Flere kunder har henvendt sig til revisionshuset Deloitte om Cibor-renten.
Er den danske interbank-rente, Cibor, blevet fastsat for højt? Selv om spørgsmålet kunne give associationer til en fjern by på den russiske tundra, handler det for mange danskere om noget meget mere håndgribeligt. Nemlig størrelsen på tegnedrenge i baglommen.
Hvis Cibor-renten har været fastsat for højt, kan det nemlig have kostet mange danskere penge, da mange lån er bundet op på referencerenten. Cibor-renten, der bliver fastsat af seks danske og to udenlandske banker, styrer nemlig renten på boliglån for mange milliarder kroner.
Medierne i Danmark har i den seneste tid undersøgt måden, renten bliver fastsat på, og flere forhold har skabt usikkerhed om renten. Storbanken SEB har blandt andet udsendt en analyse, der viser, at rente ligger flere procentpoint for højt, ligesom det er bankerne selv, der har fastsat og kontrolleret renten.
Rundt omkring i Danmark har mediernes dækning af Cibor-renten skabt usikkerhed. I landbruget frygter man, at renten har været fastsat for højt, og i revisionsselskabet Deloitte har man også fået flere henvendelser om renten.
"Vi har en del kunder, der har fået fokus på, om de nu også betaler det rigtige i rente, og hvad de alternativt skulle gøre," siger Lars Munk, der er seniorrådgiver i Deloitte, til epn.dk.
Sagen om Cibor-renten kan dog på ingen måde sammenlignes med Libor-skandalen i Storbritannien, hvor storbanken Barclays har manipuleret med renten, mener Lars Munk.
"Fordi renten ikke er baseret på transaktioner, men estimater bør man undersøge renten. For mig er der dog ikke tale om, at man skal fare frem med bål og brand. Jeg har svært ved at forestille mig, at bankerne har handlet i ond tro. Fremadrettet skal man finde ud af, om det er muligt at genoprette tilliden til Cibor-renten, eller om der skal findes en alternativ referencerente," siger han til epn.dk.