fredag 24. maj 2013
Camphausen.jpg
Log ind Opret login

Hjælp - min kunde forstår mig ikke!

AF LARS NIELSEN , epn.dk
Offentliggjort 20.08.12 kl. 12:18

Selvransagelse i realkreditinstitutterne, fordi kunderne ikke følger de råd, de får.

"Der har været for meget ulven kommer!"

Så klart lyder det nu fra flere eksperter i realkreditinstitutterne, efter at det er kommet frem, at boligkunderne simpelthen ikke følger den rådgivning, de får af deres rådgivere. Samtidig har Forbrugerrådet konstateret, at der begås en del fejl, når realkreditinsitutterne rådgiver deres kunder.

Forholdet mellem kunder og realkreditten er ind imellem så anstrengt, at kunderne skælder ud.

Vrede mails

"Jeg har oplevet at få vrede mails, når jeg har udtalt, at jeg ikke forstår, at boligejere med 5 og 6 pct. lån ikke lægger dem om. De nægter simpelthen at lægge om, selv om de kan spare mange penge ved at gøre det," siger økonom i Nykredit Johan Juul-Jensen til epn.dk.

Ofte er hovedargumentet for ikke at lægge boliglånet om, at realkreditinstitutterne kun giver rådet for at tjene penge på gebyrer. Det argument kender man også i BRFkredit, fortæller seniorøkonom Mikkel Høegh til epn.dk.

"Vi hører ofte, at vi har et motiv om at tjene penge. Det er da heller ikke nogen hemmelighed, at vi tjener penge på en låneomlægning, men når vi rådgiver, er det faktisk i et forsøg på at hjælpe kunderne, så de også får en økonomisk gevinst," siger Mikkel Høegh.

"Vi har en klar interesse i, at kunderne får en optimal rådgivning. For jo bedre et lån passer til kunden, desto bedre kunder bliver de for os," siger han.

Skal gardere sig

Et af rådene fra stort set alle realkreditinstitutter er, at folk med F1-lån skal udnytte den ekstremt lave rente til at sikre sig flere år frem i tiden. Det kan ske ved at optage et F5-lån. Renten på et sådant lån er nede i ca. 1,10 pct. Renten på det femårige flekslån er altså lavere end den rente, boligejerne fik på et etårigt flekslån ved refinansieringen sidste år. Dengang var renten på et F1-lån ca. 1,30 pct.

Skal man skifte fra et F1- til et F5-lån, kan det gøres via et profilskifte, og det koster nogle få hundrede kroner.

Fast rente

Et andet råd er at gå fra flekslån til fast forrentede lån. Boligejere med gamle obligationslån kan med fordel omlægge til et billigere lån.  Man kan få et 30-årigt obligationslån til en rekordlav rente på 3 pct. Vælger man et obligationslån, kan man beskytte sin restgæld og konvertere lodret, når renten stiger.

Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea Kredit peger på, at det kan spille ind, at renten er faldet så ekstraordinært meget.

"Vi har i flere år sagt, at folk skulle gardere sig. I den periode er renten faldet. Så boligejerne mener nok, vi har råbt ulven kommer for mange gange. Men sagen er, at nu er ulven altså kommet," siger Lise Nytoft Bergmann til epn.dk.

Hun henviser til, at renten er faldet til det, som hun betegner som et "usandsynligt lavt niveau."

"Og dernede bliver den ikke ved med at være. Vi fastholder derfor, at det er en god idé at udnytte renteniveauet till at sikre sig i en længere periode."

I Realkredit Danmark (RD) har man også mærket en stor skepsis fra flere kunder. Instituttet overvejer, hvordan rådgivningen kan styrkes.

Stor skepsis

"Vi må gribe i egen barm. For et år siden lavede vi en undersøgelse hos de kunder, der har obligationslån. Og af dem vidste en fjerdedel ikke, hvad en lodret konvertering er. Når tallet er så højt for den kundegruppe, kan man frygte, at det er endnu større for de kunder, der ikke har obligationslån," siger cheføkonom i RD, Christian Hilligsøe Heinig, til epn.dk.

I RD undrer man sig også over, at der fortsat er mange kunder, der har 6 pct. lån. De kan altså halvere renten uden at løbe en større risiko.


epn
Nyhedsbrevetilmeld
Modtag gratis FinansWatchs nyhedsbreve
Mest læste finansnytblå pil finanswatch logo
Forsiden lige nu blå pil finanswatch logo
Del artiklen


Finansjob blue pin

Nyhedsbreve tilmeld nyhedsbrev

Modtag gratis FinansWatchs nyhedsbreve
Søg søg
Søg i alle FinansWatch artikler

FinansWatch - Store Regnegade 12, 2. tv., 1100 København K - Tlf: +45 33 30 83 83 - E-mail: finanswatch@finanswatch.dk - Copyright © JP/Politikens Hus 2010