FinansWatch

BRF Kredit går i klinch med Realkredit Danmark om "nyskabende" lån

BRF Kredit og Jyske Bank, der i de seneste år har storsolgt bankboliglån til danskerne, ryster ikke på hånden over Realkredit Danmarks nye udspil, der tilbyder kunderne større fleksibilitet. "Man kan sådan set få det samme hos os", lyder det fra direktør i BRF Kredit, Lars Sandberg.

Carsten Nøddebo fra Realkredit Danmark (tv.) og Lars Sandberg fra BRF Kredit (th.).

Realkredit Danmark tog overskrifter i tirsdagens nyhedsflade med lanceringen af "Flexlife", der med adm. direktør Carsten Nøddebos egne ord, er den ”største nyskabelse siden flekslånet”.

Lånet er tænkt som et modsvar, efter at især Jyske Bank med BRF Kredit i ryggen har haft succes med sine bankboliglån, der siden fusionen i 2014 har rundet 90 mia. kr.

Hos sidstnævnte ryster man dog ikke buskerne over konkurrentens nye udspil.

Realkredit Danmark har jo ikke introduceret meget nyt, siden fleksgaranti i 2004 blev en succes.

Lars Sandberg, direktør i BRF Kredit
"Vi hilser selvfølgelig konkurrencen velkommen. Men vi er fortsat billigst. Man kan sådan set få det samme hos os og har kunnet det meget længe," fortæller Lars Sandberg, direktør i BRF Kredit, til FinansWatch.

Derfor ser BRF-chefen heller ikke den store "nyskabelse" i Flexlife-produktet.

"Ja, i Realkredit Danmark er det sikkert den største nyskabelse, men ude på markedspladsen mener jeg ikke, det har den opfinderhøjde. Realkredit Danmark har jo ikke introduceret meget nyt, siden fleksgaranti i 2004 blev en succes. Og nu har de så måske dygtigt relanceret et "flekslån med fleks på"," lyder det drillende fra Lars Sandberg med henvisning til markedets første realkreditlån med renteloft, der siden fik flere efterfølgere.

Den udlægning deler man ikke hos Realkredit Danmark, men det vender vi tilbage til.

(artiklen fortsætter under billedet)

Jyske Bank har i disse dage sat en stor reklame op lige foran Danske Banks hovedsæde ved Kongens Nytorv i København. Foto: Daniel Hedelund.

Klippekort med afdragsfrihed

Med Realkredit Danmarks nye Flexlife kan boligejere låne op til 75 pct. af boligens værdi og tilvælge variende grader af afdragsfrihed, hvis blot der undervejs er planlagt afdrag, som bringer lånet ned på 60 pct. af boligens værdi.

Det unikke ved Flexlife er, at vi netop gør op med enten-eller, når det gælder afdrag

Carsten Nøddebo, adm direktør for Realkredit Danmark
Hos BRF Kredit vil Lars Sandberg i stedet tilbyde kunderne et rentetilpasningslån med mulighed for tilvalgt afdragsfrihed undervejs i form af den såkaldte klippekortsmodel, hvor afdragsfriheden kan vælges til og fra per kvartal. Dog højst med afdragsfrihed i 40 kvartaler svarende til 10 år.

"BRF Kredit introducerede klippekort til afdragsfrihed allerede i 2003, så det er lidt vildt, at en klippekortsmodel kan trække overskrifter i dag. To tredjedele af alle vores rentetilpasningskunder har allerede i dag et klippekort til afdragsfrihed," siger Lars Sandberg.

Vil gøre op med enten-eller

Hos Realkredit Danmark mener Carsten Nøddebo, at Flexlife kan mere end et flekslån med klippekort til afdragsfrihed.

"Det unikke ved Flexlife er, at vi netop gør op med enten-eller, når det gælder afdrag. Rigtig mange kunder siger til os, at de gerne vil aftale et afdrag, der passer bedre til deres økonomi, og det giver vi mulighed for med vores nye produkt. Det er unikt, og det er der ikke andre realkreditprodukter, der i øjeblikket kan tilbyde," siger Carsten Nøddebo og tilføjer:

"Vi har også haft flexlån med klippekort i RD i rigtig mange år. Det var faktisk os, der introducerede det."

Men hvis man har et klippekortet med afdragsfrihed – er det så ikke det samme?

"Med klippekortet kan du vælge enten at betale afdrag eller ikke at afdrage," siger Carsten Nøddebo og tilføjer:

"Mange singler vil eksempelvis gerne betale afdrag, men måske kun halvt afdrag. Nu er det dig selv, der billedligt talt kan sidde og dreje på en knap for, hvor stort afdraget skal være. Du kan lave et afdrag, der passer lige præcis til din økonomi."

To gange med afdrag og to gange uden

Hos BRF mener Lars Sandberg også, at man kan få fleksibilitet.

"Hvis man gerne vil betale halvt afdrag, så betaler man da bare to gange afdrag for hver gang, man tager to kvartaler med afdragsfrihed, så er det jo det samme. Det giver også kun halv pris på tillægget for afdragsfrihed," siger Lars Sandberg.

Men hvad koster fleksibiliten så hos Realkredit Danmark?

"Vi har jo også en klippekortsmodel. Men vi hører bare, at kunderne ikke synes, at det er fleksibelt nok. Med Flexlife koster det 15 punkter mere på bidragssatsen (0,15 pct., red.) end et lån med afvikling, så det er typisk billigere end et afdragsfrit lån, men marginalt dyrere end et lån med afvikling," siger Carsten Nøddebo.

Hos BRF forklarer Lars Sandberg, at med klippekortsmodellen bestemmes bidragssatsen i forhold til, om der betales afdrag eller ej i det pågældende kvartal.

Han vurderer, at de fleste boligejere vil vælge et etårigt flekslån til en sådan løsning, mens Realkredit Danmarks Carsten Nøddebo forventer, at kunderne vil kravle lidt længere ud i løbetid.

"Forventningen er, at de fleste nok – som de også gør i dag – vil vælge F3 til F5, men man kan vælge mellem hele paletten," siger Carsten Nøddebo.

Nordea og Totalkredit byder nyt produkt velkommen

FinansWatch har også henvendt sig til to øvrige konkurrenter på markedet, Nordea Kredit og Totalkredit/Nykredit, for at høre, hvad de mener om det Realkredit Danmarks nye tiltag. De ønsker dog ikke at stille op til interview.

"Vi følger som altid markedet tæt og vurderer efterspørgslen fra kunderne. Grundlæggende synes jeg, at det er et udtryk for sund konkurrence i markedet, at der kommer nye produkter. Det er godt for kunderne, så det byder vi velkommen," lyder det i et email-svar fra Nordea Kredits adm. direktør Peter Smith.

Et nogenlunde enslydende svar er ligeledes indløbet via email fra Totalkredit.

”I Totalkredit byder vi det nye lån og konkurrencen velkommen. Konkurrence i realkreditbranchen er godt for kunderne, og nye tiltag er altid spændende,” udtaler direktør Camilla Holm.

Realkredit Danmark lancerer ny type boliglån

Presset Nordea Kredit oplever "kæmpe stor konkurrence"

Nye regler kan bremse vækst i populære bankboliglån

BRF-direktør: Vores uændrede bidragssatser har fået alt for lidt opmærksomhed

Forsiden lige nu

PKA køber boliger for 2,5 mia. kr. af FB Gruppen

Med finansiering og projektsalg i milliardklassen fra PKA i ryggen har FB Gruppen kastet sig over at udvikle det tidligere Grønttorvet i Valby til et nyt bykvarter med over 2000 boliger. Særligt en boligtype har vist sig mere efterspurgt end ventet og givet endnu bedre risikospredning, fortæller ejer til EjendomsWatch.

Seneste Realkredit

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere