FinansWatch

Nu skal du betale moms af bankrådgivning

Private investorer, der får banken eller en anden formueforvalter til at investere for sig, skal fremover betale 25 pct. ekstra for fornøjelsen. Det er endnu uvist, om momspligten også vil ramme pensionskassernes milliard-aftaler.

Udgifterne til formueforvaltning kommer til at tage et skarpt hop opad for private danskere, når en ny EU-dom implementeres i Danmark.

Deutsche Bank fik i juli af EU-domstolen påbud om at opkræve moms som en del af det gebyr, banken tager for at investere kundernes penge. Det drejer sig om de såkaldte diskretionære aftaler, hvor banken står for både udvælgelse af værdipapirer og køb og salg af samme.

Det vil sige at kunder der overlader deres formue i bankens hænder mod et årlig gebyr, kan se frem til en prisstigning på 25 pct., når momsen skal lægges oven i.

Lige nu arbejder det danske skatteministerium på en dansk fortolkning af dommen, som kan risikere at ramme ikke bare private kunder, men også pensionsselskabernes milliardstor forvaltningsaftaler.

"Frem til nu har forvaltning af privatpersoners formue i henhold til dansk praksis været anset for en momsfri formidlingsydelse. Dommen er imidlertid på dette punkt relativt klar, hvorfor det må forventes, at det fremover bliver dansk praksis, at forvaltning af private formuer bliver momspligtig. Hvilke konsekvenser dommen får for øvrig investeringsforvaltning, er derimod fortsat usikkert, herunder for investeringsforeninger eller andre institutter for kollektiv investering," skriver revisions- og konsulentvirksomheden KPMG i en ny analyse af dommen.

Pensionsbranchen afventer Skat

Også revisionskæmpen PwC har set nærmere på dommen og konkluderet at dansk praksis må revurderes.

"Efter vores opfattelse ændrer EU-dommen praksis i Danmark, hvor sådanne ydelser hidtil har været anset for at være momsfrie i sin helhed," skriver selskabet i sin analyse af dommen.

I Skat er den ansvarlige medarbejder på efterårsferie i denne uge, men ministeriet venter i næste uge at kunne sætte en præcis dato på, hvornår den danske fortolkning af dommen offentliggøres.

I brancheorganisationen Forsikring & Pension ønsker man ikke at forholde sig til truslen om at skulle betale moms på forvaltningsaftalerne, før Skat er kommet med deres version af dommen.

"Den forventer vi inden længe, og derfor afholder vi os fra gætterier lige nu. Med i billedet hører, at forskellige EU-lande har fortolket indholdet af denne momspligt meget forskelligt. Der er derfor ikke lige nu nogen oplagt fortolkning, som kan siges at være den rigtige," skriver kommunikationskonsulent Lars Liebst Pedersen fra F&P i en mail til FinansWatch.

 

 

Tilmeld dig FinansWatch' gratis nyhedsbrev eller tegn et gratis 30 dages prøveabonnement på FinansWatch her.

Forsiden lige nu

FA går i rette med outsourcing-kritik

KLUMME: En tidligere bankmedarbejder og Finansforbundet langede mandag morgen ud efter landets to største banker for ikke at være deres samfundsansvar bevidst, når de flytter job til lavtlønslande. Den kritik går Finanssektorens Arbejdsgiverforening nu i rette med.

Seneste Finansnyt

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere