Optakt til Topdanmark-regnskab: Pæn toplinjevækst i vente
Forsikringskoncernen Topdanmark indleder tirsdag den danske sæson for aflæggelse af regnskab for kalenderårets fjerde kvartal og dermed også for hele 2022.
Vanen tro vil der være fokus på udviklingen i den underliggende forsikringsdrift, hvorunder i hvilket omfang selskabet er blevet ramt af den høje inflation, der giver ekstra udgifter til skadeshåndteringen.
Aktionærerne vil også holde nøje øje med, hvad bestyrelsen foreslår af udbytte for regnskabsåret. Det bliver ekstraordinært stort i denne omgang, efter at Topdanmark i december gennemførte frasalget af sin livsforsikringsdel til Nordea.
Ifølge medianen af estimater fra 11 analytikere, indsamlet af Topdanmark, ventes der at blive annonceret et udbytte på 50,8 kr. per aktie i forbindelse med regnskabet.
Analytikerne hos Barclays venter et endnu højere udbytte på samlet 52 kr. fordelt mellem et ordinært udbytte på 27 kr. per aktie og et ekstraordinært udbytte på 25 kr. per aktie.
Det fremgår af et analysenotat fra banken ifølge Bloomberg News. Banken venter i regnskabet også at blive præsenteret for en solid vækst i præmieindtægterne og et positivt investeringsresultat.
”Vi venter en toplinjevækst på omkring 4 pct. i fjerde kvartal på årsbasis og en combined ratio på 82,4. Vi forudser et positivt investeringsresultat på 127 mio. kr. efter en favorabel udvikling på finansmarkederne,” skriver Barclays endvidere.
Konsensusestimatet for det forsikringstekniske nøgletal combined ratio, som sætter præmieindtægter i forhold erstatninger og driftsomkostninger, lyder på 81,2 for fjerde kvartal - men eksklusive afløbsgevinster dog på 83,2.
Analytikerne er noget uenige om, hvor investeringsresultatet lander. Medianen lyder på 102 mio. kr., men det dækker over estimater fra 127 mio. kr. som estimeret af Barclays helt ned til et negativt resultat på 6 mio. kr.
I forbindelse med regnskabet vil der også være fokus på, hvad Topdanmark melder ud af forventninger til 2023. Foreløbigt har selskabet annonceret forventninger til præmievækst og combined ratio i år, men det blive bliver i årsregnskabet suppleret op med en prognose for overskuddet - eller det såkaldt modelmæssige overskud, som Topdanmark bruger i prognosticeringen.
Topdanmark kommer med regnskab omkring klokken 8.00 den 24. januar.