FinansWatch

Dansk fintech mangler kapital og sætter sig selv til salg

Det danske fintechselskab Ernit, der blandt andet har Spar Nord i ryggen, har valgt at sætte sig selv til salg, fordi selskabet ikke kan tiltrække den nødvendige kapital. Salget skal gerne ske inden for et halvt år, lyder det fra adm. direktør, Søren Nielsen, der allerede er i dialog med potentielle købere.

Adm. direktør i Ernit, Søren Nielsen, har sammen med partnerkredsen valgt at sætte fintechselskabet til salg. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen / Ritzau Scanpix

En lang gåtur på Christianshavn i løbet af sommeren blev de første skridt mod det danske fintechselskab Ernits endeligt – i hvert fald i sin nuværende form.

For selskabet, der har udviklet en sparegris og en app, der skal motivere børn til at spare op, har nu valgt at sætte sig selv til salg. Det er blandt andet sket i et opslag på Linkedin, hvor stifterne forklarer beslutningen med, at det er for svært at hente kapital til at skalere selskabet.

"Det er ikke fordi, det er fantastisk sjovt at lægge sådan et opslag op. Vi må bare erkende, at den virksomhed, vi drømte om at lave i forhold til skalering og komme ud i flere lande og connecte med flere forskellige banker, den kan vi ikke lave," uddyber adm. direktør og medstifter, Søren Nielsen, overfor FinansWatch.

Har sagt nej til investor

Selskabet, der blev stiftet i 2013 af Søren Nielsen, Thomas Bjerring og Mads Tagel, har igennem tiden hentet cirka 12 mio. kr. i kapital, oplyser Søren Nielsen. Det er blandt andet Spar Nord og Seed Capital, der har investeret i selskabet.

"Vi har rejst kapital. Det er bare ikke nok til at kunne gøre det rigtig interessant," siger han og tilføjer, at selskabet i sommer også stod med et tilbud om en mindre investering.

"Realiteten er faktisk, at vi sagde nej. Vi spurgte os selv, om den bridge-runde kunne bringe os et sted hen, hvor produktet kunne skaleres. Vi gik en lang tur på Christianshavn, kiggede hinanden i øjenene og sagde, at det troede vi ikke på," siger Søren Nielsen.

Ikke fundet nøglen til business case

Idéen bag Ernit er, at børn skal lære om penges værdi i et kontantløst samfund og ikke kun få børn til at forbuge. En vision, der har været svær at sælge ind til den finansielle verden, erkender Søren Nielsen.

Vi har ikke kunnet finde nøglen til den rigtige business case, og det gælder både kommercielt og teknisk i forhold til at integrere med forskellige banker.

Søren Nielsen, adm. direktør i Ernit

Ifølge direktøren har app'en – der er koblet sammen med en fysisk sparegris – 30.000 downloads. Selskabet har tidligere været i et pilotarbejde med storbanken Barclays og har vundet flere priser. Så sent som sidste år modtog selskabet prisen for "Bedste innovative kundeløsning" bestemt af en jury af brancheeksperter til FinansWatchs egen kåring af Årets Digitale Finansvirksomhed. Men den gode idé og intention har ikke været nok til at holde selskabet ovenvande.

"Vi har ikke kunnet finde nøglen til den rigtige business case, og det gælder både kommercielt og teknisk i forhold til at integrere med forskellige banker," siger Søren Nielsen og uddyber, at Ernit satsede kraftigt på, at PSD2 ville kunne give dem digital medvind.

"Den proces har bare været forlænget og forlænget. Vi satsede på, at det var klar til implementering tidligere, end det var, og det er ihvertfald en del af forklaringen på, at det rent teknisk har været svært at integrere os med de forskellige banker," siger han.

Vigtigt at vision lever videre

Søren Nielsen er allerede i dialog med flere potentielle købere både i ind- og udland. I opslaget på Linkedin fremgår det, at en køber både kan være "en finansiel instituition, en andet fintech-selskab, en it-udbyder – you name it."

"Jeg har ikke en definition af, hvad den rigtige køber er. For os er det vigtigste bare, at det er nogen, som vil tage visionen om at lære børn om værdien af penge videre, så den viden vi har ikke går tabt, men lever videre et sted," siger Søren Nielsen.

Han håber, at selskabet er solgt inden for det næste halve år.

"Hvis ikke det bliver afhændet, må vi afvikle virksomheden i stedet for. Nu er jeg sikker på, at vi nok skal få det solgt, men vi står et sted, hvor vi selv kan tage beslutningen. Det er også derfor, vi nu siger, at vi gerne vil sælge i stedet for bare at dreje nøglen om," lyder det fra direktøren.

Spar Nord og lommepengeapp vinder fintechpris

Dansk fintechfirma får millionindsprøjtning

Fintech kan blive en styrke for dansk erhvervsliv

Fem danske fintech-selskaber deltager i Mastercard-accelerator

Direktør trak stikket efter 25 år i Nets: "Det passer mig perfekt at være fri for faste møder i kalenderen"

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere