FinansWatch

Simcorp-chef: Normaliseringen går langsommere end håbet

Det danske it-selskab med fokus på finanssektoren havde håbet på, at normaliseringen efter coronaudbruddet var gået lidt hurtigere, siger topchef.

Klaus Holse Foto: PR

Der er tegn på, at hverdagen er ved at normalisere sig på Simcorps hovedkontor i København, efter at coronakrisen i marts med ét ændrede arbejdsgangene radikalt, men store dele af selskabets teams i resten af verden arbejder stadig hjemmefra.

"Vi synes, verden bliver normaliseret lidt langsommere, end vi måske havde håbet på. Europa er i en situation, hvor vi er lidt mere normale, på den måde at man i flere lande må møde op på kontorerne, men det er ikke sådan, at vi har de samme muligheder for at rejse ud og besøge kunder."

"Rejseaktiviteten er stadig meget begrænset, men vi har fundet andre måder at gøre tingene på, og vi er også godt tilfredse med, at også nye kunder prøver at finde nye veje til at få tingene til at ske," siger Klaus Holse, der er administrerende direktør i Simcorp, efter at selskabet onsdag morgen har offentliggjort regnskab for andet kvartal.

Softwareselskabet offentliggjorde i forbindelse med regnskabet for første kvartal nye forventninger til året, efter at de oprindelige forventninger blev suspenderet i marts som en konsekvens af den store usikkerhed udløst af coronavirus.

Dengang lagde Klaus Holse vægt på, at forventningerne var baseret på en antagelse om, at situationen normaliserede sig hen over sommeren og i anden halvdel af året.

Med dagens regnskab lægger topchefen vægt på, at både Simcorp, selskabets kunder og potentielle kunder har fundet nye måder at gøre tingene på.

Helt væk er usikkerheden dog ikke.

"Usikkerheden, som vi nok et eller andet sted sidder med nu, er, hvorvidt en kunde, som vi har engageret os med for seks måneder siden, nu er villig til at bruge flere millioner dollar på en leverandør, hvor de aldrig har mødt nogen af medarbejderne fysisk?"

"Det er nogle af de aftaler, vi skal skrive under i tredje og fjerde kvartal, og så må vi se, om det lykkedes, men lige nu ser det ud til, at det godt kan lade sig gøre. Men det sidder i baghovedet," siger Simcorps topchef.

Skulle en omfattende andenbølge af coronavirusset ramme og lamme verden, står Simcorp i hans optik også godt rustet.

"Vi har implementeret alle de ting, der skulle til fra vores side, og vi tror på mange måder, det stiller os i en bedre situation fremadrettet. Vi vil kunne rejse mindre for at gennemføre en del af vores salg, og vores konsulenter skal rejse mindre ud til kunderne for at gennemføre implementeringerne. Det giver fordele i forhold til besparelser på rejser, men sparer også kunden for timer brugt," lyder det.

Simcorp venter i 2020 om en omsætningsvækst i niveauet minus 5 til plus 5 pct. og en overskudsgrad (EBIT-margin) i niveauet 22-27 pct. Begge målt i lokal valuta.

 

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere