FinansWatch

Forsikringsselskab dækker nu sygdom med corona i risikolande

Corona bliver sidestillet med andre sygdomme hos Topdanmark, da coronavirus er blevet en del af hverdagen.

Foto: Topdanmark/PR

Forsikringsselskabet Topdanmark vil nu dække udgifter til eksempelvis lægebehandling eller feriekompensation, hvis man bliver syg med coronavirus på en rejse eller ferie.

Det oplyser forsikringsselskabet i en pressemeddelelse.

Ændringen i rejseforsikringen gælder for lande, der er røde eller orange i Udenrigsministeriets rejsevejledninger.

Man er dermed dækket mod sygdom med coronavirus, selv om man rejser til lande, som Udenrigsministeriet fraråder alle rejser eller alle ikke-nødvendige rejser til.

"Nu har vi levet i den her forandrede hverdag med corona i næsten halvandet år, og vi synes i virkeligheden, at sygdommen er ved at være der, hvor det er en vedvarende ting i vores tilværelse," siger Carsten Elmose, privatdirektør i Topdanmark.

"Derfor har vi besluttet, at vi godt vil dække, hvis man bliver syg med corona, selv om landet er orange eller rødt."

Et andet af landets største forsikringsselskaber, Alm. Brand, har gennem hele krisen tilbudt dækning mod coronasygdom i udlandet.

"Der kan være situationer, hvor man har behov for at rejse alligevel, og vi har også set, hvor hurtigt vejledningerne og smittetal kan ændre sig," siger Brian Wahl Olsen, skadedirektør i Alm. Brand, i en skriftlig kommentar.

"Og i de tilfælde vil vi også gerne hjælpe, så vi har hele tiden haft en dækning, der gør, at man kan få kompensation for både lægebehandling og selve ferien, hvis man er så uheldig at blive syg på sin rejse."

Hos brancheorganisationen Forsikring & Pension vurderer underdirektør Pia Holm Steffensen, at udmeldingen fra Topdanmark kommer nu, fordi danskerne "længes efter at komme ud at rejse" og mangler afklaring.

Og endnu flere af de almindelige forsikringsselskaber kan være på vej med samme melding.

"Jeg tænker, at konkurrencen vil gøre, at de, der ikke har meldt ud endnu, vil sidde og tænke over, hvad deres træk skal være."

"Det er jo en risiko, man tager. Men efterspørger kunderne det, så er jeg sikker på, at andre selskaber vil melde sig ind i kampen," siger Pia Holm Steffensen.

Den efterspørgsel kan Topdanmark genkende.

"Vi fornemmer en klar stigning i efterspørgslen nu, hvor mange danskere har lyst til at tage ud at rejse," siger Carsten Elmose.

Både Topdanmark, der er landets næststørste forsikringsselskab, og Alm. Brand opfordrer dog fortsat deres kunder til at følge rejsevejledningerne, selv om de er dækket.

Også hos dedikerede rejseforsikringsselskaber som Europæiske og Gouda er det muligt at være dækket mod sygdom med coronavirus, selv om man rejser til orange eller røde lande.

Analytiker venter fremragende kvartal fra Topdanmark 

Mens resultatet stiger står præmieindtægterne stille i Gjensidiges danske forretning

Mere fra FinansWatch

Bankdirektør i Djursland har argumenterne for rentejustering klar

Både privatkunder og erhvervskunder i Djurslands Bank modtager fra sommer nye rentevilkår på deres opsparing. "Når vores indlån fortsat stiger med den kraft, det gør, så er vi nødt til at gøre noget," lyder forklaringen fra adm. direktør i Djurslands Bank, Lars Møller Kristensen.

Klager over Tryg fylder op hos ankenævn

Målt i forhold til markedsandel ligger Tryg i top når det kommer til kundesager, der er gået i en så stor hårdknude, at de skal behandles af Ankenævnet for Forsikring. Tryg fremhæver selv en stor vækst som årsag og påpeger, at antallet af klager udgør en brøkdel af de samlede sager.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs