FinansWatch

Sydbank: Topdanmark-opjustering binder pæn sløjfe på 2021

 

Foto: Topdanmark/PR

Topdanmark er sluttet stærkt af i 2021, og selskabets netop opjusterede prognose ligger over 200 mio. kr. højere end konsensus i markedet og lover godt for aktiens retning fra åbningen, vurderer Sydbank.

"Topdanmark får sat en endnu pænere sløjfe på 2021 end forventet. Det er cirka 200 mio. kr. bedre end ventet af markedet og også af mig selv. Så det er en stærk afslutning drevet af nogle af de ting, de nævner, herunder et stærkere investeringsresultat og få vejrrelaterede skader," siger analytiker i Sydbank Mikkel Emil Jensen til MarketWire.

Topdanmarks nye prognose varsler et nettoresultat på cirka 2,1 mia. kr. i 2021, mens analytikerforventningerne indsamlet af Topdanmark blandt 13 analytikere per 12. januar forudså et overskud efter skat på 1876 mio. kr. målt på medianen.

Noget kunne derfor tyde på en positiv kursreaktion, om end opjusteringen er faldet i et negativt marked. Desuden er aktien i forvejen steget 15 pct. de seneste to måneder.

"Aktien er kørt godt, men jeg vil blive overrasket, hvis ikke vi ser en beskeden positiv reaktion, så aktien klarer sig bedre end markedet i dag," siger Mikkel Emil Jensen.

Topdanmarks opjustering kan desuden være et varsel om, at også konkurrenten Tryg har gjort det godt.

"Det er altid lidt svært at forudse investeringsresultatet, og præcis hvad de får på deres eksponeringer, men der er i hvert fald medvind på de finansielle markeder, og jeg kan godt forestille mig, at de øvrige forsikringsselskaber også nyder godt af få vejrskader. Så jeg tror, at man kan forvente lidt af det samme," siger Mikkel Emil Jensen.

Han regner af samme grund med, at Tryg vil lande i toppen af sit interval.

Topdanmark offentliggør årsregnskab om en uge, den 21. januar, mens Tryg kommer med regnskab den 25. januar.

Topdanmark opjusterer forventningerne 

Mere fra FinansWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs