FinansWatch

Ukraine og Europa: Hvad bør der gøres?

KLUMME: Europa må ikke glemme Ukraine imellem alle de andre kriser, kontinentet skal håndtere. Næste mulighed for en aftale med Rusland opstår sidst på året, og den bør man udnytte, mener investoren George Soros.

På grund af euroens strukturelle defekter har de europæiske myndigheder været nødsaget til at blive mestre i den svære kunst at manøvrere sig gennem den ene krise efter den anden. Denne praksis kaldes populært for at sparke dåsen længere ned ad vejen, selv om det ville være mere nøjagtigt at beskrive det som at sparke en dåse op ad en bakke, hvorefter den så ruller ned igen.

Men Europa står nu over for mindst fem kriser på én gang: Fire interne kriser – om euroen, Grækenland, flygtninge samt den britiske folkeafstemning om, hvorvidt de skal blive i EU – samt en ekstern krise om Ruslands aggression i forhold til Ukraine. De forskellige kriser synes at forstærke hinanden. Både offentligheden og myndighederne synes at være magtesløse. Hvad kan man gøre for at forhindre og vende denne splittelsesproces?

Det er klart, at fem kriser ikke alle kan løses samtidigt. Det er nødvendigt at prioritere og behandle nogle af dem uden af den grund at forsømme de andre. Jeg har ihærdigt argumenteret for, at Ukraine bør have den højeste prioritet. De interne kriser synes at opdele den Europæiske Union i debitor- og kreditorlande, i Storbritannien og kontinentet, samt i "ankomstlande" og "destinationslande”. Som kontrast hertil burde en ekstern trussel som den russiske aggression mod Ukraine forene den Europæiske Union.

Der et nyt Ukraine, som er fast besluttet på at blive det modsatte af det gamle Ukraine. Det gamle Ukraine havde meget til fælles med det gamle Grækenland, der viste sig at være så svært at reformere: En økonomi, der var domineret af oligarker, og en politisk klasse, der udnyttede deres positioner til personlig fortjeneste i stedet for at tjene offentligheden. Det nye Ukraine er som modsætning inspireret af ånden i Maidan-revolutionen i februar 2014 og søger at reformere landet radikalt.

Værdifuldt for Europa

Ved at behandle Ukraine som et andenklasses Grækenland, der ikke engang er medlem af EU, kan Europa meget vel komme til at forvandle det nye Ukraine tilbage til det gamle Ukraine. Det ville være en alvorlig fejltagelse, da det nye Ukraine er et af de mest værdifulde aktiver, som Europa har, både i forhold til at modstå den russiske aggression samt i forhold til at genskabe den solidaritetsfølelse, som karakteriserede EU i de tidlige dage.

Jeg føler, at jeg er i en god position til at komme med dette argument, da jeg har et indgående kendskab til det nye Ukraine, både gennem min ukrainske fond og mit eget engagement i landet. I starten af dette år udviklede jeg, hvad jeg kalder "en vinderstrategi for Ukraine” og sendte den rundt til de europæiske myndigheder. Jeg har også opsummeret strategien her i disse sider.*

Jeg har argumenteret for, at sanktionerne mod Rusland er nødvendige, men ikke tilstrækkelige. Præsident Vladimir Putin har udviklet en meget succesfuld fortolkning af den aktuelle situation, så han kan forsvare sig selv mod sanktionerne. Han hævder, at alle Ruslands økonomiske og politiske problemer er forårsaget af den fjendtlige attitude blandt de vestlige kræfter, der ønsker at nægte Rusland dets retmæssige position i verden. Rusland er offer for deres aggression.

Putins argument appellerer til patriotismen blandt russerne og beder dem om at affinde sig med de prøvelser, som sanktionerne forårsager – herunder økonomisk ustabilitet og diverse mangler. Prøvelserne forstærker faktisk hans argument. Den eneste metode til at vise, at Putin tager fejl, er ved at skabe en bedre balance mellem sanktionerne mod Rusland og støtten til Ukraine.

Vinderstrategi giver økonomisk hjælp

Min “vinderstrategi” anbefaler effektiv økonomisk hjælp til Ukraine, hvilket ville indebære en kombination af budgethjælp i stor skala med en overkommelig forsikring mod den politiske risiko samt andre incitamenter for den private sektor. I kombination med de radikale økonomiske og politiske reformer, som det nye Ukraine er så ivrig efter at implementere, ville disse foranstaltninger forvandle landet til et attraktivt sted for investorer. Hjørnestenen i de økonomiske reformer er omstruktureringen af det statslige gasmonopol, Naftogas, et skift fra de aktuelt kunstigt lave gaspriser til markedsbestemte priser og direkte statsstøtte til trængende husholdninger til køb af gas.

De politiske reformer har fokus på at skabe ærlighed, uafhængighed og kompetence i den dømmende magt samt i mediesektoren, at bekæmpe korruption samt at få de ansatte i statsforvaltningen til at tjene folket i stedet for at udnytte dem. Disse reformer ville også appellere til mange mennesker i Rusland, der kræver lignende reformer. Det er det, som Putin er bange for. Det er derfor, han prøver så hårdt på at destabilisere det nye Ukraine.

Hvis Ukraines allierede kombinerede sanktionerne mod Rusland med effektiv hjælp til det nye Ukraine, kunne nok så megen propaganda ikke skjule det faktum, at Ruslands økonomiske og politiske problemer er forårsaget af Putins egen politik. Han kunne selvfølgelig forhindre det nye Ukraine i at lykkes ved at iværksætte en storstilet militær offensiv, hvilket ville være en klar overtrædelse af Minsk II-aftalen fra 11. februar 2015.

Men det ville være et politisk nederlag for Putin. Det ville afsløre hans falske fortolkning af konflikten med Ukraine, og en militær kampagne i det østlige Ukraine ville være en tung økonomisk og politisk byrde for Rusland.

Putins taktiske fordel

Præsident Putin har fået en midlertidig taktisk fordel over Ukraine, fordi han er villig til at risikere en storstilet krig endda med atomvåben, mens Ukraines allierede er fast besluttede på at undgå en direkte militær konflikt med Rusland. Det har givet ham mulighed for at veksle mellem hybridkrig og hybridfred efter eget forgodtbefindende, og han har udnyttet denne fordel til fulde. Ukraine kan ikke sejre over Rusland militært, da præsident Putin kan mobilisere flere og bedre udrustede tropper på slagmarken end Ukraine og deres allierede. Ukraines præsident Petro Poroshenko har lært denne lektie ganske dyrt. Men Europa og USA kan ganske utvivlsomt udmanøvrere Rusland finansielt.

Dette argument for den europæiske og amerikanske støtte har haft en vis effekt blandt Ukraines allierede, men min påstand om deres villighed til at yde økonomisk støtte i stor skala viste sig at være forkert, i hvert fald indtil nu. Jeg tilskriver dette to faktorer. Den ene er den græske krise, som er en afligger af euro-krisen og er et dårligt eksempel på, hvordan EU skal handle i Ukraine. Den anden er selve Minsk-aftalen, der af grunde, som er beskrevet nedenfor, fik de europæiske regeringer til fortsat at holde Ukraine i stram snor finansielt set.

Euro-krisen har skabt en akut mangel på midler i forhold til de budgetmæssige formål. EU-budgettet på 145 mia. euro er kun omkring én procent af medlemslandenes BNP, men Europa har næsten ingen vækst, og medlemslandene kæmper for at reducere deres bidrag til EU-budgettet. Manglen på midler er særlig akut i eurozonen, der ikke har noget eget budget.

Ansvaret er hos Tyskland

De europæiske myndigheder under den tyske ledelse håndterede den græske krise forkert. De startede med at give nødlån til Grækenland pålagt en strafrente. De pålagde deres egne reformprogrammer og udførte mikroledelse i stedet for at lade Grækenland selv tage ejerskab og kontrollere reformerne. Og lånene var altid for lidt og givet lidt for sent. De græske myndigheder er absolut ikke uden skyld, men det primære ansvar ligger hos Tyskland, der havde ansvaret. Den græske statsgæld er blevet uholdbar, men de europæiske myndigheder er nu ikke villige til at nedskrive deres lån til Grækenland.

Diskussionerne om dette mellem dem og IMF har gjort både de nylige og de aktuelle forhandlinger meget mere komplicerede. Myndighederne har rettet op på nogle af fejlene – f.eks. insisterer de på det såkaldte “bailing in” i forhold til obligationsejerne frem for det såkaldte “bailing out” (hvor “bailing in” kræver, at obligationsejerne nedskriver værdien af deres obligationer). Men de gentager andre fejl. Den største fejl har været at behandle Ukraine på samme måde som Grækenland. Det nye Ukraine søger at være det modsatte af Grækenland, og selvom de endnu ikke er med i EU, forsvarer de den Europæiske Union mod den militære og politiske trussel fra Rusland.

Som jeg har argumenteret for i min oprindelige udgave af vinderstrategien, skal hjælpen til Ukraine anses som en forsvarsudgift. Set i dette lys er det aktuelle bidrag på 3,4 mia. euro fra den Europæiske Union til den IMF-styrede hjælpepakke til Ukraine fuldstændigt utilstrækkeligt. Den Europæiske Union har det rette finansielle værktøj – Det Makrofinansielle Bistandsinstrument (MFA) – som med de rette tilpasninger kan bruges til at håndtere manglen på midler i EU-budgettet. Med MFA kan den Europæiske Union låne penge fra finansmarkederne og gøre brug af den næsten fuldstændigt uanvendte AAA-kredit.

IMF's hjælpepakke er størst

EU-budgettet skal allokere kun 9 procent af det beløb, der lånes til Ukraine, som en ikke-kontantbeholdning i tilfælde af fremtidig misligholdelse. Til sammenligning krævede de amerikanske budgetregler en ikke-kontantbeholdning på 44 procent ud af den seneste kreditgaranti på $1 mia., som USA gav Ukraine, så den budgetmæssige byrde af det amerikanske bidrag på $2 mia. til den IMF-styrede hjælpepakke er faktisk større end den fra den Europæiske Union.

Men MFA-rammeaftalen udløb i 2009, da Lissabon-traktaten blev introduceret, og skal fornyes for at kunne anvendes på større skala. Det synes passende at allokere 1 procent af EU-budgettet til forsvaret af Ukraine; dermed kan den Europæiske Union bidrage så meget som 14 mia. euro årligt til den IMF-styrede hjælpepakke – hvilket er et bidrag, der er stort nok til, at den Europæiske Union kan gøre, ”hvad der end kræves" for at hjælpe Ukraine på vej.

Minsk II-aftalen fra februar 2015 kom efter et større militært nederlag for Ukraine, som blev påført af separatisterne med stærk assistance fra Rusland. Ukraine blev desperat efter en våbenhvile og forhandlede under pres. Minsk II-aftalen garanterede en særstatus for separatisternes enklaver i Donbas-regionen i det østlige Ukraine og antydede, at Ukraine skulle støtte dem. Præsident Putin udnyttede sin fordel ved bevidst at holde aftalens tekst tvetydig. Det krævede, at den ukrainske regering måtte forhandle med repræsentanter for Donbas-regionen uden at specificere nærmere, hvem de er.

Fælde for Hollande og Merkel

Aftalen blev underskrevet af præsidenterne Putin, Poroshenko og François Hollande samt af kansler Angela Merkel. Det har været lidt af en fælde for de sidste to. De ønskede, at en aftale med deres underskrifter på skulle holde, og hvis den ikke holdt, skulle det være Rusland, der så ødelagde den, ikke Ukraine. De var også nervøse i forhold til at undgå en militær konfrontation.

Denne tilgang medførte, at de tolererede Ruslands og separatisternes overtrædelser af våbenhvilen, men samtidig insisterede de på, at Ukraine skulle overholde den til punkt og prikke. Ved at forholde sig neutralt til spørgsmålet om, hvordan præsident Poroshenko skulle overholde den tvetydige aftales krav, har de forstærket præsident Putins fordel.

Efter at aftalen var blevet indgået, kom Ukraine tæt på et økonomisk kollaps grundet forsinkelser i leveringen af den anden IMF-styrede hjælpepakke indtil den 11. marts 2015. Lavpunktet kom i februar, da den ukrainske offentlighed mistede tilliden til den nationale valuta, hryvnia. De officielle transaktioner blev standset, og denne dag kunne man på det sorte marked handle 30 til 40 hryvnia pr. dollar. Siden da har valutaen forbedret sig og ligger på cirka 20 til 25 hryvnia pr. dollar.

Der er blevet genetableret en usikker økonomisk stabilitet, men på bekostning af en accelereret økonomisk nedgang. Det pludselige fald i valutakursen medførte en højere inflation, et væsentligt fald i levestandarden og et stort fald i importen; dette har været med til at reducere underskuddet på handelsbalancen. Samtidig har budgettet nydt godt af lavere udgifter til sociale ydelser for den brede offentlighed og til lønningerne til de statsansatte.

Økonomisk, politisk og militært pres

Da jeg besøgte Ukraine her i april, oplevede jeg et bekymrende misforhold mellem den faktiske virkelighed, der tydeligt var blevet forringet, og så reformisternes ildhu angående det nye Ukraine, der var under enormt økonomisk, politisk og militært pres, men stadig bevægede sig fremad med sine reformer, der havde en akkumulerende effekt.

I 2014 var reformprogrammet for det nye Ukraine i planlægningsfasen, og først i 2015 resulterede det i, at der blev vedtaget flere love med henblik på at indfri kravene fra IMF samt senere, Minsk-aftalen. Trods dette var oligarkerne – industribaroner, der bruger deres politiske indflydelse til at berige sig selv – mere erfarne i at forsvare deres egne interesser, end reformisterne var i at begrænse dem.

Lige da økonomien var på vippen af et kollaps og de politiske spændinger størst, stod regeringen over for en udfordring fra den mest magtfulde oligark, Igor Kolomoisky, der forsøgte at bruge sin milits til at bevare kontrollen over et datterselskab til Naftogaz. Regeringen var nødsaget til at forhindre dette, og det lykkedes at overvinde ham.

Dette var et vendepunkt. Siden da har centralbanken håndhævet en streng kontrol over banksystemet, selv om rekapitaliseringen af bankerne vil tage tid. Andre oligarker er blevet tøjlet, især Dmytro Firtash og Rinat Akhmetov. Dette sker desværre kun i éttilfælde ad gangen og endnu ikke ved at udnytte den gældende lov.

Øget gennemsigtighed

Bestræbelserne på at reformere politiet og introducere online-tjenester i regeringen og gennemsigtighed i de officielle indkøb har oplevet fremgang. Men reformisterne møder modstand for hvert eneste skridt, og den generelle befolkning er i stigende grad mere utilfreds med både reformernes langsommelighed samt det fortsatte fald i levestandarden. Så reformisterne arbejder under stadigt mere pres og kan på et hvilket som helst tidspunkt knække under for det.

Den græske krise forværrede Ukraines problemer markant ved at fjerne de europæiske myndigheders opmærksomhed fra Ukraine og forstærke disses tendens til at behandle landet som et nyt Grækenland. Effekten på kansler Merkel har været særlig negativ. Hun har tidligere ageret som en sand europæisk leder og er gået i brechen mod præsident Putin, men hun har været tøvende i forhold til at give sin helhjertede støtte til Ukraine.

Da det kom til Grækenland, forlod hun sin karakteristiske tilbageholdenhed for at forhindre et græsk exit fra euroen. Dette skabte konflikt i forhold til hendes eget parti og til hendes finansminister Wolfgang Schäuble, der havde opbakning fra hendes parti. Selv om det lykkedes for hende at holde Grækenland i eurozonen (i det mindste indtil videre), brugte hun i processen meget af sin politiske kapital. Tabet kan tydeligt mærkes i det nye Ukraine, der har brug for al den støtte, de kan få, til at overholde Minsk-aftalen.

Tvunget til komediespil

Tvetydigheden i Minsk-aftalen har tvunget de to parter ind i et komediespil, hvor opgaven ligger i at sparke forpligtelsen til et næste træk over på den anden side. Kiev har hurtigt lært spillets regler. Under opildning fra sine allierede har Kiev etableret en særstatus for Donbas-enklaverne ved at vedtage en lov, der ordret citerer den uklare tekst i Minsk-aftalen. Dette har skabt et økonomisk problem for præsident Putin, da man udsulter enklaverne økonomisk, indtil de er villige til at afholde valg i overensstemmelse med den ukrainske lov.

Men det er risikabelt for Ukraines allierede at presse præsident Poroshenko for langt i at komme med ensidige indrømmelser i forhold til separatisterne. Som det nylige blodbad foran det ukrainske parlament viste, er de ultranationalistiske elementer på randen af et regulært oprør. Kort sagt er de politiske og økonomiske betingelser for det nye Ukraine ekstremt skrøbelige.

En kritisk gennemgang af de seneste græske forhandlinger afslører dog, hvor det er gået galt. Grækenland skulle ikke være blevet prioriteret over Ukraine, og Ukraine skulle ikke være blevet behandlet som blot et nyt Grækenland. En lignende undersøgelse af Minsk-aftalen fører til en mere tvetydig konklusion. Ukraines europæiske allierede blev lokket i en fælde, men det aktuelle dødvande har medført én vigtig fordel: Det har stoppet Rusland fra at overtræde våbenhvilen så kraftigt, at de ikke kan benægte det. Det ville være ærgerligt at miste denne fordel.

Denne analyse fører logisk nok til en ny vinderstrategi for Ukraine. Ukraine bør atter være den højeste prioritet i den Europæiske Union, da det nye Ukraine er et af unionens største aktiver. Man bør gøre alle bestræbelser på ikke bare at bevare det nye Ukraine, men også aktivt sikre dets succes.

Hvis den Europæiske Union ved at hjælpe Ukraine kan slå truslen fra Rusland effektivt tilbage, ville de fleste af den Europæiske Unions andre prioriteter falde på plads; og hvis det ikke lykkes, vil de andre mål blive skubbet desto længere ud af rækkevidde.

Kan ikke sejre militært

Hvordan kan man sikre det nye Ukraines succes? Analysen, som den oprindelige vinderstrategi var baseret på, er stadig gyldig. Det var og er tydeligt, at præsident Putin ved at eskalere magtanvendelsen altid kan vise, at Rusland er stærkere end Ukraine og dennes allierede. Ukraine kan ikke sejre militært over Rusland.

Det betyder, at landet ikke kan genskabe dets territoriale integritet (i det mindste ikke på kort sigt), men kan bevare den moralske og politiske integritet. Når det drejer sig om at vælge, er det sidste langt det vigtigste. Det nye Ukraine er ivrigt efter at gennemgå radikale økonomiske og politiske reformer.

Landet har en stor befolkning og en kamptestet hær, der er villig til at forsvare den Europæiske Union ved at forsvare sig selv. Endvidere er frivillighedens og selvopofrelsens ånd, som det nye Ukraine er baseret på, noget der hurtigt kan forgå: Hvis den forsvinder, kan der gå en hel generation, før den kommer igen.

Kansler Merkel har sat det nye Ukraines politiske og moralske integritet under ekstremt pres ved at tvinge præsident Poroshenko til at overholde Minsk-aftalen til punkt og prikke, også selv om præsident Putin ikke gør det. Dette skabte dog en fordel i kraft af at inddæmme den militære konflikt, hvilket er en sejr, der skal bevares. Et af målene med en vinderstrategi bør være at skabe en vis grad af politisk og militær stabilitet.

Allierede skal melde ud

Det er vinderstrategiens anden del, der mangler. Ukraines allierede skal beslutte sig og melde ud, at de vil gøre “hvad der end kræves” for at Ukraine kan ikke bare overleve, men også implementere vidtrækkende økonomiske og politiske reformer og blomstre på trods af modstanden fra præsident Putin.

Denne tilgang vil kræve væsentligt flere penge, end der er tilgængeligt i den Europæiske Unions aktuelle budget. De to dele i denne opdaterede vinderstrategi – at inddæmme den militære konflikt og at give Ukraine tilstrækkelig økonomisk støtte til at gennemføre de radikale reformer – skal omhyggeligt afstemmes, da de ellers kan forstyrre hinanden.

Den oprindelige strategi opfordrede Ukraines allierede til at erklære deres engagement til at gøre ”hvad der end kræves” ultimo juni i sammenhæng med forlængelsen af sanktionerne mod Rusland. Den Europæiske Union missede denne tidsfrist. Den næste mulighed vil være ved slutningen af året og bør kombineres med et løfte om at reducere sanktionerne mod Rusland, hvis de overholder deres forpligtelser i Minsk-aftalen.

Det vil i høj grad forbedre muligheden for succes ved at tilbyde Rusland en markant konkret belønning for at overholde Minsk-aftalen og give det mulighed for at komme ud af konflikten med Ukraine uden at tabe ansigt.

Pres på russisk økonomi

Udsigten til, at Minsk-aftalen kan holde, er blevet væsentligt bedre i løbet af de seneste par måneder. De svage oliepriser og rublens fortsatte nedtur har sat den russiske økonomi under fornyet pres. Men den afgørende faktor har været faldet i den russiske olieproduktion. Produktionen er faldet år efter år, og for første gang faldt både kvantiteten og kvaliteten af råolien i år mellem juni og juli.

Det betyder, at sanktionerne nu kan mærkes, og manglen på reservedele gør, at udtømningen af de eksisterende oliefelter går stadig hurtigere. Putin kunne kompensere sine håndlangere for deres økonomiske tab ved at lade dem overtage de mindre pålidelige oligarkers ejendomme, men den eneste måde han kan standse et generelt fald i olieindustrien er ved at få fjernet nogle af Vestens sanktioner.

Disse overvejelser vejer nu tungere end truslen om eventuel fremgang i det nye Ukraine. Det faktum, at tiden med maksimal fare er gået uden nogle storstilede militære angreb, indikerer, at Putin har valgt at sætte sin lid til mere subtile metoder til at destabilisere det nye Ukraine.

Det er derfor desto mere vigtigt, at Ukraines allierede tager den her beskrevne vinderstrategi til sig. Ændringen i Putins tilgang giver dem mere spillerum til dette. De kan yde omgående økonomisk støtte til Ukraine for herved at lindre det økonomiske og politiske pres uden at provokere til eventuelle modtræk fra Rusland.

Og de skal gøde jorden for en erklæring ved årets afslutning med et løfte om at gøre “hvad der end kræves” for at hjælpe det nye Ukraine på vej. Det betyder, at de skal påbegynde udarbejdelsen af en MFA-rammeaftale nu, da processen tager flere måneder. Den kan ikke startes uden forudgående godkendelse fra den tyske finansminister.

Merkel på rette vej

Der er nogle velkomstsignaler, der indikerer, at kansler Merkel bevæger sig den rette vej. Hun var langt foran den tyske befolkning og erhvervslivet, da hun brugte sin lederstilling til at skabe europæisk enighed om at pålægge Rusland sanktioner. Det var først efter nedskydningen af den malaysiske flyvemaskine i Ukraine, at den tyske befolkning kom op på siden af hende.

Hun tog en ukarakteristisk politisk risiko for at bevare Grækenland i eurozonen. Hun mødte intens intern modstand, men det stoppede hende ikke fra at tage endnu et modigt skridt ved at meddele, at Tyskland vil tage imod så mange som 800.000 asylansøgere i 2015.

Ved at gøre dette har Tyskland sat et positivt eksempel for de andre medlemslande; det har også indirekte forladt Dublin-forordningen, der kræver, at asylansøgere skal registreres og forblive i ankomstlandet, hvilket har været en kilde til spændinger mellem "ankomstlande" og "destinationslande".

Dette har medført en dramatisk ændring i offentlighedens holdning til asylansøgere. Der har været en overvældende sympati, som startede i Tyskland, og som nu har spredt sig til resten af Europa. Hvis denne tendens får vind i sejlene, kan det føre til en positiv løsning af migrationskrisen.

Migration kan ødelægge EU

Kansler Merkel har korrekt erkendt, at migrationskrisen kan ødelægge hele den Europæiske Union, først ved at nedbryde Schengen-traktaten, der tillader den frie bevægelse i Europa, og dernæst ved at underminere det indre marked. Det ville være passende, hvis hun fortsatte sine seneste risikofyldte handlinger med at kombinere den faste kurs mod Rusland med en større tillid og støtte til Ukraine.

USA har allerede forpligtet sig mere fast i forhold til det nye Ukraine end de fleste europæiske regeringer; præsident Obama kunne derfor have en opbyggende rolle med at overtale kansler Merkel til at følge denne kurs. Med deres fælles støtte er der en realistisk chance for, at den nye vinderstrategi for Ukraine kan blive en succes. Og en succes i Ukraine kan give den Europæiske Union nok fremdrift til at løse de forskellige andre problemer, der måtte være.

Kansler Merkels modige initiativ i forhold til asylansøgerne kan have vidtrækkende effekter. Hun har udfordret det tyske anti-europarti, men det parti var allerede splittet angående immigranterne og ser nu ud til at kunne kollapse grundet offentlighedens sympati for asylansøgerne.

Dette kan opmuntre præsident Hollande til at tage kampen op mod Front National i Frankrig, der er splittet på grund af fjendtligheden mellem grundlæggeren og hans datter; og det kan endda opmuntre premiereminister Cameron til succesfuldt at udfordre den immigrantfjendtlige retorik fra UKIP. Dette kunne transformere det politiske landskab i den Europæiske Union.

Tragisk fejl at glemme Ukraine

Der er fare for, at Europas fordybelse i migrationskrisen endnu en gang kan aflede opmærksomheden fra det, der efter min vurdering er et endnu mere fundamentalt problem: skæbnen for det nye Ukraine. Det ville være en tragisk fejl. Som jeg har argumenteret for her, er Ukraine det mest værdifulde aktiv i Europa.

At tabe Ukraine ville gøre uoprettelig skade: Det kunne skabe en fejlslagen nation med mere end 40 millioner mennesker, der kunne blive til en ny strøm af flygtninge. Men ved at hjælpe det nye Ukraine kan den Europæiske Union redde sig selv. Ved at gøre “hvad der end kræves” for at få det nye Ukraine til ikke blot at overleve, men også blomstre, kunne den Europæiske Union opnå to mål: Unionen kunne beskytte sig selv mod Putins Rusland, og den kunne genskabe den ånd af samarbejde og solidaritet, der plejede at sætte gang i vores fantasi i unionens tidlige dage.

Kansler Merkel har allerede genskabt denne ånd i forhold til asylansøgerne. Hvis vi redder det nye Ukraine, ville det virkelig transformere det politiske landskab i Europa.

Forsiden lige nu

Medie: Rasmussen og Smith i magtkamp om Nykredit-løsning

Nykredits topchef, Michael Rasmussen, og Forenet Kredits formand, Nina Smith, har været uenige om, hvilken løsning der var den bedste for realkreditkoncernen, skriver Finans. Ifølge mediets oplysninger har Smith følt, at Rasmussen ikke bakkede helhjertet op om ejerforeningens ønske, hvilket Smith dog selv afviser.

Ringridning og brandmænd hitter hos sønderjysk forsikringsselskab

Sønderjysk Forsikring har en alternativ tilgang til sponsorater. Men det giver god mening, at selskabet hvert år for eksempel støtter en lang række ringriderfester og mange frivillige brandværn med køb af nyt udstyr, siger forsikringsselskabets markedsføringsansvarlig.

Seneste Klummer

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere