Sammenspil og folkelighed. De to ting karakteriserer både Totalkredit og herrernes håndboldlandshold, og derfor passer førstnævntes sponsorat af holdet som fod i hose. Det mener marketingdirektør i Totalkredit Ole Lund, der som den tredje i FinansWatch' serie om finansielle virksomheders sportssponsorater fortæller hvorfor de har valgt at skyde penge i elitesport
"Generelt så synes vi, at et sponsorat er en god måde at få synlighed på og skabe et godt afsæt for vores øvrige kommunikation. Vi vil gerne være synlige, ikke kun når det drejer sig om bolig og penge, men også når det drejer sig om national stolthed og kampånd. Vi har meget bevidst valgt herrehåndboldholdet, fordi det passer godt sammen med Totalkredit, og fordi håndboldens geografi i Danmark passer rigtig godt sammen med de områder i landet, hvor pengeinstitutterne i Totalkredit-fællesskabet er repræsenteret," siger han til FinansWatch og fortsætter:
"Det er en meget folkelig sport, der interesserer rigtig mange mennesker."
Lidt ligesom lånkonverteringer og boligpriser?
"Ha, ha. Ja det kan du selvfølgelig sige. Vi mener også at folkeligheden er noget, der kendetegner både Totalkredit-brandet og håndboldlandsholdet, så vi passer rigtig godt sammen. Vi er jo i et stort fællesskab med 90 pengeinstitutter med flere end 1000 filialer rundt omkring i landet, så vi er i hver en krog af Danmark, og derfor er folkeligheden så vigtig," fortæller Ole Lund.
Han forklarer, at sponsoratet, der har kørt i ca. et år nu, både skal give ekstern synlighed, involvere kunderne og skabe en intern fællesskabsfølelse ude i de pengeinstitutter, der formidler Totalkredit-lånene.
"Det er i særlig grad rettet mod fællesskabet, vi har med pengeinstitutterne, og det er ude i pengeinstitutterne, at det her, det skal leve. Der er en ren synlighedsdel med plakater skilte, annoncer og bannerreklamer, hvor landsholdet indgår, og som de kan bruge som stop-op effekt, men den anden del, der er lige så vigtig, det er event-delen og de relationsskabende aktiviteter, der kan forankre sponsoratet lokalt," siger Ole Lund.
Han fortæller at man fx sidste sommer havde en kampagne, hvor pengeinstitutterne delte billetter ud til ungdomslandsholdets kampe.
"Det var win-win. Pengeinstitutterne var glade for at kunne dele billetterne ud, og forbundet var glade for, at der kom flere på bænkene, og for os er arbejdet med talenterne en vigtig del af sponsoratet" siger marketingdirektøren.
Ligesom de fleste andre sponsorer forventer Totalkredit også, at kunne trække på spillernes og trænernes erfaringer med samarbejde, holdsammensætning og hård træning. Både Ulrik Wilbek og Peter Bredsdorff-Larsen har været ude og holde foredrag for en del af de ansatte, men det er også vigtigt, at holdet ikke føler, at Totalkredit udnytter dem.
"Det var vigtigt, at spillerne ikke følte, at vi kom og bare ville have, have have, men samtidig må sponsoratet heller ikke bare blive et logo på nogle trøjer. Så er det uinteressant for os. Det er den holdånd, vi er vokset op med i Totalkredit. og som vi viderefører til sponsoratet," siger Ole Lund til FinansWatch.
Finansfolk spejler sig i topatleter
Saxos medarbejdere på vej mod alperne
Danske-ansatte vilde med landsholdstrøjer