Finansmarkederne får et pusterum med resultatet af gårsdagens valg i Grækenland, mener Danske Bank
Resultatet fra det græske valg giver lidt lettelse i de finansielle markeder -
og i EU på den korte bane. Det vurderer Danske Banks analytiker Allan van Mehren
i en kommentar.
Vinderen blev partiet Nyt Demokrati, der blev det største parti og dermed får de
50 bonusmandater, der gør, at de formentlig kan danne flertalsregering med Pasok
og det mindre Dimar.
"Dermed er der stor sandsynlighed for, at Grækenland kan forhandle en løsning
på plads med EU, der sikrer, at de fortsat kan få lån fra EU og IMF - og dermed at Grækenland bliver i euroen," konstaterer Danske Bank.
Selv om risikoen er faldet på kort sigt, vil der dog fortsat være usikkerhed om
Grækenlands skæbne i lang tid fremover.
"Med en arbejdsløshed på over 22 pct. og et fortsat meget hårdt spareprogram
for de kommende år, der sender arbejdsløsheden hastigt på vej mod 30 pct., så
vil der stadig være tvivl i markederne om, hvorvidt Grækenland kan blive i
euroen på lang sigt," skønner banken.
Fokus kan også hurtigt skifte tilbage på et af de andre brændpunkter i euroen -
Spanien - der også er kastet ud i en markant nedtur og er hårdt presset med 10-årige renter tæt på 7 pct.
De kommende dage vil regeringsforhandlingerne i Grækenland blive fulgt tæt, og
det vil næppe blive kønt.
Men Danske Bank tror, det ender med en regering, der er villig til at lave en
aftale med EU og IMF, som holder Grækenland i eurosamarbejdet.
Ellers vil fokus de kommende dage også være på G20-mødet i Mexico, hvor de
finansielle markeder vil holde øje med signaler om en eventuel koordineret
aktion for at stimulere væksten globalt.
Øjnene er i høj grad rettet mod Europa, hvor der er betydeligt pres på Tyskland
og ECB for at gøre mere for at understøtte global vækst - og for at gøre mere
for at dæmpe euro gældskrisen.
/ritzau/