• Forside
  • Pengeinstitutter
  • Forsikring
  • Pension
  • Realkredit
  • Log ind
ANNONCE

Regnskab: Trods fremgang er der stadig røde tal i Østjydsk

Basisindtjeningen falder kraftigt i banken, der i slutningen af sidste år gennemførte en større aktieudvidelse. Bankens nye kapitalplan er dog behæftet med stor usikkerhed. (opdateret)

Østjydsk Bank lander et resultat på minus 20 mio. kr. efter skat for 2015. Trods de røde tal på bundlinjen er der tale om en fremgang på over 200 mio. kr. siden sidste år, hvor Østjydsk Bank måtte fremvise et resultat på minus 223 mio. kr. efter skat i 2014.

Resultatfremgangen hænger i høj grad sammen med en markant forbedret nedskrivningspost, der for sidste år landede på 133,6 mio. kr. Til sammenligning lå nedskrivningsposten på 312,3 mio. kr. i 2014.

Netto rente- og gebyrindtægterne falder fra 209,2 mio. kr. i 2014 til 138,3 mio. kr. i 2015. Det skyldes især frasalget af to afdelinger til Jutlander Bank, der altså både kostede indtægter og udlån i Østjydsk Bank.

Udlånet falder da også med tæt ved en tredjedel af lånebogen fra 3 mia. kr. i 2014 til 2,1 mia. sidste år.

Indlånet undergik en lignende udvikling fra 3,6 mia. kr. forrige år til 2,6 mia. kr. i 2015.

Forbedret overdækning

Østjydsk Bank gennemførte i slutningen af 2015 en større aktieemission og udstedelse af hybrid kernekapital, som tilsammen har styrket bankens kapitalgrundlag betragteligt.

Banken har således efter kapitalmanøvren en solvensoverdækning på 4,7 procentpoint. Det er en forbedring, der er til at få øje på, sammenlignet med 2014, hvor banken lå 0,4 procentpoint lavere end bankens individuelle solvensbehov.

Bankens egenkapital er forbedret fra 167,8 mio. kr. i 2014 til 298 mio. kr. i 2015 medregnet den nye kapital, som er tabsabsorberende Coco-obligationer.

”Med den i december 2015 gennemførte kapitalrejsning har vi fået et nødvendigt løft af vores kapitalprocent og ikke mindst vores egentlige kernekapitalprocent. Vi fortsætter arbejdet med at sikre, at vi også fremadrettet har en kapitalbase, der passer til en lokalbank omkring Mariager Fjord. Bankens resultat vil i regnskabsåret 2016 naturligvis være afhængig af, at konjunkturerne ikke forringes yderligere, specielt inden for landsbrugssegmentet,” udtaler Max Hovedskov, der er adm. direktør i banken.

Usikkerhed om ny kapitalplan

Ledelsen i Østjydsk Bank har i regnskabet for 2015 fremlagt sit bud på, hvordan banken vil kunne leve op til kommende kapitalkrav frem til udgangen af 2019.

Blandt de kommende krav er blandt andet, at statslig hybridkapital ikke tæller med i kapitalgrundlaget fra starten af 2018. Bankens kapitalplan er dog behæftet med så stor usikkerhed, at revisor har følt sig nødsaget til at udstede en supplerende oplysning i regnskabet med fokus på netop kapitalplanen.

"Uden at tage forbehold henviser vi til redegørelsen i årsregnskabets note 2 om ”Væsentlige regnskabsmæssige skøn, forudsætninger og usikkerheder”, hvor ledelsen redegør for de væsentlige regnskabsmæssige skøn, forudsætninger og usikkerheder, der ligger til grund for måling af udlån og garantier i årsrapporten," skriver revisor.

For at kunne leve op til de kommende kapitalkrav skal Østjydsk Bank blandt andet lykkes med at øge indtjeningen, lykkes med at nedbringe nedskrivningsprocenten væsentligt i forhold til de seneste år samt reducere bankens risikovægtede poster, altså nedbringe udlånet.

"Der er usikkerhed forbundet med bankens realisering af de forudsætninger, der indgår i kapitalplanen, en usikkerhed der ligeledes skal ses i sammenhæng med de øvrige usikkerheder beskrevet ovenfor. Det er dog ledelsens forventning, at kapitalplanen kan realiseres fuldt, og at den kapitalmæssige dækning også fremadrettet vil være tilstrækkelig," skriver banken i regnskabet.

 

Modtag nyhedsbreve fra FinansWatch gratis
Mest læste Pengeinstitutter

Ringkjøbing Landbobank: Derfor er vi bedst til at tjene penge

Den jyske regionalbank ligger suverænt i spidsen i en ny opgørelse af de store og mellemstore bankers evne til at forrente egenkapitalen. "Man skal have dygtige medarbejdere, der hver morgen sadler hesten og pisker ud over prærien," udtaler direktør.

Forsiden lige nu
ANNONCE


Modtag nyhedsbreve fra FinansWatch gratis

Vilkår
Redaktør

Jakob Skouboe

js@finanswatch.dk

Tlf.: 3330 8381

Ansv. chefredaktør

Anders Heering

Udgiver

JP/Politikens Hus A/S
Annoncering og salg

Abonnement

Lars Bräuner

finanswatch@infowatch.dk

Tlf.: 7077 7449

Annoncering

Hanne Slot

hanne@infowatch.dk

Tlf.: 7171 7428

Tlf.: 4021 0166

Job

Therese Warpe Jensen

therese@infowatch.dk

Tlf.: 7171 7420

Tlf.: 3113 0538

Abonnement

Prøv FinansWatch gratis eller få tilbud på et abonnement, der passer til lige netop dig eller din virksomhed. finanswatch@infowatch.dk

Tlf.: 7077 7449

 

Adresse

FinansWatch

St. Regnegade 12, 2. sal

1110 København K

Tlf.: 7077 7449