FinansWatch

Talenttørke truer dansk fintech: Her er en række debattørers forslag til at løse problemet

TALENTTØRKE I FINTECH: En række aktører har over de seneste to uger skrevet debatindlæg til FinansWatchs debatserie om manglen på it-talent til den finansielle sektor. Her er et overblik over, hvad aktørerne skrev. 

Foto: Copenhagen Fintech/PR

Den hastigt voksende danske fintech-sektor har akut mangel på kvalificerede it-talenter.

Sådan lød det i maj fra sammenslutningen Copenhagen Fintech Policy Forum, der tæller Dansk Industri, Finansforbundet, Finans Danmark, Forsikring & Pension og Copenhagen Fintech.

Men hvor stor er udfordringen, og hvor giver det mening at sætte ind for at sikre en bedre talentudvikling og en stærkere tiltrækningskraft?

Over de seneste to uger har en række aktører udlagt deres syn på udfordringen i FinansWatchs spalter.

Få overblikket over aktørernes hovedpointer her:

Copenhagen Fintech Policy Forum

Den akutte mangel på medarbejdere med de rette kompetencer truer den danske fintech-sektors fortsatte vækst, og fortsat udvikling kræver derfor politisk handling og fællesløsninger.

Sådan skriver Copenhagen Fintech Policy Forum i dette indlæg, der åbnede debatserien:

Debat: Fortsat fintech-vækst kræver bedre adgang til talent  

Sammenslutningen, der tæller Finans Danmark, Copenhagen Fintech, DI Digital, Finansforbundet og Forsikring & Pension, fremhæver i indlægget tre ud af i alt ni anbefalinger, som Copenhagen Fintech Policy Forum tidligere i år sendte i politikernes retning.

Blandt andet foreslår organisationerne, at Erhvervsministeriet tager initiativ til at etablere en forsøgsordning, hvor medarbejdere fra udvalgte lande kan komme til Danmark i 90 dage med alt papirarbejdet fikset på forhånd.

Organisationerne foreslår derudover, at der etableres et talentudlånsprogram, hvor fintech-talenter kan udlånes fra større virksomheder til start-ups i en afgrænset periode.

Til sidst opfordrer organisationerne politikerne til at øge Danmarks tiltrækningskraft ved at se mod nemmere adgang til boliger, bedre muligheder for uddannelse samt skattefordele for udenlandske talenter.

Rektor på IT-Universitet

Den danske fintech-sektor skriger på kvalificeret it-arbejdskraft, og selvom mange unge er interesserede i it-uddannelser, mangler uddannelsesstederne ressourcer til at uddanne flere specialister.

Det skriver Martin Tvede Zachariasen, rektor på IT-Universitetet, i dette debatindlæg:

Rektor i debatindlæg: Danmark mangler ikke it-interesserede unge – vi mangler midler til at uddanne dem

"Hvis den danske it-sektor og andre it-tunge sektorer fortsat skal have mulighed for at vokse, er det nødvendigt fra politisk side at prioritere it-uddannelsesfundamentet højere og med flere midler," skriver rektoren.

Kent Petersen, formand for Finansforbundet

Et bredt samarbejde skabte grobund for den danske fintech-branche, og nu bliver nye brede samarbejder nødt til at sikre, at der er styr på både pipeline af nye talenter og den eksisterende base af kompetencer. Det skal blandt andet ske gennem stærke efter- og videruddannelsesmuligheder.

Det skriver Kent Petersen, formand for Finansforbundet, i dette debatindlæg:

Kent Petersen i debatindlæg: Fintech-vækst viser at det er mennesker der giver teknologi værdi

"Danmark – og ikke kun fintech – har brug for en samlet og koordineret indsats for adgang til et langt mere overskueligt og modulbaseret efter- og videreuddannelsessystem," skriver Kent Petersen.

Bankdata

En coronapandemi i tilbagetog sammenholdt med en fortsat stor efterspørgsel på talent og et markant underudbud har skabt et vildt jobmarked inden for fintech-sektoren, skriver Mette Marie Buhl, direktør for HR, kommunikation og strategi i Bankdata, i dette debatindlæg:

Bankdata i debatindlæg: Jobmarkedet er eksploderet de seneste to måneder og kræver nye HR-kompetencer

For at følge med, når de rette kompetencer skal findes, bliver datacentralens HR-funktion fremover nødt til at mestre headhunterens kunst, skriver Mette Marie Buhl, der samtidig slår fast, at der er behov for samarbejde med sektor og politikere, hvis udfordringen skal løses.

"Når vi kigger på udviklingen de seneste måneder, og de profiler vi skal hente, tror vi ikke på, at vi kan indfri vores forventninger udelukkende via klassiske kanaler. Helt specifikt skal vores rekrutteringsfolk i større grad være headhuntere selv og indgå i samarbejde med et netværk af huntere," lyder det i indlægget.

Finanssektorens Uddannelsescenter

Finansvirksomhederne skal have øje for styrkerne ved at arbejde med en bred palette af profiler, når nye roller skal besættes.

Sådan skriver Søren Laursen, adm. direktør i Finanssektorens Uddannelsescenter i dette debatindlæg, hvor han peger på to ting, som finansvirksomhederne skal holde øjne åbne for:

Direktør i debatindlæg: Finanssektoren skal have øje for to ting i jagten på talent

For det første bliver kampen om it-talenterne ikke alene vundet på løn. Virksomhederne skal således sikre, at de kan tilbyde et meningsfuldt arbejde med kompetente ledere i alle lag. Derudover er det vigtigt at have øje for potentialet i andre kompetencer end blot hardcore-kodere.

"It-folk er gode til at kode og programmere løsningerne. Men humanister som for eksempel antropologer og designtænkere er afgørende i udviklings- og testfasen. Samspillet mellem meget forskellige kompetencer og persontyper bliver afgørende for dels at forstå kundens behov – nuværende og fremtidige – og for at udvikle relevante og brugervenlige løsninger, som markedet tager godt imod."

Finanssektorens Arbejdsgiverforening

Folketinget bør hurtigt blive enige om at fjerne barrierer, der sætter prop i fødekæden af udenlandske specialister.

Det skriver Nadeem Farooq, konstitueret adm. direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), i dette debatindlæg.

FA-direktør i debatindlæg: Arbejdsgiverne efterlyser nye kompetencer – politikerne må på banen med svar

Her peger direktøren på, at man bør sænke beløbsgrænsen, indføre en systematisk oplysningsindsats for at fastholde udenlandske it-studerende i Danmark, samt forlænge jobsøgningsperioden for udenlandske dimitender fra de i dag seks måneder til minimum 12 måneder.

"Den mangel på kvalificeret arbejdskraft, som tydeligere og tydeligere toner frem i horisonten, er ikke et fatamorgana, men derimod en reel udfordring, som vi skal imødegå," skriver Nadeem Farooq.

Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører i Venstre

Det skal være lettere at tiltrække kapital i danske virksomheder, det skal være nemmere at få udenlandsk arbejdskraft til Danmark, og så skal der laves et skatte- og afgiftsstop.

Det skriver Torsten Schack Pedersen, erhvervsordfører i Venstre, i dette debatindlæg:

Venstre i debatindlæg: Regeringen har brugt to år på at gå den forkerte vej

"Det skal være muligt at tage sin virksomhed hele vejen fra garagen til en global succes med base i Danmark. Det kræver, at virksomhederne har bedre vilkår og muligheder i Danmark. Desværre har den socialdemokratiske regeringen brugt to år på at gå den helt forkerte vej," skriver ordføreren.

Orla Hav, erhvervsordfører i Socialdemokratiet

Samfundet har en fællesopgave i at sikre, at flere unge søger mod it-uddannelser, men sektoren bør samtidig tage et større ansvar for selv at efteruddanne og opkvalificere, skriver Orla Hav, erhvervsordfører i Socialdemokratiet, i dette debatindlæg:

S-ordfører i debatindlæg: Sektoren bør selv tage større ansvar for at uddanne talent

"Fra socialdemokratisk side er vi naturligvis med på dialog og handling i forhold til at fastholde udvikling og fremgang for vores land. Vi er ikke forandringsskræmte, vi er både vant til at være en del af et samfund under forvandling og at sikre, det sker med mennesket i centrum," skriver Orla Hav.

Men Orla Hav sparker en åben dør ind, mener Nadeem Farooq, der gik til tasterne med denne replik:

Replik: Orla Hav sparker en pivåben dør ind

Her peger Nadeem Farooq på, at finanssektorens uddannelsesomkostninger udgør 5 kr. pr. medarbejder pr. præsteret time. Til sammenligning er gennemsnittet på det private arbejdsmarked 1,6 kr. pr. medarbejder pr. præsteret arbejdstime.

"I finanssektoren er vi med andre ord helt fremme i skoene, når det kommer til kompetenceudvikling af medarbejdere," skriver Nadeem Farooq.

Mikael Nilsson, stifter og adm. direktør i November First

Det er opløftende, at Copenhagen Fintech Policy Forums er gået sammen om ni anbefalinger, der adresserer de udfordringer, fintech-sektoren står midt i. Men anbefalingerne løser ikke udfordringerne på den korte bane, hvilket er en skam, da strukturelle ændringer på kort sigt kunne skabe broen, indtil de langsigtede initiativer opnår den ønskede effekt.

Sådan skriver Mikael Nilsson, der er stifter og adm. direktør i fintech-virksomheden November First, i dette debatindlæg:

Fintech-direktør i debatindlæg: Danmark ender som taber uden kortsigtede løsninger på talentmangel

"I Danmark anser vi ofte os selv som værende dygtige købmænd. Det er bevist gennem talrige eksempler, men kigger man på, hvordan manglen på talent håndteres, mister prædikatet glans," skriver Mikael Nilsson, der argumenterer for, at Danmark som samfund forbigår en åbenlys god forretning ved ikke at være attraktiv for udenlandsk it-talent.

Ny debat om mangel på fintech-talent: Hvordan sikrer vi de rette kompetencer til en sektor i vækst?

Mere fra FinansWatch

John Fisker om historisk resultat: "Vi har travlt"

Ringkjøbing Landbobank lander rekordregnskab i andet kvartal, som hverken er drevet af kursreguleringer eller tilbageførsler, men af kerneforretningen. Det glæder bankens adm. direktør, John Fisker, der for fem kvartaler siden ikke havde regnet med at stå her i dag. "At det hele ville buldre på den her måde, havde vi ikke set komme," siger han.

Ny låntype fra Totalkredit runder skarpt hjørne

Med udlån for over 5 mia. kr. i fastforrentet 1,5 pct.-lån med afdragsfrihed i 30 år kommer boligejere fri af risiko for indlåsning hos Totalkredit. Realkredit Danmark har fortsat det største udlån i den relativt nye lånetype på tværs af rentesatser.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Finansjob

Se flere jobs

Se flere jobs