FinansWatch

Nykredit: Danske Bank overrasker på udlodning og forventninger

Danske Banks udbytte var lidt lavere end forventet efter regnskabet for 2015, men til gengæld har banken også lanceret et aktietilbagekøbsprogram.

"De overrasker positivt med deres samlede udlodning. Og de overrasker positivt med deres forventninger til 2017."

Sådan opsummerer Ricky Steen Rasmussen, der er analytiker i Nykredit, bankkollegaen Danske Banks regnskab for fjerde kvartal 2015.

I kvartalet viste bankens nettoresultat godt nok blot et spinkelt overskud på 35 mio. kr. Men analytikerne havde ifølge et estimat indsamlet af Ritzau Estimates ventet et resultat på minus 276 mio. kr.

"De samlede indtægter ligger over det ventede. Det er handelsindtægterne, der driver det," forklarer Ricky Steen Rasmussen.

Super afslutning på året

Bundlinjen landede da også på 1660 mio. kr. mod af analytikerne ventede 1400 mio. kr.

"Der er godt nok lidt højere omkostninger end ventet, men det bliver opvejet af, at de har en tilbageførsel på tab og hensættelser. Markedet lå til, at de skulle have et tab på den konto, men det vidner om, at kreditkvaliteten er særdeles solid i Danske Bank. De har taget det, som de skal tage, i løbet af de år, hvor de har ryddet op. Det nyder de godt af i øjeblikket," analyserer Ricky Steen Rasmussen.

Også resultatet før skat overgik analytikernes forventninger, idet det lød på 853 mio. kr. mod estimerede 772 mio. kr.

"Det er et flot Q4-resultat – en super stærk afslutning på året," konkluderer Ricky Steen Rasmussen.

Pæn udlodning

Den flotte bundlinje kommer ikke kun til at pynte i koncernens regnskabsbøger, men vil også komme Danske Banks aktionærer til gode.

I forbindelse med regnskabet har Danske Bank meddelt, at aktionærerne kan se frem til et udbytte på 8 kr. per aktie. Det er en stigning fra 5,50 kr. i 2014, mens analytikerne dog havde imødeset et udbytte på 8,50 kr. per aktie.

"Det er en lille smule mindre end ventet. Men det bliver toppet af et aktietilbagekøbsprogram på 9 mia. kr. Det er omvendt mere, end jeg havde ventet. Samlet betyder det, at udlodningen til aktionærerne er ganske pæn," mener Ricky Steen Rasmussen.

Positive forventninger

Også når det gælder synet på fremtiden, får bankens flotte resultat Danske Bank til at vise sig fra den optimistiske side.

Danske Bank venter i 2016 et nettoresultat på linje med nettoresultatet før goodwill-nedskrivninger i 2015, der endte på 17,7 mia. kr. Forud for regnskabet estimerede analytikerne et nettoresultat på 16,7 mia. kr. for 2016.

Omkostningerne ventes at falde fra niveauet i 2015, hvor de lå på 21,8 mia. kr. Nedskrivningerne venter Danske Bank endvidere vil ligge på "et lavt niveau". For non-core-aktiviteterne er bankens forventninger et resultat tæt på nul.

Og Danske Bank fastholder i øvrigt sin langsigtede målsætning om at øge egenkapitalforrentningen til over 12,5 pct. I 2015 forrentede Danske Bank, eksklusive goodwill-nedskrivninger, til sammenligning egenkapitalen med 11,6 pct.

"Forventningerne kunne man godt have frygtet, at man havde relativt konservative omkring. Man bliver jo ikke nødvendigvis belønnet for at løbe risici i den situation, vi står i lige nu med så mange usikkerhedsfaktorer," påpeger Ricky Steen Rasmussen.

"Men når de siger, de kan levere et nettoresultat med nedskrivninger på samme niveau som i 2015 - altså over hvad markedet havde ventet - så er det godkendt i et marked, hvor man kunne have forventet, at de kunne være konservative. Det vidner om, at de har rigtig godt styr på forretningen," uddyber Nykredit-analytikeren.

Omkostninger skuffer en anelse

De eneste torne i roserne, som aktieanalytikeren kan pege på, er omkostningerne, som endte på 10.475 mio. kr. i fjerde kvartal af 2015, mens analytikerne havde ventet, at de ville havne på 10.345 mio. kr.

"Omkostningerne var lidt større end ventet. Det ser ud som om, der var noget specifikt for fjerde kvartal. Men det er noget, som vi vil holde øje med er en trend eller kun gælder fjerde kvartal, fordi omkostningerne i Danske Bank i nogle år har været for høje. De har simpelthen ligget under andre banker," siger Ricky Steen Rasmussen.

 

/ritzau/FINANS

 

Forsiden lige nu

Analysehus ser stor spredning i pensionskassers afkast i år

Ifølge analysehuset Morningstar har der blandt pensionskasser været stor spredning mellem top og bund målt på afkast i år, skriver Berlingske Business. Mens SEB og AP Pension ligger godt, har Skandia været udfordret af svingende dollarkurs.

Seneste Pengeinstitutter

Relaterede

FinansWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Finansjob

Se flere

Se flere