Kunder i Nykredit skal i fremtiden afdrage lidt mere på deres lån. Kunderne vil faktisk gerne spare op, siger koncerndirektøren.
Fra næste måned er det slut med afdragsfrie F1-lån i Nykredit. I hvert fald, hvis man vil belåne sin bolig med over 60 pct. af værdien. De billige flekslån uden afdrag har været vældig populære, men landets største realkreditinstitut frygter ikke, at kunderne forsvinder.
"Det er vores formodning - baseret på de input vi har fået fra kunder - at mange kunder er klar til at vende blikket mod de gamle dyder som opsparing og sikkerhed. Det er det, der kommer ud af tolagsbelåningen. Man skal i højere grad spare op i sin bolig, og man får en højere sikkerhed for den ydelse, man står med," siger koncerndirektør Kim Duus og sammenfatter:
"For at sige det nede på jorden, så er der en vis forståelse for, at vi gerne vil have nogle af de penge tilbage, som vi har lånt ud. I hvert fald i et vist omfang over den næste periode, og det er jo det, det drejer sig om: Afdrag på den yderste fjerdedel af lånet."
Så I forventer ikke, det vil koste lidt markedsandele på den korte bane?
"Det kan vi ikke vide, så det kan jeg ikke afvise. Men danskerne sparer mere op nu, end de nogensinde har gjort, og vi beder dem så om at spare en lille del op i fast ejendom ved at afdrage på deres lån," siger Kim Duus.
Nykredit har lanceret et stort informationsunivers på hjemmesiden, hvor kunderne kan søge fakta om den nye lånemodel.
"Når vi kommer frem mod d. 25. juni, hvor vi for alvor ruller det ud, så vil vi være mere synlige over for kunderne med budskaber omkring deres situation. Vi har allerede nu lagt rigtig meget faktuel information på vores hjemmeside,"
Nykredit har præsenteret fem lånemodeller, som ifølge institutter tilgodeser stort set alle privatkunders behov og forskelligheder. Her er mulighed for at skrue på renterisiko og størrelsen på afdragene. Nykredit er klar til at afvige fra de fem lånepakker, hvis en kunde skulle stå med et særligt behov.
Illustration: Nykredit
I alle fem lånepakker er de inderste 60 pct. afdragsfrie, og der er afdrag på alle de yderste lån fra 60 til 80 pct. af boligens værdi. I pakke A, B og C er de yderste lån kun 10-årige, hvor afdragene vil være en del højere. De yderste lån er til gengæld lidt dyrere, hvorfor det godt kan svare sig at høvle gælden hurtigt af.
I pakke D og E er de yderste lån 30-årige, og det er de Nykredit-modeller, man skal vende blikket mod, hvis man går efter mindst muligt afdrag.
Hele baggrunden for Nykredits tolagsbelåning er, at behovet for supplerende kapital er steget over de senere år. Behovet kan sænkes i takt med, at kunderne kommer over på tolagsbelåning, hvor risikoen i det yderste lag er mindre.
Foreløbigt kan kunderne dog fortsætte som hidtil med ét realkreditlån. Det er først, når man omlægger eller tegner nyt lån, at det om muligt skal splittes op i to.
"Det er lidt som at vende en supertanker. Det kommer til at tage tid, og det er kundeadfærden, der bestemmer, hvor lang tid," siger Kim Duus og uddyber:
"Alle de, der har rentetilpasningslån og vælger at blive i det, de kan fortsætte som hidtil. Der sker ikke noget i refinansieringerne. Hvis man har et F1-lån, så kan du refinansiere det lige så længe, du vil. Det ligger jo i præmisserne for lånet, at det skal refinansieres, og det ændrer vi ikke på. Det er kun, hvis kunden omlægger sit lån eller optager et tillægslån, og det går ud over 60 pct,"
Hvad betyder det for behovet for supplerende kapital?
"Det overordnede sigte er at begrænse behovet for supplerende kapital i fremtiden. Vi har ikke et relevant bud på, hvad det vil spare os for i supplerende kapital, for det er kundeadfærden, der bestemmer det. Vi sikrer os, at behovet for supplerende kapital holder op med at stige, og at det med tiden vil falde,"