FinansWatch

JPMorgan skyder milliard i fintech der hjælper folk i økonomiske problemer

Den amerikanske storbank JPMorgan Chase har sat knap 1 mia. danske kr. af til non-profit fintechinitiativer, der skal hjælpe folk, der er i økonomiske problemer.

Jamie Dimon, topchef for JPMorgan Chase Foto: Ritzau Scanpix/AP

Ifølge JPMorgan Chase har hver anden amerikaner ikke nok penge sparet op til at kunne betale en uforudset udgift til en nødsituation på 500 dollar, svarende til 3331 danske kr.

Derfor ønsker den amerikanske storbank nu at hjælpe folk, der har rod i økonomien, skriver fintechsitet Finextra.com, der fortæller, at det sker gennem en tilførsel på 125 mio. dollar, eller knap 1 mia. danske kr., henover de næste fem år til non-profit fintechinitiativer, der har fokus på at forbedre folks privatøkonomiske sundhedstilstand rundt omkring i verden.

Indtil videre er der blandt andet blevet tilført penge til initiativer, der hjælper små virksomheder og indvandrere med at komme ind i det finansielle system, ligesom opsparingsplatformen Earn er blevet tilført 1 mio. dollar, svarende til 6,66 mio. danske kr.

"At hjælpe flere lokalsamfund til at få adgang til de værktøjer, de har brug for i forhold til at styre deres privatøkonomi og opfylde deres mål, er et vigtigt element i at sikre, at flere mennesker får del i den økonomiske vækst," udtaler Colleen Briggs, chef for samfundsorienteret innovation hos JPMorgan Chase, ifølge Finextra.com.

"Gennem denne indsats vil vi teste og skalere lovende finansielle løsninger med ambitionen om at støtte husholdningers og samfunds velstand over hele verden," lyder det videre.

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere