FinansWatch

Kunder strømmer til robotløsninger: Leverede store afkast i 2019

Diversen danske investeringsrobotter har oplevet vækst i kundetilstrømningen. I det favorable aktieår 2019, har de leveret pæne afkast.

Anders Hartmann, adm. direktør i Nord Investments Foto: Nord Investments/PR

De mange forskellige digitale investeringsrobotter leverede solide afkast i 2019, som da også var et sandt jubelår for de globale aktiemarkeder og dermed gav gode muligheder for at skabe afkast for passivt forvaltede ordninger.

De forskellige løsninger, som går under navne som Darwin, June, Munnypot, Nora og Nord oplever samtidig en pæn kundetilstrømning og vækst i den forvaltede kapital, da flere og flere har fået øjnene op for nemme og billige løsninger som alternativ til aktiv kapitalforvaltning.

I robotterne investeres blandt andet i passive indeksfonde, som på en billig måde kan sikre investorerne en stor risikospredning og et afkast, som gerne skulle svare nogenlunde til markedsafkastet.

Høj aktieeksponering gav bedste afkast

Ordningerne har visse forskelligheder, hvor nogle har en rendyrket passiv tilgang, mens andre har et element af en aktiv tilgang. Fælles for robotterne i 2019 var, at de fonde, der havde den største aktieeksponering frem for obligationer, leverede de klart største afkast.

Danske Banks investeringsrobot, June, som er den største herhjemme med 1,2 mia. kr. i forvaltet kapital, omfatter fire overordnede risikoprofiler.

I 2019 lå afkastene på June-fondene på mellem 10,6 pct. og 25,19 pct., hvilket er det højeste årlige afkast i dem siden lanceringen af June i efteråret 2019.

Afkastet var højest i fonden June Opportunity Screened, hvor den normale aktivallokering er 80 pct. aktier og 20 pct. obligationer, men hvor dette kan justeres afhængig af porteføljeforvalterens forventninger til markedet.

Kunder viser stor interesse

"Interessen for June kommer især til udtryk når vi kigger på, hvilke typer investorer vi har tiltrukket. Her er det især de unge, som viser stor interesse for June, hvor cirka 50 pct. af brugerne er under 40 år."

"Så det ser ud til, vi har lanceret et investeringsprodukt med en relativ bred appel, som blandt andet mange unge, der oftest hører til blandt førstegangsinvestorerne, heldigvis finder relevant," siger produktchef i June, Jakob Beck Thomsen.

Junes kundeantal steg i 2019 med 8500 til 24.000 aktive kunder ved udgangen af 2019, og foreløbigt i januar er der kommet yderligere 500 kunder til.

"Over én million danskere har mere end 50.000 kr. stående på en konto til næsten ingen rente. Det er nok en af de primære årsager til interessen for June," siger Jakob Beck Thomsen.

Til det tilføjes, at der med June derudover hele tiden arbejdes på at ændre måden, som mange opfatter investering på.

Robotter kan ændre syn på investering

"Mange danskere opfatter nemlig stadig investering som noget meget komplekst og som kræver en stor formue og appetit på risiko. Det behøver det slet ikke at være, og det kan i mange tilfælde med den rigtige rådgivning være et alternativ til en opsparingskonto. Vi håber derfor på, at vi med June har medvirket til, at flere har fået et mere positivt og nuanceret syn på det at investere," siger Jakob Beck Thomsen.

Jyske Bank tilbyder to investeringsløsninger, Jyske Munnypot og Darwin. Sidstnævnte er udviklet af Bankinvest for en række pengeinstitutter. Det er løsninger, som banken har på varehylden til de kunder, der er interesserede i en mere digitalunderstøttet løsning, forklarer funktionsdirektør Morten Kristensen fra Jyske Bank.

I Jyske Munnypot har afkastene ligget mellem 7,0 pct. og 20,9 pct., hvor det laveste afkast er opnået i den afdeling med den laveste risiko, mens det højeste er opnået i afdelingen med den største aktieandel.

Tilfredshed med afkast

"I modsætning til Darwin, så har kunderne i Jyske Munnypot mulighed for at få hjælp fra en rådgiver undervejs i oprettelsesprocessen og efterfølgende. Derfor kan man ikke foretage en direkte sammenligning mellem Jyske Munnypot og andre rene "robotløsninger", der findes i markedet. Vi er tilfredse med det risikojusterede afkast, der er skabt i de fire risikovarianter i 2019," siger Morten Kristensen.

Han tilføjer, at banken i løbet af 2019 fik en del nye kunder i Jyske Munnypot med en samlet formue på godt 80 mio. kr., og han forventer et fortsat positivt indløb af midler også i 2020.

Bankudfordreren Nord Investments har store forventninger til væksten i den forvaltede kapital i sin løsning omfattende 20 forskellige risikoprofiler, som i 2019 præsterede afkast på mellem 13,02 pct. og 26,03 pct. Sidstnævnte med en aktieandel på 90 pct.

"Vi er i høj grad tilfredse med de afkast, i og med at det ligger et godt stykke over de årlige gennemsnitlige forventede afkast, som også er de historiske afkast hos os. De ligger mellem 3,5 pct. for den laveste risikoprofil og 6,5 pct. for den højeste risikoprofil."

"Så 2019 har været et år, som har hevet det gennemsnitlige afkast gevaldigt op, og det er et fantastisk eksempel på, hvor høje afkast man i virkeligheden kan få med en passiv investeringsløsning med en spredning på mellem 4000 og 5000 forskellige børsnoterede selskaber og stater i porteføljen," siger stifter og direktør i Nord Investments Anders Hartmann.

Nord oplever kraftig vækst

Han fortæller, at Nord har oplevet kraftig vækst siden en "lille pause", da det skiftede partnerbank fra Københavns Andelskasse til Saxo Bank.

"Da vi relancerede med Saxo Bank i midten af februar 2019 havde vi 60 mio. under forvaltning, men vi gik ud af 2019 med 260 mio. kr. Vi har en forventning om at nå en 600-700 mio. kr. ved udgangen af 2020. Det er vi ret fortrøstningsfulde omkring - også når vi ser på, hvordan vi er kommet fra start her i januar," siger Anders Hartmann.

I Nords ordning er der nu 1245 kunder, og det vokser i øjeblikket med mellem 125 og 150 om måneden. fortæller direktøren.

"Det skyldes en kombination af, at vi har fundet ud af, hvordan vi skal ramme kunderne og hvordan vi skal ramme dem bedst muligt. Og så er der bare den her globale trend henimod lavomkostningsinvesteringsløsninger - den er nu for alvor ved at tage fat i Danmark," siger Anders Hartmann.

Investeringsrobot har oplevet massiv vækst efter kollaps af partnerbank

Tidligere Beverly Hills-stjerne skal reklamere for Danske Bank

Danske Banks investeringsrobot runder milepæl

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere