FinansWatch

Spar Nord: Udenlandske investorer banker realkreditrenter i bund

Det er ifølge Spar Nord blandt andet udenlandske investorer, der køber heftigt op i boligpapirerne i jagten på afkast.

Selv om de store centralbanker verden over er i færd med at stramme op på de seneste mange års uhyre lempelige pengepolitik, er kurserne på realkreditobligationer historisk høje, hvilket også giver rekordlave renter.

Herhjemme har der faktisk aldrig været ringere afkast på realkreditpapirerne, og det er ifølge Spar Nord blandt andet udenlandske investorer, der køber heftigt op i boligpapirerne i jagten på afkast i en verden, hvor statsobligationer også giver uhyre lav tilbagebetaling.

"Vi oplever lige nu, at universet af de mest likvide danske realkreditobligationer samlet set handles til kurser, der relativt set giver investorerne et historisk dårligt afkast. Det er især øget efterspørgsel fra udenlandske investorer på det seneste, der lige har givet de danske obligationer det sidste nøk til at nå rekorden," siger Martin Lundholm, der er chefanalytiker hos Spar Nord.

Det paradokssale ved de lave realkreditrenter er, at de kommer på et tidspunkt, hvor den amerikanske centralbank, Federal Reserve, er i fuld gang med at stramme sin pengepolitik med flere renteløft til følge, og i Europa er pendanten, Den Europæiske Centralbank (ECB), også begyndt at tale om neddrosling af lempelserne for langsomt at normalisere pengepolitikken igen.

De mange lempelser fra verdens centralbanker hænger blandt andet sammen med, at det igangværende opsving skiller sig ud fra tidligere, fordi inflationen fortsat er uhyre lav, og den forsøger centralbankerne at løfte med lempelserne.

"Før finanskrisen var centralbankernes vigtigste opgave at sikre en lav, stabil inflation. Men i bestræbelserne på at sparke økonomierne i gang efter krisen har de ført ekstremt lempelige pengepolitikker og dermed påtaget sig en ny rolle," forklarer Martin Lundholm.

Han peger på, at investorerne ikke er afskrækket af at købe op i stor stil på trods af de lave renter, fordi de regner med, at centralbankerne står klar til at opretholde roen på markederne, hvis det bliver nødvendigt.

"Den ro, som præger obligationsmarkedet selv på disse ekstreme niveauer, hænger formentlig sammen med, at markedsdeltagerne har en overbevisning om, at centralbankerne ikke vil sidde på sidelinjen, hvis der skulle opstå uønskede spændinger på de finansielle markeder – hvad enten det er forårsaget af pengepolitiske stramninger eller andet. Vi har med andre ord vænnet os til, at centralbankerne sørger for ro på markederne," siger chefanalytikeren.

Han regner med, at det vil lykkes for både Federal Reserve og ECB at stramme pengepolitikken gradvist, uden at opsvinget kører af sporet, men påpeger, at det er en hårfin grænse.

Derudover skaber den uvante situation en gylden mulighed for boligejerne, mener Martin Lundholm. De har nemlig mulighed for at få låst deres forpligtelser i form af realkreditlån med meget lave faste renter og lang løbetid.

For investorerne handler det omvendt om at fokusere på obligationer med noget kortere løbetid, vurderer Spar Nords chefanalytiker.

Danskernes friværdi hober sig op og nærmer rekord

Bundproppen Nykredit går mest frem på imageliste

Forsiden lige nu

Seneste Realkredit

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere