FinansWatch

Tryg efter hektiske måneder: Skadesniveauet er ved at normalisere sig

Der har på hver sine områder været både stigende og faldende skadestal i Tryg under coronakrisen, fortæller direktør.

Foto: Philip Davali/Ekstra Bladet, Philip Davali

Forsikringskoncernen Tryg har under coronakrisen oplevet både stigende og faldende skadestal på forskellige typer af forsikringer, men her et par måneder efter, at den gradvise genåbning af det danske samfund blev påbegyndt, er tingene ved at have normaliseret sig.

Det siger Fatiha Benali, direktør for Trygs skadesorganisation, til Ritzau Finans.

Under sundhedskrisen har rekordmange kunder gjort brug af deres rejseforsikring til afbestilling og evakuering, mens antallet af skader på for eksempel bil-, ulykkes-, sundheds- og indboforsikringen i en kort periode er faldet som følge af samfundets nedlukning.

Begrænset coronapåvirkning

Den samlede konklusion er dog, at påvirkningen af corona er begrænset for Danmarks største forsikringskoncern.

"I sidste del af marts og særligt i april faldt antallet af bilskader. Men fra maj har tendensen været stigende, og i juni ligger vi faktisk over normalt skadesniveau. I andet kvartal 2020 taler vi således om et samlet fald på blot 6 procent på bilforsikringen i forhold til samme periode sidste år. Omvendt oplevede vi 6 procent flere skader på bilproduktet i første kvartal i år. Samlet set ligger vi altså på fuldstændigt samme niveau i første halvår 2020 som i første halvår i fjor," siger Fatiha Benali.

Trygs opgørelser viser, at skadestallene på bilforsikringen ikke er de eneste, der er ved at normalisere sig. Således lå ulykkesforsikringen allerede i maj på niveau med samme måned sidste år, og i juni var skadestallet endda lidt højere end sidste år. Det samlede skadestal for ulykkesforsikringen for første halvår 2020 ligger faktisk 2 procent over samme periode året før.

Og også sundhedsforsikringen er tilbage på et normalt skadesniveau.

"I marts og april faldt antallet af skader på sundhedsforsikringen på grund af nedlukningen, hvor mange behandlingssteder ikke modtog patienter. Da der i slutningen af april og starten af maj atter blev åbnet op for fysioterapi og kiropraktik, væltede det ind med henvendelser. Ved udgangen af juni var det samlede antal skader på sundhedsforsikringen dog fuldstændigt det samme som i februar, før coronavirussen brød ud i Danmark," fortæller Fatiha Benali.

Til gengæld ser Tryg fortsat et mindre fald på indboforsikringen, der ligger godt 5 procent lavere end i første halvår 2019. Dog forventer selskabet, at forskellen vil være udlignet ved årets udgang.

"I løbet af de kommende måneder åbner samfundet endnu mere op, og flere borgere forlader deres hjem for at tage på arbejde. Desuden ser vi ind i sommerferien, som er højsæson for indbrud, fordi mange rejser væk. Og normalt er det faktisk slutningen af året, der er mest indbrudsplaget," uddyber Fatiha Benali.

Rekordmange rejseskader

Mens Tryg har oplevet faldende skadestendenser på bil-, ulykkes-, sundheds- og indboforsikringen som følge af corona, gælder det modsatte for rejseforsikringen, hvor et rekordstort antal skader har givet selskabet nogle usædvanligt travle måneder.

I første halvår 2020 modtog Tryg knap 100.000 rejseopkald i Danmark, der mundede ud i 45.000 skadeanmeldelser. Det er en stigning på 80 procent i forhold til samme periode sidste år. Godt halvdelen var corona-relaterede skader, som omhandlede afbestilling af rejser samt evakuering fra rejsemål i udlandet.

"På trods af et positivt fald i skader på andre områder ender vi med et minus på omkring 85 mio. kr. i forhold til vores udbetalinger til kunderne på grund af rekordmange corona-skader på rejser de seneste måneder, der samlet set har kostet Tryg godt en kvart milliard kr.," slutter Fatiha Benali.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere