FinansWatch

IMF: Hæv udbetalingen på danske boliger til ti procent

Den Internationale Valutafond mener, at der er brug for at stramme kravene til danske boligkøbere nu.

Den Internationale Valutafond (IMF) har den seneste halvanden uge haft fire økonomer i København, der har forsøgt at danne sig et indtryk af, hvor dansk økonomi står lige nu.

Og selv om der ikke umiddelbart er nogen advarselslamper, der blinker rødt, så afleverer valutafondens udsendte alligevel en liste med tiltag, som kan gøre dansk økonomi endnu bedre.

Blandt dem er for eksempel et krav om, at man skal lægge en større del af udbetalingen på en ny bolig.

"I dag skal man lægge fem procent af købesummen i udbetaling, men det er meget lavt set i international sammenhæng. Vi mener, at man med fordel kunne hæve grænsen til ti procent til en begyndelse," siger David Hofman, der er chef for den danske IMF-mission.

Han begrunder stramningen med, at økonomerne ser et boligmarked, hvor priserne særligt i Aarhus og København er steget meget de senere år.

Det øger risikoen for en ny nedtur, når tingene vender igen, fordi mange så risikerer at skylde mere, end deres bolig er værd.

Derfor mener IMF-økonomerne også, at danskerne bør afdrage mere på deres boliggæld.

"Ideelt set burde man afdrage på sit lån hvert år. Men vi mener også, at man kan kigge til Sverige. Her siger regler, at hvis man skylder mere end halvdelen af, hvad huset er værd, skal man afdrage mindst én procent om året," siger David Hofman.

Missionschefen understreger dog, at boligmarkedet langt fra er nået ud over kanten endnu.

"Danmark er efter vores mening ikke i boligboble-territorium endnu," siger han.

IMF gjorde allerede i forbindelse med sit besøg sidste år opmærksom på farerne på det danske boligmarked.

Det skete, efter at lejlighedspriserne i 2015 steget med 11,6 procent hen over det seneste år, mens huspriserne steg 5,3 pct.

Sidste år var stigningen lidt mere moderat. Husene blev 3,7 procent mere værd, mens lejlighederne steg 7,8 pct.

 

/ritzau/

Forsiden lige nu

Analysehus ser stor spredning i pensionskassers afkast i år

Ifølge analysehuset Morningstar har der blandt pensionskasser været stor spredning mellem top og bund målt på afkast i år, skriver Berlingske Business. Mens SEB og AP Pension ligger godt, har Skandia været udfordret af svingende dollarkurs.

Seneste Realkredit

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere