
Fintechselskabet Pleo lander en rekordstor investering på 375 mio. kr. fra en række investorer.
Hovedinvestoren er den amerikanske kapitalfond Stripes, mens de eksisterende investorer Kinnevik, Creandum og Founders – der ejes af Lego-familien, Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen og Oticon-fonden – også skyder flere penge i Pleo.
"Vi er ydmyge omkring det antal penge, for det afspejler en tro på, at vi i fremtiden kan nå et andet sted, end hvor vi er i dag," fortæller adm. direktør og medstifter Jeppe Rindom til ITWatch.
Fintech-selskabet har 120 ansatte og står bag et betalingskort og en softwareløsning, som gør det let at lave indkøb til arbejdet. Det blev stiftet i 2015 af Jeppe Rindom og Niccolo Perra og regner med at nå en omsætning på et trecifret millionbeløb i år.
"Markedspotentialet er helt klart stort nok til at skabe en af de største virksomheder i Danmark, hvis vi gør det rigtigt. Stort set alle virksomheder i Europa kan være vores kunder."
Vil udvide til nye markeder
I dag er Pleo til stede i Tyskland, Sverige, Danmark og England, men der er fortsat et stort potentiele, understreger Jeppe Rindom. Samtidig vil han udvide til det italienske, spanske, franske og hollandske marked, og i den forbindelse spiller den nye kapitalindstprøjtning en stor rolle.
"Pengene skal bruges til at åbne i nye markeder, til at bygge en fantastisk salgsorganisation og til at udvide vores produkt, så vi kommer til at eje alt, der vedrører indkøb og betalinger."
Hvor travlt har I?
"Lige nu har vi rimelig frit spillerum. Men vi vil gerne få det til at ske så hurtigt som muligt, og der er en åbning nu i markedet, som vi gerne vil udnytte."
Mange andre succesfulde danske softwarevirksomheder er på et tidspunkt flyttet ud af landet. Eksempelvis Unity og Tradeshift, der begge har flyttet hovedsædet til Californien.
Med en ny amerikansk investor i ryggen er spørgsmålet, om Pleo også er på vej over Atlanterhavet.
"Vi bliver i Danmark, så længe det giver mening," siger Jeppe Rindom.
"Men vi kommer ikke til at gå på kompromis med virksomhedens succes for bare at ligge i Danmark."
Hvornår giver det ikke mening?
"Det er for tidligt at sige. Nu har vi 20 ansatte i London og har snart 20 andre rundt omkring i verden, fordi vi ikke har kunnet trække dem til Danmark. Jeg har stor loyalitet overfor Danmark, men nu har jeg internationale investorer, der har meget lav loyalitet overfor Danmark. Derfor bliver vi her kun så længe alle er overbeviste om, at det er det rigitige at gøre."
Jeppe Rindom understreger, at investoren Stripes ikke i sig selv stiller krav om at Pleo skal hive teltpælene op og flytte sit hovedkvarter til USA.
"For 10 år siden ville en amerikansk investor have haft, at vi skulle blive et amerikansk selskab. Der er ikke noget ønske fra vores amerikanske investor om, at vi skal tage infrastrukturen væk fra Danmark, andet end hvis de ser det som begrænsende."
Pleo giver overskud på sin eksisterende forretning, men investerer det hele i væksten. I at gå ind i nye markeder, ansætte nye medarbejdere og udvikle sine produkter. Derfor kommer selskabet ikke til at give overskud lige foreløbig.
Hvor stort et pres er du under?
"Jeg føler ikke, vi er under et kæmpe pres. Vi får lov til at tage den risiko og gøre det, vi hele tiden har villet, nemlig at prøve at skabe en stor virksomhed."
"Jeg sover godt om natten, men jeg ved godt, at der er en stor risiko. Men jeg har fået nogle store investorer ombord, som ved, at der er en risiko forbundet med det. Og vores medarbejdere ved det, og det er derfor, de er der. De vil gerne med på en tur til månen, de vil ikke med på en togtur vil Vejle."
Denne artikel er leveret af vores søstersite ITWatch.
Fintech oplever store vækstrater: Vil hente op mod 400 mio. kr. i ny kapitalDansk fintech efterlyser fokus på uddannelse og tiltrækning af udenlandsk arbejdskraft
Mere fra FinansWatch
Trods bekymret minister håber brancheorganisation på nul ændringer af pensionsprodukter
Pensionister i pengenød: Det undrer ikke brancheorganisation F&P, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) beder Finanstilsynet om at se nærmere på, om reglerne trænger til en opdatering, så danske pensionister kan føle sig trygge i pensionstilværelsen. Alligevel håber vicedirektør Jan V. Hansen ikke, at et nærstudie vil føre ændringer med sig.