Kryptobørsen Coinbase i vejret på analytikermål

Coinbase steg mandag med 15,1 pct., da den digitale valuta bitcoin fortsatte den senere tids fremgang og brød gennem 17.000 dollar, og da finanshuset Jefferies i en analyse understregede, at den forventer, at Coinbase vil klare sig gennem den svære periode i kølvandet af konkursen for konkurrenten FTX.
Analytiker Trevor Williams fremhæver i sin kommentar, at Coinbase har en stærk balance med mere end 5 mia. dollar i likvider, en begrænset eksponering til netop FTX, og da kryptobørsen samtidig er godt opdateret i forhold til reguleringen.
”Den umiddelbare konsekvens er imidlertid ganske sikkert negativ, da handelsvolumenerne står over for tiltagende pres,” hedder det med henvisning til den lavere tillid til kryptovalutaer hos investorerne efter FTX’s nedtur og på grund af det bjørnemarked, de digitale mønter er i.
Coinbase har den næststørste andel af handelen med kryptovalutaer på 8,2 pct. i 2022, hvilket imidlertid er langt efter nummer et, som er Binance med 66,7 pct. af markedet.
Bitcoin stiger mandag for sjette handelsdag i træk med 1,5 pct. til 17.202 dollar. Det er 10 pct. mere end den seneste bund for halvanden måned siden.