter et nyt hold, så er det vigtigt, at de får lov til at sætte deres præg. Det er i virkeligheden ikke god governance at gå fra direktionsstol og ind i bestyrelseslokalet,” siger han. 

Man skal heller ikke forvente, at han kommer til at blive bestyrelsesmedlem i andre forsikringsselskaber, der opererer i Trygs markeder. Det ville han, som han siger, have det ”virkeligt underligt” med.

Hvilke poster, han indtager er uafklaret. Men der er også andre ting, der kommer i første række, når der snart kommer luft i kalenderen, der i mange år har været ”spækket fra væg til væg”. 

”Det fylder mere for mig nu at få lov til at opleve verden, end at skulle arbejde i nogle bestyrelser,” siger han. 

Fra den 1. juni skal Morten Hübbe ikke længere fokusere på listen over mulige forbedringer i Tryg. I stedet skal han og hustruen til at slå streger på deres liste over oplevelser ude i verden. 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også