FinansWatch

Pensionsselskaber investerer mere og mere usikkert

Antallet af danskere, som ikke har nogen garanti for afkastet af deres pensionsopsparing, er vokset eksplosivt.

Jan Parner, vicedirektør i Finanstilsynet.

Danskernes pensionsopsparing skal sikre dem en god og tryg alderdom. Men opsparingerne er ikke så sikre, som de var engang. Det skriver Information.

Tidligere havde de fleste pensionskunder en garanti for minimumsforrentningen af deres opsparing og kunne derfor med en vis sikkerhed forudsige størrelsen på deres pensionsopsparing.

Men i de seneste år er der sket et massivt ryk væk fra traditionelle, garanterede pensionsordninger til fordel for de såkaldte markedsbaserede ordninger, hvor kunderne ingen garanti har for forrentningen af deres opsparing.

En opgørelse fra Finanstilsynet viser, at indbetalingerne til de ugarantede markedsrenteprodukter i dag udgør 68 procent af de samlede indbetalinger til pensionsselskaberne. Det er fire gange så stor en andel som for ti år siden, hvor kun 17 procent af indbetalingerne blev sat ind på ugaranterede markedsrenteprodukter.

Samtidig har pensionsselskaberne øget deres såkaldt alternative investeringer, det vil sige investeringer i andet end aktier og obligationer. Alternative investeringer omfatter alt lige fra kredit, hvor selskaberne agerer bank og udsteder lån, til skovbrug og infrastruktur og er typisk forbundet med større risiko end traditionelle investeringer.

"Pensionsselskaberne går ind på nye risikable områder, samtidigt med, at kunderne tegner produkter uden garanti. Det betyder, at kunderne bærer risikoen," siger Jan Parner, vicedirektør i Finanstilsynet, den offentlige myndighed, der blandt andet har til opgave at føre tilsyn med pensionsselskaberne, til Information.

Finanstilsynet er bekymret over udviklingen på det danske pensionsmarked.

"Vi står ikke i en akut situation, hvor pensionsselskaberne bare er ved at brænde en masse penge af. Men der er grund til bekymring for, om indretningen af pensionssystemet er holdbar, medmindre der gøres et eller andet. Der er brug for mere offentlighed i diskussionen, det vil også bidrage til disciplinering af pensionsselskaberne," siger Jan Parner.

Den samlede danske pensionsformue var i 2016 på 3.500 milliarder kroner, svarende til 160 procent af Danmarks BNP. Pensionsselskaberne står for at forvalte 2.400 milliarder kroner. Heraf er 54 procent af pensionsmidlerne i dag investeret i ugaranterede produkter, viser nye tal fra Finanstilsynet.

Pensionsselskaberne øgede deres alternative investeringer med 14 procent i 2016 i forhold til året før. Stigningen skete især for markedsrenteprodukterne.

"Pensionsselskaberne går ind på områder, hvor de har begrænset eller ingen erfaring. Hvis man selv skulle designe en fantastisk oplevelsesrig rejse i et land, man aldrig havde været i, ville man nok gå efter en pakkerejse med guide. Men den tilgang benyttes ikke på alle pensionskassernes investeringer. Der er pensionskasser, som investerer i hoteller uden at vide noget om hoteller og i broer uden at have nogen erfaring med broer," siger Jan Parner fra Finanstilsynet.

De risikofyldte investeringer giver potentielt et højt afkast, men hvis det går galt, er det pensionskunderne med de ugaranterede produkter, som står med konsekvenserne, påpeger professor Svend Erik Hougaard Jensen, leder af pensionsforskningscentret Percent på CBS:

"Der er mulighed for positive afkast, men strengt taget kan det også gå helt galt. Nøgleordene for de alternative investeringer er risiko og usikkerhed. Det skaber en usikker situation for pensionskunderne."

Jan V. Hansen, der er vicedirektør i Forsikring & Pension, pensionsselskabernes brancheorganisation, understreger, at de alternative investeringer trods stigningen stadig kun udgør 9,7 procent af pensionsselskabernes forvaltede formue.

"Udviklingen er ikke dramatisk eller unaturlig. De alternative investeringer giver mulighed for at sprede risikoen, der ikke i udgangspunktet er højere end ved aktier. Selskaberne opbygger desuden nye kompetencer, før de går ind på områder som infrastruktur eller grøn energi. Det er nødvendigt. Hvis Finanstilsynet støder på problemer, bør de gribe ind. Det har de værktøjerne til."

(DENNE ARTIKEL OG BILLEDMATERIALE ER VIDEREFORMIDLET AF RITZAUS BUREAU PÅ VEGNE AF Information).

Forsiden lige nu

Nordeas tur gennem sølet gør ondt i hjertet på afgående storkundeboss

I mange år har Jørgen Høholt været manden, som landets største virksomheder ringede til, når de havde et problem, der skulle løses. Men efter knap fire årtier i Nordea siger bankens storkundechef og direktionsmedlem farvel. Set i bakspejlet har en for tung intern agenda kostet på kundetilfredsheden, og det smerter, fortæller han.

Avis: Advokathus må træde ud af OW-sagen

Advokathuset Bruun & Hjejle udtræder af sagen mod den tidligere daglige ledelse i OW Bunker pga. inhabilitet ifølge dagbladet Børsen. ATP bekræfter oplysningerne over for ShippingWatch.

Seneste Pension

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere